Læserbreve

Greta

Emil Eriksen, retorikstuderende, KU

Jeg elsker Greta Thunberg. For mig opfylder hun selve idealet om en liberal borger, der agerer politisk.

Klimakrisen kan ikke løses af vores institutioner, siger hun. Måske på sigt, men lige nu er stater for bureaukratiske, og kun enkelte firmaer kommer klimakrisen ordentligt i møde. Så Greta går selv på gaden for at løse problemerne, bevæbnet med fakta og ytringsfrihed. Hun klandrer ikke med klichéfyldte svadaer om, hvor svært det er at være i hendes position. Hun handler bare, med buldrende global succes. Så hvorfor hyldes hun ikke af de liberale?

Dels er der de storpolitiske årsager: De liberale har i årtier nedprioriteret at italesætte klimaforandringer, og desuden er spørgsmålet om markedsregulering altid kontroversielt. Men problemet er større end det. De moderne liberale har nemlig bundet sig selv på hænder og fødder og befinder sig i en slags identitetspolitisk net. Et net, hvor deres ideal om en liberal borger er blevet afpolitiseret i en sådan grad, at Greta Thunberg slet ikke passer ind.

For hvad vil denne liberale idealborger? Jo, han vil et styrket civilsamfund. Men hvad nu, hvis denne civile borger vover at mene noget? Integrationspolitik er jo sjældent de liberales banehalvdel. Men hvis borgeren ønsker bedre velfærd? Det er ikke liberalt nok, for det taler ind i venstrefløjens narrativ om staten. Er borgeren så liberal, hvis vedkommende ønsker en bæredygtig fremtid og et opgør med klimaforandringer? De kender svaret: De liberale politikere sidder langt tilbagelænet i deres stole, når det kommer til klimapolitikken.

For det eneste, den liberale idealborger prioriterer, er en afpolitisering. Nedsat topskat, så man kan få fjernet de politiske tøjler? Naturligvis. Frihed til at købe en forurenende bil? Selvfølgelig. Den liberale borger er svær at forestille sig som en politisk handlende aktør, fordi det eneste, borgeren virkelig ønsker sig, er at være fri fra politik.

Sådan har de fleste liberale det jo ikke, ude i den virkelige verden! Men desværre har »Det skal vi ikke blande os i« været mantraet blandt liberale politikere i mange år. Så den liberale idealborger har svært ved at være politisk, for det politiske er jo sjældent for egen vindings skyld, men for samfundets – et ord, mange liberale har fornægtet, siden Margaret Thatcher skød ideen om samfundet ned som en del af sin nyliberale platform i 80erne.

De liberale har en dyb grøft at grave sig op af, når det kommer til liberale kerneværdier. Derfor hører man pludselig Alex Vanopslagh tale om solidaritet og konservative idealer. Han ved, at liberale ideer skal betyde politiske projekter. Greta Thunberg ved det, for hun er en form for liberal. Bare ikke den slags liberale idealborger, som kun går op i egen vinding. Hun inspirerer tusindvis af unge over hele verden til at arbejde hårdt for politiske mål, bruge deres stemme som individer og presse autoriteterne. Det er selve de liberale kerneprincipper, vi ser udfoldet globalt. Men Thunberg lader sig ikke presse ned i den totalt apolitiske boks, der er moderne liberalisme.

Jeg ville ønske, at de liberale indså, at deres idealer kan være motivation til politisk handling og kamp for en bæredygtig fremtid – og ikke bare være idealer, der styrker personlig vinding.

Open source

Mark Seemann, forfatter, programmør, cand.polit.

Danske kørekort er for nylig kommet som app til mobiltelefoner. Projektet har kostet 44 millioner kroner. Det kan lyde som mange penge, men er desværre i den billige ende. En ny beretning fra Statsrevisorerne har analyseret 96 statslige IT-projekter med en samlet beløbsramme på 7,6 milliarder kroner. Det er små 80 millioner kroner pr. projekt.

Beretningen skriver blandt andet, at »hverken udviklingsmetode eller indkøbsform synes alene at have betydning for it-projekternes succesrate«. Sat på spidsen: Intet af det, man har gjort, har haft nogen effekt.

Jeg er ikke ude på at pege fingre ad nogen. Som professionel programmør og software-arkitekt ved jeg godt, hvor svært det er at nå i mål med et IT-projekt. I stedet vil jeg gerne, til fri afbenyttelse, komme med et konstruktivt forslag til fremtidigt IT-indkøb: Når der for fremtiden skal indkøbes skræddersyet software, bør det ske ved, at myndigheden selv finansierer et open source-projekt. Man kan udvikle endog meget komplekse systemer i open source-regi. Operativsystemet Linux er et eksempel.

Når vores skattekroner går til offentlige IT-systemer, synes jeg, det er rimeligt, at ejerskabet af kildekoden (source code) bliver fælles. Det har også den fordel, at alle leverandører kan se, hvad der allerede findes. Det gør det muligt for alle interesserede at deltage alt efter spidskompetence.

Udvikling kan foregå på mange niveauer, og leverandører kan komme og gå. Jeg forestiller mig, at den myndighed, der ejer softwaren, udlover en slags dusør på hver delleverance. Alle kan i princippet byde ind, for det er ved at levere fungerende kildekode, at man deltager. De nuværende, store danske IT-leverandører kan deltage. Statens egne ansatte kan deltage. Små enkeltmandsvirksomheder eller private borgere kan deltage. Virksomheder i Kenya eller Vietnam kan deltage.

Man deltager ved at sende fungerende kildekode til ejeren, som kan vælge at tage imod eller afslå. Staten har således ikke pligt til at tage imod noget, der ikke duer. Jeg forestiller mig til gengæld, at myndigheden udbetaler dusøren, hvis den vælger at tage imod bidraget.

Vi ved fra open source-miljøet, at det er muligt at udvikle software kontinuerligt på den måde. Man slipper for måned- eller årelange projekter, hvor man ender med at blive overrasket over, hvor lidt man fik for pengene.

Gaver

Marianne Kallesøe, Skødstrup

Tak til Anders Boas for artiklen Gaver i blinde i WA #49. Uden at være buddhist tror jeg, man kan blive lidt klogere på emnet ved at supplere med et spirituelt perspektiv.

Når vi er på vores lavere, materialistiske bevidsthedsniveauer, tror vi, at vi kan blive lykkelige på andres bekostning, eller selvom andre lider. Vi forsøger billedligt talt at være lykkelige i en båd i et hav af lidelse. Men når vi har oplevelsen af, at vi er forbundet med alt levende, og at lidelsen er et grundvilkår for alt levende; når vi føler, og handler ud fra, empati, så er vi på et højere, spirituelt bevidsthedsniveau. Og jo højere bevidsthedsniveau vi er på, jo mindre lidelse føler vi.

Set fra dette perspektiv giver vi til velgørenhed, fordi det styrker vores oplevelse af at være forbundet med verden, det styrker vores empati ved i spirituel forstand at mindske skellet mellem os og de andre, det mindsker vores eksistentielle ensomhed, for nu at glide over i en vestlig terminologi. Derfor mindsker det lidelse hos både os selv og andre. Denne synsmåde passer også glimrende med de fund, der er svære at forklare i artiklen, nemlig at vi hellere hjælper nogen, vi kan identificere, frem for statistik, og at vi ikke er så optaget af den konkrete effekt af donationerne.

Mælk

Kim Bender, salgschef, Frederiksberg C

Igennem længere tid har vi hørt det om og om igen: Spis mindre oksekød! Ja, nogle siger endda: Stop med at spise oksekød!

Det vil jeg gerne støtte. Men jeg har ofte tænkt: Nu er koen her jo, hvad skal vi så gøre med den? Cirka 90 procent af det oksekød, vi køber i Føtex og andre supermarkeder – culotte, højreb eller, som det ender til sidst, hakket oksekød – kommer netop fra malkekøer. Malkekøer, som er fire-fem år gamle og har produceret mælk i tre-fire år ifølge Danmarks Statistik.

Så i princippet spiser vi et affaldsprodukt fra mælkeproduktionen; et produkt, der alligevel skulle kasseres. Faktisk kunne man se det som en slags genbrug. Det er i øvrigt en af grundene til, at en culotte på 1,5 kilo kun koster 150 kroner.

Spørgsmålet er: Skal vi begrave eller brænde de 1,2 millioner køer og kvier, som allerede er her, igen ifølge DS, og har udført deres virke med at producere mælk til yoghurt, skyr, ost, ymer, cremefraiche, kærnemælk, smør og naturligvis mælk?

Dernæst kommer spørgsmålet om vores eksport af tørmælk til det asiatiske marked, som er stærkt stigende med flere tusinde tons, og vores berømte Lurpak-smør, som er en enorm succes uden for Danmark. Skal vi trappe ned på caffe latter, skyr og fortjenester ved eksport for at mindske produktionen af kød?

Jeg undrer mig over, hvorfor de mange miljøinteresserede caffe latte-drikkende byboer taler så meget om, at vi ikke må spise oksekød. Det kunne være uvidenhed, altså at man simpelthen ikke ved, hvordan produktionskæden er skruet sammen. For at få en caffe latte skal man (som regel) bruge en ko. Måske er det meget enklere at kritisere de oksekødselskende mennesker end at sige, at børn ikke må drikke mælk, spise yoghurt og ost eller få flødeskum på fødselsdagskagen. Den er alligevel sværere at sælge end at sige: Stop med at spise oksekød!

Dette er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk