Slid med glæde

Før vi ved, hvad vi skal hen imod, bør vi forstå, hvad det er, vi skal forlade. Og når vi taler om bæredygtig omstilling i forhold til beklædning, så taler vi også om tøjkultur, og hvordan tøjets design er en repræsentation af et særligt blik på verden og planeten.

På den måde kan man sige, at vores verdenssyn helt konkret er syet og vævet ind i hvert eneste stykke beklædning, vi går med. Et verdenssyn, som i høj grad har været farvet af os menneskers forestilling om, at vi er hævet over naturen, og at naturen kun er til for at tilfredsstille vores behov. Fra udviklingen af tekstilfabrikker, som var med til at kickstarte den industrielle revolution i 1800-tallet, hen over efterkrigstidens rationalisering og frem til outsourcing af stort set al tøjproduktion op imod årtusindskiftet.

Alt sammen har det skabt en tøjkultur, som er baseret på masseproduktion og standardisering, som følgelig er blevet udtrykt gennem, hvad man kunne kalde industrialismens æstetik. Ligesom den røde spegepølse og det hvide sukker og mel, hvor spor af natur så vidt muligt er fjernet, så er med årene ethvert spor af, hvor tøjet kommer fra, og hvordan det skal behandles i brug, også blevet fjernet.

Mest konkret ses dette i et nok så aktuelt emne, nemlig pels, hvor den ypperste buntmagerteknik handler om at sy dyrenes skind sammen, så ethvert spor af de individuelle dyr er designet væk. På samme måde er tøj i dag langt hen ad vejen ikke designet til at blive hverken repareret, justeret eller omsyet, for det er ikke den bærende værdi, som tøjet bliver hverken solgt eller købt på. Det er heller ikke designet til at passe vores kroppe, det skal nemlig passe den standardkrop, som er på billederne, vi drages af.

Tøj i dag er primært designet til at være nyt og ikke til at være i brug. Som et lille eksempel er meget tøj behandlet med diverse kemi, kun for at det skal dufte og føles nyt, når man køber det. Fordi vi ikke længere syr, omsyr eller reparerer vores eget tøj, så er vores forhold til, hvor tøjet kommer fra, blevet afkoblet i en grad, så vi opfører os, som om det gror ud af butikshylden eller onlineshoppens flimrende netsider.

Tøjbranchen er blevet en oplevelsesøkonomi, hvilket i den grad dæmrede, da millioner af stykker tøj tabte næsten al salgsværdi på få uger under lockdown i foråret. På den måde er tøjbranchen som ingen anden branche en repræsentation af vores tyrkertro på fremskridt skabt i industrialismens hellige navn, hvor det gode er det nye, og det gamle er noget ubrugeligt bras. Hele tøjets rejse er dermed lidt ligesom H.C. Andersens berømte juletræ, designet til at performe i ganske kort tid lige omkring købstidspunktet, hvorefter det meget hurtigt bortglemmes i bunden af garderober og i lossepladsernes dybe mørke.

Alt dette er ikke blevet væsensændret af, at der igennem de seneste år er opstået idéen om en bæredygtig æstetik, som angiveligt gør, at vi kommer til at bruge tøjet længere. Helt konkret sælges meget tøj på, at det skulle være »tidløst« design, selvom enhver med en lille smule designhistorisk indsigt ved, at en designer altid er indlejret i sin tid og ikke kan se ud over den. Således også disse mange mængder af tøj, der er designet i en slags bæredygtigheds-look, som typisk er enkelt, i nedtonede farver og formet over store designklassikere, der skuer tilbage til der, hvor de blev undfanget.

Dette kunne kun ske i tøjbranchen. Forestil dig, at en forfatter her i Weekendavisen i et interview udtalte, at vedkommende havde skrevet en tidløs bog. Nej, vel? Ting bliver tidløse, når de er så godt lavet, at de modstår tidens tand og bliver ved med at have relevans. Og det kræver, når vi taler beklædning, at det er godt designet til nogen og til noget.

Kulturelle fortællinger, kunstneriske udtryk, institutioner og ritualer, er tæt sammensyede enheder. Det er derfor, man ikke kan skabe bæredygtig omstilling kun ved at adressere det på materiale- eller produktniveau. Tidløst tøjdesign i såkaldt bæredygtige materialer, som tiden er fuld af, skaber ikke positiv forandring.

Som verdens ledende stemme i forskning i bæredygtig mode, professor, ph.d. Kate Fletcher, foreslog, da hun 30. november gav sin tiltrædelsesforelæsning som adjungeret professor på Det Kongelige Akademi, så er det vigtigste, at vi begynder at forme en ny tøjkultur, der ikke repræsenterer et udtjent økonomisk system, men derimod naturen.

Den lineære økonomi repræsenteret gennem brug og smid væk-design, det er det, vi skal væk fra. Vi skal ind i nye landskaber og fortællinger, der er formet gennem oplevelser, håndtering og brug af tøj. Og vi skal designe udtryk, som repræsenterer dette i langt højere grad. Jeg taler her om et æstetisk sprog, der er langt mere omfavnende, forskelligt og inkluderende end det, vi ser i dag. Alt dette betyder helt konkret, at vi skal stoppe med at tale om bæredygtighedens æstetik og snarere æstetikker (i flertal), som åbner op for mange sprog og opfattelser af, hvad der er smukt og godt på tværs af alder, køn og race.

Det betyder også, at vi i vores beklædningsdesign skal tilstræbe et stofligt sprog, hvor vi igen tillader naturens stemme at være til stede i form af uenshed, slitage, reparation og genfødsel i form af omsyning eller justering. Et fænomen, mange vil kende som »wilding«, altså en slags genfredning af vores tøjkultur, hvor vi tillader det uregelmæssige at herske (igen). Derfor har hver femte unge ret, når han eller hun beder om julegaver, der ikke er nye. Ønsker du at give en blød pakke, så køb brugt. Køb et sysæt. Broderigarn. Eller smukke lapper.

Glædelig julemåned og glædelig ny tøjkultur.

Fletcher, K. & Tham, M. (2019). Earth Logic. Fashion Action Research Plan.
Skjold, E. & Steenstrup, J.R. (2020), Klæd dig Bedre.