ET forhandlingsudspil forudsætter to parter, og derfor får præsident Trumps fredsplan naturligvis ingen gang på jorden. Palæstinenserne er ikke taget i ed, og det er verdens mindste overraskelse, at de totalt har forkastet de forslag, som tirsdag blev lagt frem i Det Hvide Hus.
TILBUD har palæstinenserne som bekendt fået adskillige af gennem tiden, og hver gang, de har afslået, er det territorium, de kunne bygge en fremtidig stat på, svundet ind. Alle kender Israels tidligere udenrigsminister Abba Ebans citat om palæstinenserne, at »de aldrig afviser en mulighed for at afvise en mulighed«.
DE amerikanske og israelske ledere ved selvsagt, at samme sketch vil gentages her, og at de 50 milliarder dollars, USA tilbyder at overdrage til Selvstyret, er gratis storsind. Det er komplet utænkeligt, at palæstinenserne vil afstå en tredjedel af Vestbredden, at de vil vel tage til takke med en hovedstad, som ikke reelt ligger i Østjerusalem, at flygtningesituationen ikke løses, at Jordandalen opgives, at Hamas vil lade sig afvæbne og talrige andre ting.
KUN Israels premierminister Netanyahu var således at finde ved Trumps side forleden. Han kunne til gengæld slet ikke tæmme sin henrykkelse over, at ulovlige bosættelser, der i nattens mulm og mørke blev bygget af messianske zionister efter krigen i 1967, og som nu er vokset til enorme byer, endelig har fået Washingtons velsignelse. Magtens ret har overtrumfet rettens magt.
KAN man udlede noget af Trumps plan, er det, at den har til hensigt at lade resten af verden lytte med, mens palæstinenserne igen råber nej. Vi kan jo i så fald med ro i sindet lade dem sejle i deres eget dødehav. De bliver alligevel aldrig tilfredse. Forkert er det jo langtfra, at palæstinensernes vanskæbne også er selvforskyldt. De har brugt terror og vold, de har tabt den ene krig og opstand efter den anden, og alligevel er de vedblevet med at stille ultimative krav. Europæere og amerikanere har i årtier hældt milliarder ned i Selvstyret, mens lederne har brugt pengene til at berige sig selv, når de ikke er gået til at støtte terrorister og deres familier. En levedygtig stat har de ikke kunnet skabe. Vi i det internationale samfund har gjort, hvad vi kunne. De er håbløse. Det var tirsdagens budskab.
AFSLÅ Trumps udspil, afvis alle forhandlinger, og Netanyahu kan høste endnu en triumf. Men glæden ved palæstinensernes forudsigelige vrangvilje bør være kortvarig. Premierministeren ville kræve 30 procent af Vestbredden, reelt får han 100 procent. En enstatsløsning, kaldes det. Planen er således et endegyldigt farvel til ideen om to stater side om side, hvorfor Israel for fremtiden må leve med at have ansvaret for millioner af forarmede palæstinensere, der regeres efter andre love end resten af samfundet. Den virkelighed toner efter denne uges skingestus kun endnu tydeligere frem.
