Mexico. En arvefølgekrig er ved at splintre det mægtige Sinaloa-kartel. Det gør det ikke mindre farligt. Reportage fra den fængslede leder El Chapos fødeby.
»Alle her vil være El Chapo«
LA TUNA, SINALOA – Jeg vågner med feber i en seng, som »El Chapo« har sovet i. Et af narkobossens nære familiemedlemmer serverer sødet kamillete; meget af familien bor stadig her, i de uvejsomme bjerge omkring den lille opiumlandsby La Tuna, hvor han er født.
Den rigeste forbryder nogensinde tilbragte i julen 2015 en nat i denne nussede seng i et fodkoldt gæstehus. Der ligger en knibtang og en insektspray på et ødelagt plasticbord, og sofaens hynder er sprættet op. De 30 mænd, han havde med, sov i telte rundtom på bjerget i skiftehold, nogle tæt på, andre langt væk. Det var sådan, han i årtier undslap ordensmagten, godt hjulpet af sin systematiske bestikkelse af højtstående embedsfolk.
Del:
