Jeg bryder mig ikke om at gyse foran tv-skærmen. Følelsen af bevidst at udsætte mig selv for den type af nederdrægtig og nervepirrende manipulation, hvis erklærede formål er at fremprovokere galloppuls, koldsved og nedbidte negle, byder mig simpelthen imod.
Det værste er dog ikke klassiske gyserfilm som Alien, Eksorcisten eller Ondskabens øjne. Langtfra. Nej, det er derimod DRs på overfladen så harmløse program Den store bagedyst.
Ja, grin De bare, men sådan er det: Nogle mennesker bliver vidskræmte af hvæsende zombier, andre af øksesvingende massemordere eller blodtørstige væsener fra det ydre rum, men det, der bringer mig tættest på et hjertestop, er de sindsoprivende opgør foran ovnen, og jeg begriber ikke, hvordan folk er i stand til uge efter uge at følge programmet dovent henslængt på deres divaneser, når jeg tripper tænderskærende rundt i stuen og ikke ved, hvor jeg skal gøre af mig selv. Mine døtre – der elsker programmet – hviner af fryd, når tidsfristen snerper og snerper, bagværket driller, og ovnlugen skal åbnes, mens jeg følger det gysende opgør med hænderne for øjnene.
Den gunstige læser tænker nok, at jeg overdriver for klummens skyld. Ingenlunde. Jeg kan vitterlig ikke holde ud at se, når det, der skulle have været tinden på et sirligt arrangeret croqueembouche-bjerg af profiterole-kugler, skvatter sammen til noget, der mere ligner en bunke kandiserede hestepærer.
Ingen i min omgangskreds forstår mit løjerlige ubehag. De forbinder bagning med afslappende familiehygge og lifligt duftende hjem. Men for mig har kage- og konditorkunsten samme dunkelmytiske aura som fordums alkymister. Hele menageriet er tilmed bygget op efter samme dramaturgiske regler som gammeldags tryllekunster, hvor en tvivlsom herre i høj hat og hvide handsker propper yndefulde ungmøer ned i hermetisk tillukkede kasser, saver dem over eller drager noget ganske andet frem igen – en form for magisk metamorfose for øjnene af de gysende beskuere. Men i modsætning til tryllekunstnerens transformative kraft, der udelukkende næres af synsbedrag og sindrig manipulation, er bagerens og konditorens jordnær; afhængig af fysikkens og kemiens love og strengt reguleret af opskrifternes påbud om nøje afmålte doseringer, eksakte temperaturer og minutiøst respekterede tidsrum. Slendrian og uopmærksomhed straffes hårdt og kontant med et uindbydende såvel som uspiseligt resultat. Man spøger ganske enkelt ikke med mousse, gelé, fondant, glace, mørdej, millefeuille, chokoladeganache og brandvarm isomalt.
DEN NAVNKUNDIGE DOMMER på den store britiske bagedyst Paul Hollywood har kaldt bagning »terapeutisk«, ligesom den amerikanske bestsellerforfatter Regina Brett omtaler det som »et roligt tidsfordriv med langtidsholdbare ingredienser, der kan holde i månedsvis, og som bringes til live i en varm ovn«, mens hun finder kogekunsten stressende, fordi den »involverer korte deadlines, sultne gæster og ingredienser med begrænset holdbarhed, der tilberedes på et gloende varmt komfur«.
Men de har jo vendt verden på hovedet! Mine venner har forundret spurgt, hvordan mit ubehag ved at lave bagværk og pâtisserie hænger sammen med min glæde ved at opholde mig bag komfuret og lave mad.
Men den sammenhæng har jeg nu endelig luret ved en lommeempirisk undersøgelse: Folk, der kan bage, er ofte ikke lige så gode til at kokkerere, mens kulinariske ekvilibrister sjældent er lige så gode til at bage, som de er til at lave mad.
Det handler om, hvorvidt man er naturvidenskabeligt eller humanistisk anlagt. De første er bedst egnet til bagning, mens humanister synes bedre egnet til den form for fleksibel fingerspitzengefühl, der kræves til finere cuisine, og som ikke kan bemestres ved hjælp af stringent respekterede fysisk-kemiske formler og tabeller. (Det molekylære køkken viste sig jo også blot at være en spektakulær døgnflue).
Selv er jeg sproglig student og politolog med sidefag i retorik, og jeg har således slet ikke anlæg for den præcision, der kræves i bager- og konditorkunsten.
Bagning er simpelthen for formalistisk og ufleksibelt. For eksempel er det så godt som umuligt at rette op på sine fejl: Hvis kagen er overbagt eller ikke hæver ordentligt, er der ingen vej tilbage: Fadæsen kan ikke skjules under sovs og gemyse. En hjemmerørt bearnaise, der begynder at skille, kan derimod reddes med lidt ekstra æggeblomme.
Jeg har utallige gange prøvet at floppe mine børns yndlingsboller (opskriften har været bragt her i avisen). Fordi jeg har sjoflet hævningen eller ikke respekteret den præcise mængde gær – eller hvad ved jeg – er bollerne fladet fuldstændig ud. De minder mere om en form for fuldkornskastestjerner, der er lige så vanskelige at kløve med en brødkniv som en fossileret Mariekiks. At gøre dem appetitlige er som at puste liv i et fladbrød, hvorfor mine døtre klogeligt har nægtet at indtage resultatet af mine halvhjertede anstrengelser.
Nej, madlavning er anderledes pragmatisk og afslappet. Man sjusser sig lidt frem. Med en lydhørhed over for processen, som man kan nå at påvirke, hvis man synes, det går i en forkert retning. Gastronomien har samme fluktuerende fundament som mine egne fagkundskaber. Politologi og retorik er jo ikke just præcise videnskaber, der glimrer ved deres urokkelighed. For eksempel har verden i min relativt korte levetid set temmelig dramatiske omvæltninger: fra jerntæppets fald, Sovjetunionens kollaps og den kinesiske statskapitalisme, til det arabiske forår, Trumps twittokrati og de østeuropæiske skabsautokrater, der håner Francis Fukyamas tese om »historiens endeligt« og det liberale demokratis globale sejrsgang.
Intet er med andre ord mejslet i sten i de fag, jeg begyndte at studere for snart 30 år siden.
Sådan er det ikke i naturvidenskab og bagning. Vand fryser stadig ved 0 grader, gær hæver stadig lige langsomt, og ingen kan bage boller færdig på kortere tid end før.
Bage- og konditorkunstens kemi står fast og uforanderligt tilbage i en vild og omskiftelig verden.
Så måske kan de naturvidenskabelige lære lidt af vores fingerspitzengefühl, mens vi famlende samfundsvidenskabelige humanister kan finde trøst og støtte i bagningens stabilitet og konstans?
Læs også anmeldelsen af 3. sæson af The Crown: »50 nuancer af misbilligende blikke«
