Lone Frank argumenterer sammen med nogle »darwinistiske litteraturforskere« i BØGER #40 for, at litteraturens skurke som de mest interessante figurer samt vores hang til historier er »en dyb evolutionær arv«. Dette skulle skyldes, at det i sin tid på savannen har givet en overlevelsesfordel. Denne skulle bestå i, at »fiktionen er et rum, hvor hjernen i sikkerhed kan øve sig og dermed forberede sig på situationer, omstændigheder og mennesketyper, som den risikerer at møde i den virkelige verden«.

Evolution forklares ud fra to processer: naturlig udvælgelse af de bedst egnede og genetiske forandringer. Ved den naturlige udvælgelse forstås den proces, der i naturen fører til, at mange individer (ofte de fleste) dør, inden de bliver forplantningsdygtige. Over tid vil individer med de sæt af egenskaber, der giver den bedste overlevelsesrate, nå frem til forplantning og nedarve disse egenskaber. Genetiske forandringer er de tilfældige ændringer af det genetiske materiale og dermed ændringer i egenskaber, der indfinder sig over tid.

Personligt er jeg ikke spor i tvivl om, at uddannelse herunder litterær dannelse i praksis er en stor fordel for den enkelte, hvis man ser på, hvilke fordele, muligheder og individuelle friheder den voksne borger kan komme til at nyde i sit voksenliv. Dette må også have gjort sig gældende på savannen, selvom der dér ikke har eksisteret formel uddannelse.

Det, jeg imidlertid ikke forstår, er, hvad dette har med Darwin og evolutionslæren eller -teorien at gøre. Hvordan skal mangel på uddannelse i videste forstand virke som det, man kalder et »evolutionært pres«? Hvordan skulle manglende uddannelse føre til mindre sandsynlighed for, at individet når frem til at forplante sig?

Børn og unge mennesker kan sådan set være pænt socialt uformående og analfabeter og alligevel i den menneskelige kultur nå frem til den forplantningsdygtige alder. Disse unge mennesker vil givet møde problemer, når de som voksne selv skal håndtere livet, men er det i menneskehedens historie de rigeste, mest uddannede og mest socialt disciplinerede medborgere, der har fået flest børn tidligst i deres liv?

Eller taler darwinistiske litteraturforskere blot om »udvikling« og »kamp for overlevelse« i videste forstand, så alt med »udvikling« eller »evolution« og indbyrdes konkurrence er noget darwinistisk?