Leder. Hvis hærværksfolkene bag aktionen på Det Kongelige Danske Kunstakademi viser sig at være elever på stedet, så er det en fjoget aktion, der ikke lover godt for fremtidens kunstneriske virke.
Oplyst
Det er en yderst oplysende artikel, Poul Pilgaard Johnsen i denne uge har skrevet om Det Kongelige Danske Kunstakademi, hvor gruppen Anonyme Billedkunstnere har »synket« Frederik 5. i havnen, som der stod i deres opråb i forbindelse med hærværket mod Salys buste af Frederik V, stjålet fra Kunstakademiets Festsal.
Artiklen er den tredje i en serie om manglende ledelse og åbenhed på en af landets mest elitære uddannelser, hvor meget få elever får muligheden for at udvikle en kunstnerisk praksis med atelieradgang og materialer, professorer fra den virkelige kunstverden, gæstelærere fra ind- og udland, alt sammen med SU til at klare dagen og vejen, mens man undersøger, hvilket medie der måske vil passe til det udtryk, man gerne vil give sin kunst. Der er en utrolig stor frihed, ja, lad os bare kalde det privilegier, forbundet med denne uddannelse, hvis man først er kommet gennem nåleøjet. Hvis det lyder, som om det skulle være grunde nok til at tage arbejdet med kunsten alvorligt, ja, så er det helt rigtigt opfattet.
Oplysning er et nøgleord, når man skal forsøge at forstå, hvad denne sag går ud på. En gruppe forurettede elever arbejder med at »nedbryde de hvide vægge«, som de må slæbe deres »minoritetsgjorte« kroppe igennem, som de skriver i et velkomstbrev til de nye elever, der måske har følt et lille sus af glæde over at være kommet ind på akademiet, men her aner, at der venter et andet pensum end det kunstneriske. For akademiet er angiveligt bygget for penge tjent ved slavehandel, og det trækker spor, så dagens elever ikke kan kaste sig over arbejdet med et udtryk, men må udtrykke sig gennem destruktiv adfærd.
Det viser sig imidlertid at være forkert. Frederik V var en munter musik- og kunstelskende monark, og Charlottenborg er ikke bygget for slavepenge. Man øver hærværk og uddeler skyldpapirer på et falsk grundlag, og det ville jo være komisk, hvis det ikke havde så tragiske følger – som for eksempel den, at man har kastet national kulturarv i havnen, fordi man så dårligt kan tåle tanken om historisk ubehagelige tider, at man forveksler kunstner og monark. Man gider hverken sætte sig ordentligt ind i tingene eller gøre sig den ulejlighed at genkende et kunstnerisk produkt, en fagfælles værk destruerer man, fordi man føler et ubehag ved at se manden, man forestiller sig er en skurk. En absurd og uoplyst omgang med historien, som altid kan diskuteres og revideres, men ikke slettes. Vi ved ikke, hvem de konkrete gernings-m/k’er er, men vi ved, at det er betænkeligt med en rektor, der ikke omgående tager kraftig afstand fra det skete. Og skulle hærværksfolkene vise sig at være elever på stedet, så er det en fjoget aktion, der ikke lover godt for fremtidens kunstneriske virke.
Del: