Studenterhue 1

Stig Wørmer, lektor emeritus

Under overskriften »Forsvar for studenterhuen« i WA #45 leverer gymnasiefagforeningens formand, Thomas Kepler, et stort systemforsvar for tingenes tilstand. Det går så fint, når studenter går i gang med en erhvervsuddannelse, for så er de bedre rustet end dem uden studentereksamen. Det er lidt, som når akademikerne overtager de ikke-akademiske stillinger i kommunerne.

Men overuddannelse og dobbeltuddannelse er ikke fornuftigt. For 15-20 år siden havde skiftende undervisningsministre den strategi, at (næsten) alle skulle i gymnasiet, for så ville det gå rigtig godt for alle. Men det holdt ikke. I andre lande har man relevante uddannelser til relevante fag og fagområder. Så fandt man ud af, at vi manglede dygtige faglærte folk, hvis ikke der skulle opstå mangel på håndværkere m.fl. og vanvittige monopolpriser. Derfor forsøget på at fremme erhvervsuddannelserne, og det er i sig selv en svær opgave, kan vi se på statistikkerne.

Vi har haft en urealistisk tilgang til ungdomsuddannelserne. Alle fra ministre til folketingsmedlemmer, rektorer og fagforeningsformænd har haft den samme »vision«: flere ind i gymnasiefabrikken, flere ansatte og flere forgrenede fagvalg. Det gav plads til flere underledere (»studieleder«) på kontoret, og bureaukratiet voksede. Nu kommer så den svære tid, vi frygtede så længe. Men den kommer med nødvendighed. Færre studieretninger og mindre »frit valg på alle hylder«. Det gør ondt i systemerne, og folk føler sig snydt. Der er hundredvis af arbejdsløse cand.mag.er med humanistiske fag. De troede, at festen fortsatte, og ingen fortalte dem, hvad der ventede. Mens almindelige gymnasielærere på gulvet beretter om elever, der hverken kan eller vil, og som de i stigende grad skal bruge ekstraordinært mange kræfter på, så afspiller formanden melodien om »udfordrede elever«.

Henrik Dørges kritik i WA #44 rører ved et vigtigt problem, som har været bevidst negligeret i gymnasiefabrikkens ledelse: at der ikke er brug for dem, der hverken kan eller vil i gymnasiet. Lektiehjælp er helt legitimt og en god service. Det er ikke problemet og har aldrig været det. Men at »sværme« for et »gammel-elitært gymnasium og formynderiske visioner« er blot ikke en rimelig beskrivelse af kritikernes ønsker og samfundets behov.

 

Studenterhue 2

Signe Koch, økonom i Tænketanken DEA

Tomas Kepler kommer i WA #45 med et forsvar for studenterhuen og i den forbindelse en kritik af et nyligt notat, som vi har lavet i Tænketanken DEA. TK skriver blandt andet, at det er forkert, når vi »kaster os« over den gruppe af elever, som kommer med lave karakterer fra grundskolen, og som der de senere år er blevet flere af på gymnasiet.

Vi vil gerne rette opmærksomheden mod, at 25 procent af disse fagligt udfordrede elever otte år efter afsluttet studentereksamen ikke har gennemført en erhvervskompetencegivende uddannelse. Det er bemærkelsesværdigt, at over 40 procent af de fagligt udfordrede elever på gymnasiet har overvejet at droppe ud, og at de i højere grad har det dårligt og føler sig ensomme. Det kan pege i retning af, at de ikke føler, at de er endt på den rette uddannelseshylde. Spørgsmålet er, om vi har et ungdomsuddannelsessystem, hvor alle unge har en reel mulighed for at finde et uddannelsestilbud, som passer til dem.

 

Nekropolitik

Carl-Christian Perch-Nielsen, studerende

Magnus Boding Hansens artikel »Mere olie på vandene« i WA #45 om RGS’ import af forurenet spildevand fra England afrundes med spørgsmålet om, hvorvidt de formodede miljømæssige konsekvenser er miljøminister Lea Wermelins eller Slagelse Kommunes ansvar. Spørgsmålet giver udtryk for idéen om en miljømæssig skyldighed – men begrebet om retfærdighed hører ikke hjemme i miljøproblematikker. Boding Hansen antager, at miljøproblematikken kan spores tilbage til en isoleret størrelse, for eksempel et firmas eller en industris ageren. Men enhver fordeling af ansvaret og dermed omkostningerne for miljøproblematikker, hvor nogen påtager sig skylden, mens andre slipper lettere, udmunder i ubrugelige generaliseringer, for eksempel CO₂-kvoter. Alle er lige så skyldige, som de er uskyldige.

Idéen om en »miljøproblemansvarlig« er resultatet af et neoliberalt ledelsesparadigme og er et nekropolitisk værktøj til at umyndiggøre udsatte befolkningsgruppers tab ved netop miljø- og klimakatastrofer. Nekropolitikken, som formuleret af Achille Mbembe, handler om staters strategiske mulighed for at fralægge sig ansvaret for fattige og problematiske befolkningsgrupper og på den måde skabe yderligere sårbarhed, for eksempel over for naturfænomener som oversvømmelser og orkaner. Til eksempel førte mange års besparelser på vedligeholdelse af New Orleans’ diger til katastrofale oversvømmelser under orkanen Katrina, hvilket resulterede i udrensning af fattige og primært sorte beboeres kvarterer til fordel for opførelsen af dyre lejlighedskomplekser. Spørgsmålet lyder da på, om det katastrofale ved Katrina findes i de globale klimaforandringer, som gjorde Katrina mulig, eller om det katastrofale er at finde i den amerikanske regerings håndtering af orkanen? En stat kan med skyldsspørgsmålet i miljødebatten strategisk vælge, hvor det katastrofale skal ligge, selvom de to nævnte faktorer er uadskillelige. Miljøproblematikker afslører sig altså ikke som konkrete problemer, hvis behandling kan foregå isoleret, men kan skjule sig i den allerede eksisterende minoritetsskabende infrastruktur og politiske autoriteters negligering af sårbarhed. Ved Magnus Boding Hansens artikel illustreres manglen på denne bredere miljøforståelse og natursyn, der er nødvendig i den fremtidige globale klimadebat.

 

Ligestilling

Amanda Brinkløv Rasmussen, cand.soc. i Globale Studier, bestyrelsesmedlem i FN-Forbundet

Hvem krænkes af hvad og hvorfor? Det spørgsmål har rumsteret i mit hoved, siden krænkelsesdebatten startede. Vi er på vej igennem en revolution med formålet at skabe større ligestilling mellem kønnene. Og den har indtil videre sendt Morten Østergaard, Frank Jensen og måske Jeppe Kofod en tur i guillotinen. Det er fastslået, at opfattelsen af at blive krænket er relativ til den, der oplever det. Måske det er nødvendigt også at fastslå, at det for krænkeren er relativt, om de føler, at de gør noget krænkende.

I vores samfund hersker der en indforstået opfattelse af, at seksualitet først og fremmest er mellem kvinde og mand. Og det er i sig selv et problem. Men hvad nu hvis en mandlig kollega lagde hånden på en anden mandlig kollegas lår eller gav ham et kærligt klask i røven til en julefrokost? Eller hvis det var kvinden, som havde lidt for lange arme?

Min hypotese er, at det ikke ville blive opfattet som krænkende af en mand. Og hvis han føler sig krænket, ville han ikke sige noget, fordi han så ikke er en »rigtig« mand. Men hvis manden ikke opfatter det som krænkende at blive taget på låret, hvordan skal han så gennemskue, at det er krænkende den anden vej rundt? Og hvorfor er der ikke en eneste sag fremme om en mand, som er blevet krænket af en kvinde? Kan vi kvinder ikke krænke, fordi vi per historien og samfundskulturen er det svage køn?

Mænd og kvinder er ikke lige eller ens. Vi kvinder er vokset op med at »gå på toilettet sammen«. Med det mener jeg, at kvinder kan både nusse, kramme og klappe hinanden i numsen uden problemer. Hvorimod det får en anden betydning, når mænd gør det. Når mænd hygge-holder-i-hånden, bliver det opfattet som homoseksuelt og forkert.

Krænkelsesdebatten mangler fokus på, hvordan vores kønsroller bliver statueret i samfundet: Den stakkels hjælpeløse kvinde, som bliver krænket af den magtfulde mand, vs. den stakkels hjælpeløse mand, som bliver krænket af den magtfulde kvinde. Jeg ved, hvilken en af de to fortællinger jeg har med fra barnsben. Og netop vores individuelle sociale og kulturelle opvækst er med til at definere, hvorvidt vi føler os krænkende. Den individualitet skal der selvfølgelig være plads til; alle har ret til at føle og give udtryk for, hvornår deres grænser bliver overtrådt. Derfor er det vigtigt med lige adgang til at råbe vagt i gevær. Skal mænd ikke beskyttes i samme omfang som kvinder? Hvorfor er det mændene, som skal blive tilbage, når båden synker? Det burde være et vigtigt element i debatten. Ligestilling skal være lige for alle. Men i denne ligestillingsrevolution føles det til tider, som om det kun er kvinderne, der er ulige.

 

Medarbejderfrygt

Mogens Henze, Nærum

Skal Weekendavisens medarbejdere de næste ti år gå med skudsikre veste og metalhalskrave af frygt for at blive skudt eller få halsen skåret over? Martin Krasnik nævner ikke i sin kommentar i WA #45 noget om frygten hos avisens medarbejdere, men kun sine overvejelser om at bringe Nye Borgerliges annonce af hensyn til sin frygt for at krænke de publicistiske idealer.