Sær­behandling og meritokrati

I Weekendavisen den 9. oktober tager videnskabsjournalist Gunver Lystbæk Vestergård i en klumme vores nye bog under behandling. Det slipper hun ikke særligt godt fra.

Hun skriver: »Her i avisen og i en stribe andre medier har professor Hans Bondes nye bog Vi vil have vores fair andel! om en positiv særbehandling af kvinder blandt andet i forskningsverdenen været flittigt omtalt.« Hun tilføjer: »Bonde har sine anekdoter, men forskningen viser noget andet.«

Om Lystbæk faktisk har læst bogen, står ikke helt klart, men i givet fald må hun have overset kapitlet om Forskning (s. 31ff), der viser, hvordan bonusprofessorater og andre lovstridige særprogrammer i universitetsverdenen som YDUN og FREJA i en periode har drevet kvindeandelen af topforskerstillinger i vejret. Kort sagt helt den modsatte historie end det udbredte postulat om »ubevidst bias« mod kvinder. Anekdoter?

I et afsnit om Glasloftet (s. 101ff) viser vi, at når kvinder konkurrerer med mænd om de samme stillinger, har kvinder en dobbelt så høj succesrate ved ansøgninger til adjunkturer og lektorater og også en væsentligt højere succesrate end mænds ved ansøgninger til professorater. Det bygger på ansættelsesdata fra alle danske universiteter tilbage til 1990erne. Lystbæk skriver videre, at »Bonde henviser selv i sin bog til psykologægteparret Wendy Williams og Stephen Ceci, der i 2015 viste, at kvindelige ansøgere til lektorstillinger favoriseres to til en ... For to år siden udvidede de to dog studiet og gav de mandlige ansøgere en minimal fordel i ansøgningerne – og vupti, kvindernes fordel forsvandt.« Den udvidede undersøgelse fra 2018, som Lystbæk omtaler, har vi ikke kunnet finde. Kunne man forestille sig, at en videnskabsjournalist gav præcise bibliografiske oplysninger?

Det drejer sig formentlig om endnu en artikel af Williams & Ceci fra 2015, »Women have substantial advantage in STEM faculty hiring, except when competing against more-accomplished men«. Citatet, som Lystbæk mener at bringe fra artiklen, kan vi dog ikke finde. I øvrigt er vores konklusioner om danske universiteter naturligvis ikke baseret på en amerikansk eksperimentel undersøgelse, men på langt mere relevante analyser af omfattende danske data. Det fremgår ganske klart af bogen. Lystbæk vil gerne vise, at kvinder systematisk diskrimineres ved at opnå mindre i forskningsstøtte end mænd. Heller ikke det slipper hun heldigt fra. Hun henviser til, at: »En Nature-artikel viste desuden i 2015, at YDUN-programmet blot udlignede den kønsfordel, der havde eksisteret siden rådets (Nu: Danmarks Frie Forskningsfonds) grundlæggelse i 2005, hvor mændene havde haft 20 procent større chance for at få fingre i midlerne.« Den artikel, Lystbæk nævner fra Nature, er ikke en artikel, men en ganske kort kommentar med den manende titel »Women’s grants lost in inequality ocean«. Den har ikke været gennem en videnskabelig kvalitetskontrol, det såkaldte peer-review.

Den argumenterede for, at de ekstra penge, som kvinderne fik i YDUN-programmet, svarede beløbsmæssigt til, hvor meget mindre kvinderne havde fået end mændene siden 2005. Det var alt. Kommentaren gjorde ikke noget forsøg på at vise, at kvindernes mindre andel i midler skyldtes diskrimination – det forudsatte den. Her gjorde forfatterne til kommentaren præcis den fejl, som vi opponerer imod i hele bogen, nemlig at forudsætte, at enhver »skævhed« i resultater skyldes ulige muligheder for kvinderne. Og Lystbæk følger trop. Endelig skal det nævnes, at der hos Danmarks Frie Forskningsfond over de seneste tre år ikke er forskel på succesraten for mandlige og kvindelige ansøgere til fonden, hverken målt på antal ansøgninger eller beløb. Og det må vel være disse aktuelle tal, der er relevante for Lystbæks pointer, ikke mindst i lyset af Forskningsministeriets nyeste favoriseringsprogram, det såkaldte Lehmann-program. Lystbæk slutter af med et frejdigt postulat om at: »i sidste ende handler den positive særbehandling faktisk om at polstre Bondes elskede meritokrati«.

Så mangler hun kun at forklare os og læserne, hvordan man får udvalgt de bedst kvalificerede ved at opslå programmer, hvortil kun ét køn kan søge, og konkurrenceniveauet derfor må antages at være kraftigt reduceret.

Svar fra Gunver Lystbæk Vestergård

Kommentaren i Ideer #41 »Bedst i test« går udelukkende på, om positiv særbehandling fører til et B-hold af kvindelige forskere, som Bonde hævder flere steder i sin bog, men ikke dokumenterer. Her refererer jeg til Ceci og Williams studie, der dog korrekt er fra 2015. Citatet i kommentaren er hentet fra Williams leder i Frontiers in Psychology, der i 2018 udgav et særnummer om underrepræsentation af kvinder i forskning og genudgav artiklen. Et næsten identisk citat kan findes i 2015-originalartiklen: »Hence, the current findings should help dispel concerns that affirmative hiring practices result in inferior women being hired over superior men«.