Skammer du dig, junkiebarn?

Jeg er fra »blokkene« i Finlandsparken – en ghetto i Vejle, før ghettoplan var noget, man vidste hvad var. Begge mine forældre var narkomaner. Min far har jeg aldrig kendt. Han døde, før jeg fyldte et år. Dem, der kendte ham, siger, at jeg ligner ham. Min mor begik selvmord, da jeg var knap 13 år gammel, og jeg er siden opvokset hos en plejefamilie.

Da jeg var 13 år, begyndte jeg mit »normale« liv. Efter min mors død kunne jeg leve det liv, som det hele tiden var meningen, jeg skulle leve. Jeg skubbede resolut og uden kvaler min barndom i baggrunden, og jeg følte mig endelig fri til at være som alle andre. At være som mine klassekammerater og vennerne på vejen.

Direkte adspurgt løj jeg ikke om mit ophav, men jeg skiltede heller ikke med det. Min fortid skulle ikke definere mig. Nu red jeg på hest i de lune sommeraftener, fiskede i baghavens å og sov på høloftet med veninderne, hvor vi skrev navne på drenge, vi gerne ville kysse. Jeg behøvede ikke længere være Rikke fra »blokkene«. Jeg skulle ikke finde på undskyldninger for, hvorfor vi ikke kunne lege hos mig. De venner, jeg besøgte, havde forældre, der hældte chips i skåle, når vi sad på værelset. Jeg hang ikke længere ud med blokkens børn, hvor lejlighederne lugtede af alkohol og smøger, og hvor skænd og lussinger kun var et væltet vandglas væk. Jeg redigerede min fortid og holdt den skjult i en grad, så den nærmest var en amputeret del af mig.

»Hvor er du fra?«

Det er ikke et unaturligt spørgsmål at blive stillet, når man møder nye mennesker. Ikke desto mindre fyldes jeg af uro, når jeg hører det. Når folk, jeg lige har mødt, spørger mig, hvor jeg er fra, svarer jeg, at jeg er opvokset i smukke Grejsdalen, at jeg har gået på privatskole og levet et trygt og ordinært forstadsliv. Det er ikke løgn, men det er heller ikke hele sandheden. Hvis jeg bliver konfronteret med, at jeg ikke deler efternavn med mine »forældre«, så fortæller jeg kort, at jeg er plejebarn, født af narkomanforældre, men har klaret mig fint. Så smiler jeg afvæbnende for at understrege den pointe. De fleste lader sig dog sjældent spise af med blot det og har en række tillægsspørgsmål, som jeg besvarer med samme kortfattethed. Folk oplever, at skismaet mellem det, jeg fortæller om min barndom, og det menneske, der står foran dem, er for stort til at blive fejet af med ja-nej-svar. Min omverden kender mig som et åbenhjertigt og imødekommende menneske, så hvorfor lukker jeg folk ned her?

Jeg har sagt til mig selv, at det var nødvendigt ikke at vise mit gemte junkiebarn, fordi jeg ikke ville genkendes som netop det, når jeg skulle indgå i nye relationer i skolen, på uddannelse, i mit arbejdsliv. Mit virke som pædagog skulle ikke farves af, at forældre og kollegaer spekulerede over, om jeg med min baggrund nu også var i stand til at varetage mit job. Særligt vigtigt har det været, at min rolle som mor skulle ses absolut uafhængigt af, hvordan jeg er vokset op. Mine børns lærere og pædagoger har ikke skullet kunne sætte spørgsmålstegn ved min evne til moderskab. End ikke mine drenge ved rigtigt, hvor og hvordan jeg er vokset op. Jeg har fortalt dem i meget små doser, at deres mormor og morfar ikke er mine rigtige forældre, og at mine rigtige forældre er døde, men jeg bringer det sjældent op, og de spørger ikke. Endnu.

»Hvorfor vil du ikke dele din historie? Skammer du dig?«

Det er min kone, der spørger, efter at jeg for 117. gang forsøger at formulere noget om, at jeg bør skrive noget om min mor eller min opvækst, men at jeg aldrig rigtig kommer nogen vegne, fordi jeg hele tiden finder grunde til at lade være. Om jeg skammer mig? Nej, jeg har intet at skamme mig over. Jeg blev født af en narkoman. Det er vel ret beset uforskyldt. Men hendes spørgsmål tvinger mig alligevel til at overveje, hvorfor jeg nødigt fortæller om, hvor og hvad jeg kommer fra.

Det er nok mere skyld end skam. Jeg kan føle skyld over, at jeg længtes væk fra mine forældre, som prøvede efter bedste evne at give mig en normal tilværelse. Jeg føler skyld over, at jeg med et lettelsens suk kunne lukke døren til mit barndomshjem, da min mor døde, og sidenhen kun kigge ind ad brevsprækken, når det var nødvendigt. Men mest af alt føler jeg skyld ved ikke at være stolt over at have klaret mig godt. Jeg føler skyld over at blive rubriceret som mønsterbryder. Er jeg overhovedet det, hvis jeg har amputeret alt det grimme væk? Kan jeg fortælle om at være barn i narkomaniens skygge, når jeg har brugt livet på at omformulere min fortælling? Jeg er ingen Lisbeth Zornig. Min barndom var på trods af svigt, junk og utryghed også præget af omsorg og en følelse af at være elsket og god nok. Er jeg så stadig et »rigtigt« junkiebarn? En rigtig mønsterbryder?

Jeg talte med en tidligere pædagog for nylig, som ikke ville godtage mine korte svar. Hun spurgte om alt muligt med en oprigtig interesse – ikke i mig som sådan, men i de livsomstændigheder, der havde formet mig på godt og ondt.

Jeg hørte mig selv fortælle om ting, som jeg kun sparsomt har fortalt andre, men denne gang med et perspektiv, der var rettet udad. Til slut sagde hun indtrængende til mig: »Du skal fortælle om det her, Rikke. For nogle kan det være en vigtig historie at høre.« Det gik op for mig, at det ikke handler om mig. Nok er det min historie, men fortællingen kan måske vække genklang hos andre, der har brug for at høre den.

Jeg har efterhånden indset, at det er mine egne fordomme om folks forestillinger, der har gjort min barndoms stemme fåmælt. Mange har jo gennem tiden fået lov at se igennem brevsprækken, uden at det har ændret deres syn på mig. Hvorfor så ikke bare åbne døren?

Jeg skammer mig ikke over, hvor jeg kommer fra. Men jeg skammer mig over ikke at ville blive set som mønsterbryder, plejebarn, junkiebarn. Sandheden er jo, at det også er mig. Vi er alle rundet af noget og vil blot genkendes for dem, vi er, med alt, hvad vi er.