Leder. Profeten med bomben i turbanen har haft en enorm betydning. Den har gjort verden friere og luften klarere. Ikke så dårligt klaret af en ordinær tegning.
Tegningen
DER er sket noget med Muhammed med bomben i turbanen. Det er ophørt med at være en tegning, eller rettere: Vi ser ikke længere, hvad den forestiller. I stedet for at se på selve illustrationen vil de fleste iagttage, hvor den er gengivet. I hvilken avis? På hvis hjemmeside? Af hvilket museum? Det handler om hensigten med at vise den. Inger Støjberg lægger tegningen på sin Facebook-side, naturligvis, fordi hun er imod muslimer. Charlie Hebdo gengiver tegningen, fordi satirebladet selv gør grin med islam. Alle, der ikke bringer den, hver eneste gang den omtales, er nok imod den. Eller underlagt selvcensur af frygt for voldelige reaktioner. I den forstand er tegningen blevet ren kontekst. Den peger på alt andet end sig selv. Den er et ikon, et tegn på sin tid.
ER det en god tegning? Nej, den er ret ordinær, svarede David Remnick, chefredaktør på det ansete tidsskrift The New Yorker, da han blev spurgt, hvorfor bladet, der ellers er kendt for sine satiretegninger, ikke bragte den som illustration til de artikler, der handlede om sagen. Men Remnick talte udenom ligesom mange andre avisredaktører. De var – med rette – bange for konsekvenserne. Men det er ikke en dårlig tegning. Det er en god tegning. Den er sikkert hurtigt nedfældet, præcis som Kurt Westergaard selv har sagt det: »Det var en rutineopgave, en almindelig dag på kontoret.« Men sådan er satiretegninger i aviser, hurtigt tænkt og hurtigt tegnet. Vi ser en sammenbidt, ganske flot mand, profeten Muhammed må vi antage, med en bombe i turbanen. »Den provokerede ikke primært, fordi den forestillede profeten,« sagde den legendariske tegner Art Spiegelman her i avisen. »Tegningen er jo ikke særlig original, men den viser profeten som en værdig person, ikke som en aggressiv ørkenkriger med krumsabel og to undertrykte koner. Nej, han fremstår som værdig – med en bombe. Det provokerer.« Denne bombe skal til at detonere, og det er profeten selv – med skæg og korancitat – der vil gå op i røg.
ET par måneder forinden havde muslimske terrorister myrdet 52 tog- og buspassagerer i London. Året før skete det samme i Madrid, hvor 193 blev dræbt. Samme år i Beslan massakrerede islamister 344 mennesker, heriblandt 186 skolebørn. I de år angreb islamister i Irak og Afghanistan jævnligt civile i moskeer og på markeder. Når de halshuggede tilfældige rejsende, skete det under recitering af Koranen. En af terroristerne i London kaldte sig »soldat for islam«. Gerningsmanden, der myrdede Theo van Gogh, efterlod en seddel med budskabet: Her er, hvad der sker med islams fjender. Westergaards pointe er 1:1, konkret og bogstavelig: Folk sprænger bomber i islams og profetens navn.
FØR man i resten af verden opdagede tegningen og begyndte at afbrænde danske flag, før en dansk ambassade blev brændt ned, før Kurt Westergaard blev angrebet med en økse, før terrorplaner mod Jyllands-Posten blev forpurret, før avisens afgående chefredaktør erklærede, at det var en fejl at bringe tegningerne og sagde, at »vold virker«, før Flemming Rose gik under jorden og skrev om »voldsmandens veto«, før Politiken sagde undskyld til profetens efterkommere, før skolelederforeningen frarådede at bruge tegningen i undervisningen, før Anders Fogh Rasmussen sagde, at han aldrig selv ville have tegnet den, før DR indførte komplicerede regler for visningen af tegningen (der skulle panoreres hurtigt med kameraet), ja, før den i årevis forsvandt fra danske avissider, var det allerede et spørgsmål, om der var nogen, der turde tegne profeten og kaste sig ud i hårdkogt, satirisk islamkritik? Svaret var nej. Længe bredte selvcensuren sig. Truslen om vold gjorde folk bange og tavse.
OG alligevel skete der noget. Det stærke ved ytringsfrihed er, at det har blivende konsekvenser at bruge den, selv når man efterfølgende prøver at lukke ned. Som Frederik Stjernfelt, Henrik Horstbøl og Ulrik Langen viser i deres nye bog om de tre hæsblæsende år med trykkefrihed 1770-73, kunne selv ikke en hårdhændet ophævelse af friheden få folk til at glemme de vilde og oplysende debatter og slagsmål. Erfaringen var gjort, alle kunne se, at verden alligevel ikke gik under, fordi Gud, konge og adel blev udsat for satire. Selv da censuren blev genindført, fik diskussionen om ytringsfrihed derfor en ny dimension. Gode satiriske tegninger er som syre: De opløser, de reducerer, de klargør, og de ophidser. De bryder med tabuer, og når de først er brudt, er de pokkers svære at stable på benene igen.
EFTER 15 år har der bredt sig den opfattelse, at Profeten med bomben i turbanen blot har ført til frygt, bæven og selvpålagt censur. Det er sandt, at aviserne ikke ligefrem kappes om at trykke nye Muhammed-tegninger. Kåre Bluitgens nye illustrerede børnekoran blev for eksempel i denne uge omtalt i Kristeligt Dagblad – uden illustrationer. Jyllands-Posten har afvist en kronik af samme Bluitgen. Forrige år ignorerede Skovgaard Museet tegningen på en udstilling om satiretegninger. Men som Andy Warhol sagde: »Kunst er det, man kan slippe afsted med.« Og Westergaard slap – trods forsøgene på at bortcensurere ham – afsted med det. Tegningen findes. Den ligger overalt på nettet.
MUHAMMED-TEGNINGERNE har netop haft en klargørende effekt. De afslører stadig en udbredt frygt, men med årene er vreden så åbenlyst dampet af. Ikke blot for Ahmed Akkari og andre tidligere aktive i Islamisk Trossamfund, der har lagt afstand til deres egen ageren for 15 år siden og nu hylder ytringsfrihed. Tegningerne slog også døren ind for unge, danske muslimer – med Yahya Hassan i spidsen – der gik løs på de religiøse tabuer med sprog og humor. Tabuet og den magt, der omgiver det, er blevet svagere, takket være dén ene tegning. For os andre betyder det, at vi ser anderledes på den vrede, der fra tid til anden fremkaldes af satire. Da Kina blev rasende over et kinesisk coronaflag i Jyllands-Posten, var det nemmere at gennemskue, ligesom dem, der forsvarede Kinas vrede, havde umanerligt svært ved at holde kadencen. Profeten med bomben i turbanen har haft en enorm betydning. Den har gjort verden friere og luften klarere. Ikke så dårligt klaret af en ordinær tegning.
Del:
