Leder.

The Crown

MAN kan godt forstå, at hele verden har været optaget af prins Harry og hans sidelæns abdikation fra kongehuset. Edward VIII er hidtil den eneste britiske tronarving, der er abdiceret, fordi han ville gifte sig med en amerikansk (fraskilt) kvinde. Det er lidt pudsigt, at også Harrys farvel til kongehuset har at gøre med ægteskabet med en amerikansk kvinde, men begivenheden har i sig selv ikke nogen særlig betydning, idet han i modsætning til Edward befinder sig et godt stykke nede i arvefølgen. Alligevel er det en vigtig historie.

HAR tv-serien The Crown én gennemgående pointe, er det, at livet som adelig er umenneskeligt, slottet en isolationscelle af guld. Den skæbne ville man ikke ønske for sin værste fjende. Alle omkring Elizabeth, hendes mand, hendes søster, hendes børn, stivner, sygner hen, ja mumificeres i levende live. »Mor, jeg har min egen stemme,« siger den desperate prins Charles i serien. »Lad mig fortælle dig en hemmelighed,« svarer dronningen: »Ingen vil høre den.«

DET er sådan, The Crown forklarer krisen i den rigtige Windsor-familie: Sådan et liv kræver en overmenneskelig forståelse af den skæbne, man har fået. Men de europæiske monarkier er ikke ens. Det britiske kongehus er på én og samme tid øverst og nederst, ophøjet og i rendestenen. Det afspejler landets politiske kultur. Når briterne ser The Crown, ser de ikke bare smukke bygninger og fascinerende ritualer, men også en stenrig familie på klassesamfundets top. Men denne familie er som bekendt også offer for uhæmmet snagen: De britiske medier vælter sig i royalt sladder som ål i en slotsruins tilmudrede voldgrav. Harry havde længe ønsket at skride, og han forstod, at kongehuset ikke kan modstå presset fra Kongeriget Instagram og dets mange hundrede millioner undersåtter.

KONGEHUS efter kongehus i Europa må spørge sig selv, hvordan de bliver opfattet af samfundet omkring dem. I Danmark kan man umuligt forestille sig en serie som The Crown. Dronning Margrethe spillet af en skuespiller; det ville virke som majestætsfornærmelse. Vi har ikke noget, der blot minder om normal mediedækning af kongehuset, helst ville de fleste danske medier undgå egentlig journalistik om de kongelige. Aktuelt viser DR en fin, populær og helt ureflekteret tv-serie om Frederik IX.

MAN kan sige, at danskerne på én og samme tid er mere på afstand af og mere intime med vores kongefamilie end alle andre monarkier. Vi lader dem være i fred, måske fordi vi ikke opfatter de kongelige som særligt ophøjede. De symboliserer ikke rigtig rigdom og overklasse, ja, er det egentlig ikke en ret almindelig familie, der tilfældigvis bor oppe på slottet? Undertegnede har i hvert fald set kronprinsen mere end en enkelt gang i forældrecafeen i Trampolinland ude i Nordhavnen.

FORTJENER briterne Elizabeth, William og Harry med alt det, de repræsenterer, så passer Margrethe, Frederik og Joachim godt til os. Kongehuset minder os om, hvem vi er: Ikke blot at vi har en historie, der er større end os selv, en institution, der binder os sammen med nutid og fortid og dermed alle nulevende og afdøde medborgere, men som også viser os, hvilken slags nation vi er. Sådan én, hvor dronningen ryger smøger offentligt, som synes, at vindmøller er grimme, at vi burde slappe lidt mere af, hvor kronprinsen drikker kaffe i Trampolinland og kommer til at leje sin skihytte ud for at have lidt ekstra til ferien. Men præcis som i Storbritannien kan det kun fungere, hvis alle parter er bevidste om den værdi, det har, og husker på, at monarkiet egentlig slet ikke handler om de personer, der lige nu beklæder titlerne og bærer kronen. Det handler om os allesammen.

 

Læs også Metter Rodgers' artikel om, hvem der egentlig vinder på Megxit: »Exit presselogen«