USA. Clarence Thomas er den eneste afroamerikanske dommer ved højesteret. Han er både konservativ og sort nationalist, og hans tanker siger en hel del om den racemæssige pessimisme i dagens Amerika. Sådan lyder konklusionen i en opsigtsvækkende bog af politologen Corey Robin. Weekendavisen har mødt ham.

Den radikale dommer

NEW YORK – Han er den dommer ved USAs nuværende højesteret, der har siddet længst. Da Donald Trump i 2015 blev spurgt til sin favorit­dommer, fremhævede den daværende præsidentkandidat ham med superlativerne »meget, meget stærk og konsekvent«. Hans disciple har haft kronede dage under Trump-administrationen: Ingen andre jurister ved højesteret har fået så mange tidligere dommerfuldmægtige fra deres kontor udnævnt til føderale dommere.

Alligevel er Clarence Thomas ikke just nogen celebrity i et Amerika, hvor højesteretsdommere nærmest kan have rockstjernestatus. I en bredere offentlighed kendes rettens eneste sorte dommer og mest stålsatte konservative nok især for de sexchikane-anklager, som hans tidligere underordnede Anita Hill fremsatte under hans senatshøring i 1991, og som fik fornyet opmærksomhed med MeToo-bevægelsen. Og så er han kendt for sin tavshed, som dommeren, der i ti år ikke stillede nogen spørgsmål under den mundtlige argumentation ved retten.

Men der er god grund til at se nærmere på Clarence Thomas. Hans linje fremstår styrket, efter at Trump med sine to dommerudnævnelser har sikret retten et konservativt flertal – fem mod fire – som i Demokraternes mareridtsscenarie kan bruges til at udhule hævdvundne rettigheder såsom den fri abort. Som Associated Press bemærkede sidste år med henvisning til rettens tiltagende højredrejning: »Clarence Thomas’ øjeblik er måske endelig oprundet.«

Trods sit ry som en tilbagetrukket og gådefuld skikkelse har Thomas som dommer været en produktiv leverandør af juridiske tilkendegivelser, de såkaldte opinions. De afspejler en tænkning, der kan virke særpræget, men også fortæller os noget dybere om de racemæssige brudflader, som gennemskærer dagens Amerika. Det er tesen i bogen The Enigma of Clarence Thomas, der gennem en under­­søgelse af dommerens levnedsforløb, juridiske af­gørelser og udsagn i tidens løb forsøger »at gøre den usynlige dommer synlig«.

Bogen blev udsendt i efteråret og vakte især opsigt med sin konklusion: Thomas er ikke bare en indflydelsesrig højesteretsdommer – han er også sort nationalist. En tankestrømning, der normalt forbindes med radikale skikkelser som Malcolm X og fordums Black Power-bevægelse, ikke en kappebærende, konservativ jurist.

Thomas’ sorte nationalisme

Forfatteren er Corey Robin, professor i politologi ved Brooklyn College, som Weekendavisen møder over kaffe en kølig, solbeskinnet morgen i bydelens Park Slope-kvarter. Den 52-årige akademiker med let pjusket, rødbrunt hår og sort sweater forklarer, at han især blev interesseret i Thomas, fordi hans juridiske stil adskiller sig klart fra de øvrige dommeres:

»Han har en meget særegen stemme. Højesteretstilkendegivelser plejer at være meget tørre og upersonlige, og det er hans ikke. De gør virkelig fordring på at være en slags offentlig filosofi, hvilket man ikke altid finder ved højesteret,« siger Robin.

Samtidig har nogle af Thomas’ synspunkter, som engang fremstod eksotiske eller marginale, endt med at efterlade sig markante aftryk:

»Han var den første dommer ved den moderne højesteret, som argumenterede for, at retten til at bære våben er en personlig eller individuel rettighed. Det blev længe set som en rettighed for statslige militser, altså en kollektiv ret for staterne. Men i dag er det accepteret på tværs af det politiske spektrum, at våbenrettigheder er individuelle,« påpeger Robin; en udlægning, som højesteret fastslog i 2008.

Det er imidlertid et mere underbelyst aspekt af Thomas’ tænkning, der er hovedtemaet i Robins bog – det, som for­fatteren en kende provokerende omtaler som dommerens sorte nationalisme.

Det er en velbeskrevet del af Thomas’ biografi, at han som ung collegestuderende var en venstreorienteret tilhænger af afroamerikansk radikalisme: Han bar den moderigtige uniform med baret og sort læderjakke, dyrkede Malcolm X og demonstrerede til fordel for fængslede Black Panthers-frontfigurer. Men ifølge Robin har den sorte nationalisme også præget Thomas’ filosofi som højesteretsdommer. For at forstå det må vi først have essensen i den vidtforgrenede tankestrømning på plads:

»Sort nationalisme tager udgangspunkt i den præmis, at sortes interesser, værdier og aspirationer ikke er, ikke vil være og ikke kan blive imødekommet af amerikanske politiske institutioner, som i overvældende grad er indrettet efter hvides interesser,« siger Robin.

»De fleste sorte nationalister har derfor historisk argumenteret for en form for afsondrethed for sorte, med separate institutioner og en kollektiv organisering, der opbygger et sort fællesskab, som i høj grad er adskilt fra hvide.«

Fanget i sin sorte hud

Selv om Clarence Thomas i 70erne bevæger sig mod højre, »holder han ikke desto mindre fast i mange af den sorte nationalismes kerneprincipper, især at sortes aspirationer kun kan indfries, hvis de orienterer sig indad mod deres eget fællesskab,« siger Robin.

Den tanke bunder i en dyb pessimisme, som Thomas satte ord på, da han fire år før sin udnævnelse som højesteretsdommer sagde til Atlantic Monthly: »Der er intet, du kan gøre for at komme ud af din sorte hud. Det er lige meget, hvor uddannet du er, hvor dygtig du er – du vil aldrig have de samme kontakter eller muligheder, du vil aldrig blive set som ligeværdig med hvide.« På det tidspunkt havde han i flere år været del af Reagan-administrationen som leder af den myndighed, der bekæmper diskrimination på arbejds­markedet.

Thomas’ overbevisning om, at racismen i USA er dybt­liggende og umulig at komme til livs, gør siden den konservative højesteretsdommer stærkt kritisk over for venstreliberale tiltag til at sikre diversitet – i hans øjne blot en ny og mindre ærlig måde at diskriminere på.

»Problemet med venstreliberale hvide er, ifølge Thomas, at de skjuler deres racisme bag en slags godgørende facade – de hjælper med den ene hånd og skader med den anden,« siger Robin.

Det ses ikke mindst i de såkaldte affirmative action- programmer på universiteterne, der skal sikre mangfoldighed blandt de studerende og i princippet kan give et fortrin til ansøgere med etnisk mindretalsbaggrund (uddannelsesinstitutionerne må dog kun se på race som én af flere faktorer i deres vurdering af ansøgere).

Ifølge Clarence Thomas er formålet med sådanne tiltag dog ikke at gavne sorte studerende: Det handler om »klasseværelses-æstetik«, som han udtrykte det i 2003 – om at skabe et klassemiljø, der matcher den overvejende hvide elites selv­opfattelse som kosmopolitisk og godhjertet. Samtidig fastholder affirmative action afroamerikanere i en underlegen position ved at styrke ideen om, at de kun kan blive til noget ved hjælp af hvides »patroniserende overbærenhed«.

En lignende tankegang kan findes i dommerens skepsis over for bestræbelser på integration i amerikanske skoler, der ofte er opdelt i overvejende sorte og hvide distrikter. Thomas er langtfra overbevist om værdien i integrationstiltag, der i hans øjne ofte dækker over en opfattelse af, »at alene fordi et skoledistrikt i dag er sort, må det være uddannelsesmæssigt underlegent«, som han har formuleret det.

Desuden overser de hvide venstreliberale, ifølge juristen, at »racemæssig (og andre typer) uensartethed faktisk hæmmer indlæring hos sorte studerende«. En højst kontroversiel og omtvistet konklusion, men efter alt at dømme udtryk for en dybtfølt overbevisning hos Thomas.

Dommerens syn på uddannelse er »et godt eksempel på, hvordan han ser adskillelse snarere end inklusion som et middel til, at sorte kan avancere«, siger Corey Robin.

Nordstaternes subtile racisme

Som forfatteren påpeger, er det oplagt, at Clarence Thomas’ personlige historie har formet hans uortodokse synspunkter. Han blev født i ydmyge kår i Georgia i 1948, hjulpet på vej af en entreprenant bedstefar, og i 1968 blev han som en af 19 sorte unge indrulleret på et katolsk college i Massachusetts. Her konstaterede han til sin forbløffelse, at racismen også trivedes i nord, om end den ofte antog mere subtile former; New England var »langt mindre ærlig om race end Syden«, skrev han senere.

Efterfølgende studerede Thomas jura ved Yale, hvor han drog gavn af et affirmative action-program, der i hans øjne betød, at han konstant kæmpede mod omverdenens mistanke om, at han ikke hørte hjemme på eliteuniversitetet. Han oplevede med andre ord, at tiltag, der på papiret skulle hjælpe afroamerikanere, i stedet stigmatiserede dem og blot førte til en mere skjult forskelsbehandling.

Desuden blev Thomas engageret i den sorte frihedskamp på et tidspunkt i slut-60erne, da bevægelsen stod over for en til­bagegang, markeret ved valget af Nixon i 1968, »kandidaten for den hvide modreaktion«, som Robin formulerer det: »Thomas’ generation ser landet vende sig mod dem. Og jeg tror, at det for mange medfører en dyb pessimisme, hvad angår mulig­hederne for racemæssige fremskridt.«

I stedet endte juristen med at omfavne en konservatisme, der siger, at sorte ikke skal sætte deres lid til staten, men forlade sig på egen flid og arbejdsomhed, som måske vil blive belønnet af markedet, hvor hudfarve spiller en mindre rolle.

De biografiske aspekter betyder dog ikke, at Thomas’ tanker bare bør ses som udtryk for én mands egensindighed, mener Corey Robin: Ideerne antyder tværtimod noget centralt om synet på raceforhold i dagens USA.

»Kernen i hans verdensbillede er en idé om, at racisme ikke kan overvindes. Og det mener jeg ikke er nogen idiosynkratisk opfattelse,« siger forfatteren.

På den amerikanske venstrefløj, som Robin selv tilhører, er det for eksempel et udbredt synspunkt, at strukturel racisme er dybt indlejret i nationens institutioner og i alminde­lige menneskers implicitte antagelser. Mange ser denne erkendelse som første trin i retning af racemæssige fremskridt, men Thomas drager en anden lære, påpeger Robin: »Når du først har accepteret, at racismen ikke kan udryddes, så er det en mere logisk konklusion at holde op med at vende sig mod den politiske sfære for at prøve at modgå den.«

Race-pessimisme

Ser man bredere på det amerikanske samfund, er det også let at spore en defaitisme, hvad angår racemæssige problemer. Den er iøjnefaldende på mange fronter. Over 40 procent af sorte og latino-elever går for eksempel i såkaldt »intenst segregerede« skoler, hvor mindst ni ud af ti studerende er ikke-hvide – et procenttal, som er steget siden slut-80erne, konkluderede forskere ved Penn State og UCLA sidste år.

Selv om langt de fleste vil sige, at opdelingerne inden for blandt andet uddannelse bør modgås, er der samtidig en »dyb følelse af, at man ikke kan få bugt med dem«, mener Robin: »Her i landet findes en udbredt blanding af racebevidsthed kombineret med politisk og racemæssig pessimisme, både på venstre- og højrefløjen. Og på en sælsom måde bliver Thomas en slags talsperson for den,« siger han.

»Ingen anden højesteretsdommer har et verdensbillede, der tilnærmelsesvist ligner hans. De andre konservative ved retten anlægger generelt et mere harmløst, såkaldt farveblindt perspektiv og siger, at vi er ved at lægge racismen bag os. Liberale er på den anden side racebevidste, men tror på, at man kan reparere disse ting. I mine øjne er Thomas’ ejendommelige position forunderligt nok den, der bedst afspejler Amerika, som det ser ud i dag.«

Det er jo på mange måder en dybt nedslående konklusion. Hvad er alternativet da til den racepessimisme, som Robin tydeligvis finder ufrugtbar?

»Vi kan se mod de øjeblikke i USAs historie, hvor kampen for racemæssig lighed blev betragtet som en kamp på tværs af racerne, og hvor der blev skabt forbindelser mellem sortes og hvides interesser,« siger han – hvor der med andre ord ikke var tale om et ensidigt moralsk projekt. Det gælder eksempelvis det fælles fodslag mellem fagforeninger og sorte borgerrettighedsbevægelser i det nordlige USA i 1930rne og 40rne, hvor begge parter så en interesse i racemæssig lighed på arbejdsmarkedet.

»Det er sådanne øjeblikke, vi skal blive mere bevidste om – og huske, for lige nu ser kampen håbløs ud. Men den har selvfølgelig altid virket håbløs, indtil man faktisk begyndte at udkæmpe den.«

 

Læs også interivewet med Colson Whitehead, der sin nye roman graver lig op fra et overset hjørne af USAs brutale historie: »Amerika er en dans af modsætninger«