Læserbreve. Forsigtighedsprincippet. Replik: Almen elendighed. DR og dialekterne.

Debat

Forsigtighedsprincippet

Lisbeth E. Knudsen
Professor i toksikologi
Københavns Universitet

Den langvarige debat om anvendelsen af glyfosat – det aktive stof i ukrudtsmidlet Roundup – er blevet aktualiseret af et borgerforslag om forbud mod privates brug, som er til debat i Folketinget.

Weekendavisen bragte for nylig en artikel, hvor der argumenteres for, at glyfosat er sikkert (»Glyfosatan«, Ideer, 10. januar). Humantoksikologer, der arbejder med risiko for mennesker, har imidlertid en række synspunkter, der mangler at blive fremført, og debatten bringer mindelser til historiske slagsmål om, hvad der er farligt og ikke farligt.

Der er data fra epidemiologiske studier af mennesker udsat for glyfosat, dyreforsøg og mekanisme-studier af glyfosat, som tyder på kræft, genotoksikologi, immunotoksikologi, reproduktions-toksikologiske effekter og mistanke om neurotoksiske effekter. Der er også studier, som ikke har vist positive effekter, hvilket altid vil være tilfældet, hvis lave doser eller utilstrækkelig statistik anvendes.

De epidemiologiske studier anses for svage, da eksponeringen ikke er koncis. Derfor er WHOs kræftforskningsinstitut IARC endt på en klassificering i gruppe 2A – sandsynligvis kræftfremkaldende. Der er debat om studierne af effekter på mennesker og for den sags skyld også dyreforsøgene, hvor forskergrupper fortolker de samme data forskelligt. En værdi for, hvad der er sikkert med dette stof, findes ikke, og der er ikke fastsat en grænseværdi for, hvornår det er farligt. Flere europæiske lande har lagt disse data til grund for et forbud.

Eksponeringsniveauerne er lave, men man kan måle stoffet i de fleste menneskers urin. Det vil sige, at vi alle er udsat – også for en potentiel sundhedsrisiko.

Humantoksikologer arbejder med forsigtighedsprincippet som betyder, at udsættelse for potentiel sundhedsrisiko bør minimeres/undgås. Det europæiske projekt Human Biomonitering for EU har prioriteret at gennemføre sammenlignelige målinger af befolkningernes udsættelse for glyfosat ved at analysere urinprøver fra en række forskellige lande. Danmark er med i dette projekt. I Danmark har vi allerede nogle data fra undersøgelser af skolebørn og mødre, af familier som gik fra konventionel til økologisk kost og fra udvalgte politikere, hvor der i alle urinprøver kunne måles glyfosat. Der er ingen grund til at betvivle disse data, som ligger på linje med, hvad andre lande finder.

Historien har vist med mange eksempler, at skråsikker afvisning af risiko for mennesker kan gå galt: cigaretrygning, luftforurening, asfaltarbejde, asbestarbejde, benzen, kromat og stegemutagener er alle først blevet udråbt som ufarlige, og ny og opdateret forskning har tilbagevist disse påstande.

Et særligt dansk eksempel er debatten om brug af epoxy i bassinerne på Lynetten i 70erne, hvor Mutagengruppen fra dengang Farmaceutisk Højskole påviste, at produkterne var genotoksiske i den såkaldte Ames’ test, hvilket hårdnakket blev benægtet. I dag er epoxy erkendt kræftfremkaldende, og der er meget strenge reguleringer i arbejdsmiljøet.

Selvom disse historiske eksempler selvsagt ikke kan tages som bevis for noget som helst i den konkrete sag med glyfosat, tjener de alligevel som grundlag for et forbehold over for stoffer, som er under mistanke for at være skadelige.

En kritisk tilgang til brug af glyfosat er derfor udtryk for at udvise rettidig omhu på dette område.

Replik: Almen elendighed

Henrik Høgh-Olesen
Professor ved Psykologisk Institut
Aarhus Universitet

Mine udtalelser til Tine Eibys artikel: »Den almindelige elendighed« (Ideer, 3. januar) er faldet de psykologistuderende Karla A.R. Braga og Rebecca B. Hansen for brystet, og det kan jeg godt forstå. Derfor et par nuancerende uddybninger.

Flertallet af de psykologi­studerende, jeg møder, er ganske rigtigt, som det fremhæves, nysgerrige og velfungerende unge mennesker uden problemer med at begå sig socialt. Den gruppe af »perfektionistiske, toppræsterende nervøse raceheste«, som jeg nævner, er en særlig undergruppe, og min bekymring er, hvis denne gruppe er i stigning på psykologistudiet som i samfundet som helhed.

Jeg har undervist på psykologi i 30 år og set de studerende komme og gå. Jeg har også i mange år superviseret de studenterinstruktorer, der forestår undervisningen af de semestergrupper, som de studerende inddeles i. Det bekymrer mig derfor, når jeg hører, at et stigende antal studerende ikke vil fremlægge tekster og holde oplæg i instruktorgrupperne, fordi de krav, de stiller til sig selv, er så store, at dette bliver en uoverkommelig opgave.

På det seneste er enkelte studerende også begyndt at skrive til mig inden forelæsningerne for at høre, om de på den kommende forelæsning kan forvente at høre bestemte ord (som for eksempel ordet »sex«), som de har en særlig overfølsomhed over for, og som derfor kan fremprovokere angstanfald.

Mundtlige oplæg på behandlingskonferencer, også om vanskelige, intime emner, er en naturlig del af de kommende psykologers fremtidige virke, og derfor er en sådan sårbarhed problematisk. Igen – det er en undergruppe, vi taler om, men måske en gruppe i vækst, og det skal vi være opmærksomme på.

Ser vi uden for vor egen verden, så skal det selvfølgelig ikke være »tabu at gå til psykolog«, som Braga fremhæver. Men det skal vel heller ikke være normen? Når 46 procent af alle danske 19-årige piger har været hos psykolog, så er det efter min mening 40 procent for mange, og derfor må vi prøve at finde ud af, hvad der her er galt.

Det er garanteret langt mere kompliceret, end et interview med tre forskellige psykologer i Weekendavisen kan redegøre for. Min pointe var blot, at tilværelsens almindelige elendighed ikke skal patologiseres eller gøres klinisk behandlingskrævende. Den klarer man i første omgang med sig selv, sin familie, sine venner og med den tid, der læger de fleste sår.

Og lad os så gerne få en diskussion af de høje karaktergennemsnit, der præger flere populære uddannelser, herunder psykologi. Hvad ville der ske med den køns- og personlighedsmæssige fordeling på studierne, hvis vi satte de adgangsgivende gennemsnit ned til 9 og så indførte studierelevante tests til udvælgelse af ansøgerne? Det forsøg ville jeg gerne afprøve.

DR og dialekterne

Nils-Ole Heggland
Journalist og kommunikationsrådgiver
Frederiksberg

I Weekendavisen den 3. januar beskrev sprogforsker Pia Quist, hvordan de danske dialekter er trængte (»Sinne med æ vinne«, Ideer #01).

Rigsdansk har længe været i høj kurs på uddannelser og arbejdsmarkedet, forklarede Quist.

Dét har DR nok en del af ansvaret for. Det er nemlig blevet helt eksotisk at støde på andet end københavnsk og rigsdansk i dramaserierne.

Et dugfrisk eksempel er den ellers glimrende serie om Frederik IX. En del af handlingen foregår i Sønderjylland, hvor Frederik boede som nygift med sin Ingrid – og de møder en masse lokale, høj som lav. Ingen taler dog sønderjysk i DRs gengivelse.

Traditionen går årtier tilbage: I den efterhånden 40 år gamle serie Matador ligger fiktive Korsbæk et sted på Sjælland, men ganske få ud over grisehandler Larsen talte sjællandsk. Og de tilflyttede jyder – for eksempel matador Skjern og hans bankdirektørbror – talte ikke jysk (dog talte den ligeledes tilflyttede doktor Hansen fynsk).

Tilbage til nutiden: Efterårets Fred til lands-satsning fra DR foregik et sted på Fyn, men blev så meget som et eneste ord udtalt med fynsk dialekt? (Modsætningsvis kunne skuespillerne i TV2-serien om Norskov – alias Frederikshavn – sagtens tale nordjysk et par år tidligere.)

DRs stort anlagte serie Arvingerne foregik i Svendborg – men vi hørte mere norsk end fynsk. En enkelt skuespiller var nemlig fra Norge. Netop hér og hos søsterstationen NRK kunne DR måske søge inspiration, for i fjeldriget mod nord bliver dialekterne ikke gemt væk.

For eksempel taler statsminister Erna Solberg fortsat et syngende bergensisk trods mange år i Oslo. Og i NRK-serien Lykkeland – sendt på DR – bliver der ikke talt »riksnorsk« eller Oslo-dialekt, men stavangersk, da serien overvejende foregår i oliebyen.

Serien Hjemmebane om en kvindelig fodboldtræner (også sendt på DR) foregik et pænt stykke oppe ad Atlanterhavskysten, og også her var der masser af dialekt.

I to nylige serier vist herhjemme er vidunderlige Agnes Kittelsen blandt skuespillerne. Hun er fra Kristiansand på Sørlandet (det sydlige Norge), og selv om Exit-serien (vist på DR) om grumme finansdrenge foregår i Oslo, taler hun et herligt sørlandsk – det samme gør hun i den dansk-norske parforholdsserie Mellem os (vist på TV2), der foregår skiftevis i Oslo og Storkøbenhavn.