Leder. Budskabet i højesteretsdommer Ruth Bader Ginsburgs liv og gerning er, at ligestillingen handler om det lange, meget lange, seje træk.
Ruth Bader Ginsburg
DEN nyuddannede Ruth Bader Ginsburg havde ikke en chance. Som jøde, kvinde og nyslået mor ville ingen ansætte hende. Advokatfirmaerne ville helst ikke have en jøde, da slet ikke en kvinde, og da overhovedet ikke en kvinde med et lille barn. Døren var lukket. Det var sjovt nok denne forhindring, der fik Ginsburg til at indse, at kampen for ligestilling var lang og sej – og sendte hende ind på vejen gennem landets retssystem. Hun forventede ikke at få noget foræret, eller at nogen skyldte hende noget. Hun ville blot have muligheden for at vise, hvor langt hun kunne komme – uden forhindringer.
STÆDIGE, arbejdsomme Ginsburg nåede langt. Da hun fredag døde som højesteretsdommer, havde hun længe været et feministisk ikon. Hun er blevet kritiseret for – som hvid kvinde – ikke at have blik for sorte eller andre minoriteter, men det er noget vrøvl. Hun var afgørende i kampen for lige rettigheder; for kvinder, sorte, handicappede, indvandrere. Hendes princip var simpelt: Forskelsbehandlede en lov eller praksis sorte, homoseksuelle eller kvinder, skulle den fjernes.
Læs også om Ginsburgs døds betydning for den amerikanske valgkamp: »Kampen om den tomme stol«
TÅLMODIGHED var hendes særkende, og det største aftryk på amerikansk lovgivning satte hun i årene, før hun blev højesteretsdommer i 1993; som den advokat, der bragte de fleste og vigtigste sager om forskelsbehandling helt frem til Højesteret. Hun sagde, at forskelsbehandling og sexisme altid har eksisteret, at hun selv oplevede det, men at hverken politik eller jura kan gøre så meget ved det, hvis sociale bevægelser ikke først gør opmærksom på det og presser på for det. Sådan var det både med kvinder, sorte og homoseksuelle.
VAR Ruth Bader Ginsburg imponerende, skyldtes det, at hun både var aktivist og jurist og derfor havde en sjælden forståelse for, hvor svært det er at sikre blivende forandringer. Hun var konsekvent fortaler for kvinders ret til fri abort, men hun var kritisk over for den måde, abortretten er blevet sikret på i USA: gennem en markant og kontroversiel højesteretsdom, der med ét slag forbød alle begrænsninger på fri abort med henvisning til kvindens ret til privatliv. Det var for voldsomt, for upræcist og for vaklende rent juridisk: »Doktriner, der formes for hurtigt, kan vise sig ustabile,« sagde hun.
GINSBURGS tilgang var, at loven skal sætte stabile, klare rammer, der skal forhindre misbrug af magt og privilegier og sikre reel ligebehandling. Hun var tilhænger af MeToo, som hun opfattede som en positiv bevægelse, men hun var bekymret for bevægelsens forventning om lynhurtig forandring. Da hun blev spurgt om bevægelsens blivende potentiale, citerede hun en kollega for at sige: »Retfærdighed kan man ikke tage med storm. Den skal vindes med langsomme skridt.«
KVINDEKAMP som bevægelse havde for Ruth Bader Ginsburg samme mål som lovgivningen: Den skal beskytte de svageste mod uretfærdig forskelsbehandling. Hun var derfor bekymret for, om MeToo-bevægelsen nu også ville ramme dybt nok. Kommer den også til at gælde rengøringsdamen på et hotel og ikke kun mediefolk og skuespillere, spurgte hun. Budskabet i Ruth Bader Ginsburgs liv og gerning er, at ligestillingen handler om det lange, meget lange, seje træk. Revolutioner har det med at æde deres børn. Hendes liv fortæller, at den blivende forandring kommer med den tålmodige kombination af social protest, politik og jura. At forandringer kræver fortsat energi og opmærksomhed, når interessen for de spektakulære kultur- og mediehistorier er dampet af. Det er, når det handler om de svageste, og når det bliver meget langtrukkent og kedeligt, at man virkelig kan gøre en forskel.
Del: