Som læge i den sydindiske by Bangalore med dens otte millioner indbyggere er Giridhara Babu vant til at se både nød og elendighed. Alligevel har han i sin 20 år lange karriere inden for sundhedsvæsnet endnu ikke været vidne til noget, der bare kommer i nærheden af den krise, der har ramt Indien i form af COVID-19.

Den frygtede epidemi er eksploderet ikke alene i Bangalore, men også andre kæmpebyer som Hyderabad og Kolkata, og den har specielt bidt sig fast i slumdistrikterne, hvis indbyggere bor så tæt, at social afstand lyder som en malplaceret joke. Resultatet er visse steder realiseringen af den tilstand, som i andre lande endnu kun er en teoretisk størrelse: flokimmunitet.

»Flokimmunitet findes ikke på landsplan og heller ikke på delstatsplan i Indien. Men nogle byområder synes at have nået det niveau. Måske er det dér, vi alle sammen ender med at være,« siger Babu til Weekend­avisen.

»Men indtil da mener jeg, at vi skal sætte ind med alle tilgængelige sundhedsforholdsregler. For flokimmunitet bør ikke være en egentlig strategi. Det ville være for kostbart i ødelagte menneskeliv at forfølge det som et bevidst mål.«

Selvom nogle områder i Indien angiveligt er på vej mod flokimunitet, bør man ikke efterstræbe det som strategi. Arkivfoto: Prakash SINGH
Selvom nogle områder i Indien angiveligt er på vej mod flokimunitet, bør man ikke efterstræbe det som strategi. Arkivfoto: Prakash SINGH PRAKASH SINGH

Global fjerdeplads

Det er gået stærkt for Indien. Det var først midt i juli, at landet officielt rundede en million smittede, og nu, godt en måned senere, er tallet oppe på 3,1 millioner. Det placerer landet på en tredjeplads efter USA og Brasilien over hårdest ramte nationer. Med cirka 60.000 døde er Indien på en global fjerdeplads.

»Pandemien har haft en negativ virkning på den overordnede helbredstilstand, både på grund af COVID-19 i sig selv, og fordi opmærksomheden bliver fjernet fra andre sundhedsproblemer, som i forvejen kræver behandling. Økonomien er også ramt, med lavere vækst og arbejdsløshed som en voksende trussel,« siger K. Srinath Reddy, der leder organisationen Public Health Foundation of India og rådgiver den indiske regering i sundhedsspørgsmål.

Indiens hindunationalistiske ledere har fået en del af skylden for den aktuelle tilstand. Da epidemien begyndte at brede sig i marts, lukkede de hele landet ned med bare nogle timers varsel. Millioner af migrantarbejdere blev gjort arbejdsløse fra den ene dag til den anden, og mange vandrede tilbage til deres hjem, hvorved de skabte en direkte smittekanal fra by til land. Dét kæmper landdistrikterne stadig med.

Hvis Kina har en »autoritær fordel« og lettere kan beordre folk til at gøre som ønsket, har Indien, verdens største demokrati, det modsatte. Det hjalp ikke, at den indiske regering implementerede nedlukningen på kaotisk vis og ifølge det britiske magasin The Economist udsendte over 4000 forskellige regler om, hvordan epidemien skulle tackles – nogle af dem i indbyrdes modstrid med hinanden.

Kun toppen af isbjerget

Historien om Indiens kamp med COVID-19 risikerer at drukne blandt alle de andre historier om coronakatastrofer rundtomkring i verden, men det er vigtigt at vide, hvad der sker i Indien, forklarer Bhramar Mukherjee, som er biostatistiker ved University of Michigan.

»Mere end en syvendedel af verdens befolkning bor i Indien. Man kan ikke beskæftige sig med global folkesundhed uden at bekymre sig om, hvad der sker i Indien. Desuden er det en vigtig motor for den globale økonomi og et centralt led i globale forsyningskæder,« siger hun.

»Hvert eneste land har betydning, og alle må komme ovenpå igen, for at verden for alvor kan føle sig sikker. Hvis vi havde haft en større interesse for, hvad der skete i Kina i december og januar, ville vi ikke være, hvor vi er i dag. Vi er alle i samme båd. Det er selvfølgelig en kliché, men det er sandt.«

Problemet er, at selv Indiens egen regering kun har en tåget forestilling om, hvordan det rent faktisk står til i verdens næstmest folkerige land.

De godt tre millioner officielt smittede svarer til cirka 0,2 procent af den samlede befolkning. Selv om der er sket en markant stigning i tallet over de seneste uger, er det ikke desto mindre uforeneligt med de tal, der fremkommer på lokalt niveau.

I hovedstaden Delhi tydede en stikprøve i sidste måned på, at næsten hver fjerde indbygger havde antistoffer i blodet og altså på et eller andet tidspunkt havde været smittet med COVID-19. Andre steder er det endnu mere grelt: I storbyen Pune i det vestlige Indien viste en nylig undersøgelse, at tallet var helt oppe på mellem 36 og 65 procent, afhængigt af distrikt, ifølge Rajib Dasgupta, der forsker i socialmedicin ved Jawaharlal Nehru University i New Delhi.

»Det var som ventet lavere hos relativt velhavende familier, som bor i lejligheder, og højere i slumområder. Men det er klart, at et meget stort antal tilfælde enten er asymptomatiske eller simpelt hen bare ikke bliver opdaget,« siger han.

I de indiske byer er det kun et ud af 30 eller 40 tilfælde af coronavirus, som bliver opfanget i den officielle statistik, siger Mukherjee fra University of Michigan med udgangspunkt i egen og andres forskning.

»En relativt ung befolkning gør, at udslagene af sygdommen er mindre voldsomme og derfor vanskeligere at opdage. Men overordnet set er problemet med at spore sygdommen meget stort i Indien. Der er begrænset testning og en generel følelse af stigma og frygt for at blive testet positiv,« siger hun.

De indiske myndigheder har i den seneste tid bestræbt sig på at øge testkapaciteten, men i et land i kæmpestørrelse og med begrænsede ressourcer er det et regulært sisyfosarbejde. Selv efter at have foretaget 33 millioner tests har Indien indtil videre kun arbejdet sig igennem 2,5 procent af sin befolkning. Til sammenligning har både USA og Rusland testet over 20 procent af deres respektive befolkninger.

Udtryk for ønsketænkning

Nogle kritikere har beskyldt Indiens politiske ledere for bevidst at føre befolkningen bag lyset med vildledende statistik. Angiveligt skulle det være af frygt for, at sandheden ville gå ud over deres popularitet. Jha Prabhat, der er epidemiolog ved University of Toronto, tvivler dog på, at forklaringen er helt så dramatisk.

»Jeg tror ikke, det er bevidst, men mere et udtryk for ønsketænkning og samtidig tøven med at skræmme befolkningen. Her er jeg dog helt uenig. Jeg mener, at man skal dele sin viden med befolkningen, fordi man så kan lægge epidemien bag sig meget hurtigere,« siger han.

Et vigtigt spørgsmål – som ikke bliver lettere at besvare af, at den aktuelle situation er ukendt – er udviklingen i Indien i de kommende måneder. K. Srinath Reddy fra Public Health Foundation of India tillader sig at være forsigtigt optimistisk.

»Det er vanskeligt at komme med en endelig prognose. Indien er stort, både i udstrækning og med hensyn til befolkning. Epidemien spreder sig fortsat, selv nu, hvor storbyerne, som oprindelig var værst ramt, begynder at klare sig bedre,« siger han.

»Det vil kulminere på forskellige tidspunkter forskellige steder, og det vil sandsynligvis tage seks til ti uger, før hele landet har været gennem epidemien. Så må vi bare håbe, at den ikke kommer igen i løbet af vinteren.«

 

Læs også om de kinesisk-amerikanske spændinger omkring Taiwan, der vokser.

Læs også om 239 forskere, der udfordrer myndighedernes afvisning af, at coronavirus kan blive hængende i luften.