Den privilegerede prins

Kennedy-familien er stadig en af de mest prominente, man som amerikaner kan blive født ind i. Men et fornemt familietræ er ikke nødvendigvis en fordel, når man er på stemmesedlen i 2020. Det mærker den sidste aktive Kennedy i amerikansk politik. Han forsøger, men kan ikke stille op til Senatet i sin hjemstat uden at skrive sig ind i den mytiske fortælling om sin magtfulde, glamourøse og skandaleombruste familie. Han vil helst bare kaldes Joe, men på stemmesedlen kan han ikke løbe fra, at han hedder Joseph Kennedy III. Om det er mere af navn end af gavn, vil vise sig i næste uge.

Han har siddet i Repræsentanternes Hus siden 2013. Nu stræber Joe Kennedy, 39, efter at blive valgt ind i Senatet i delstaten Massachusetts – på den samme plads, som både John F. Kennedy og Edward Kennedy, kaldet Ted, har haft. Pladsen er ikke ledig. Den er optaget af senator Ed Markey, 74. I amerikansk politik er det en uskik at udfordre et siddende kongresmedlem fra eget parti, medmindre vedkommende har gjort sig særlig upopulær eller på anden måde politisk sårbar. Det har Markey ikke. Han har tjent Massachusetts som medlem af Repræsentanternes Hus siden 1976, Senatet siden 2013, og regnes af mange for at være både dygtig og populær. Ed Markey er medafsender af Green New Deal, en af de mest progressive og ambitiøse lovpakker i nyere tid set med demokratiske øjne. Han har forfattet lovpakken med unge progressive kræfter som Alexandria Ocasio-Cortez, den 30-årige politiske stjerne fra Bronx i New York. Hun støtter Ed Markey på bekostning af den halvt så gamle Kennedy. Delstatens anden senator, den tidligere præsidentkandidat Elisabeth Warren, har også tilkendegivet sin støtte til Markey. Det til trods for, at hun har haft en tæt relation til Joe Kennedy, siden hun underviste ham på Harvard Law School, hvorfra Kennedy er uddannet advokat.

Kennedy gambler ovenikøbet med eventyret om sin families årelange politiske magt: Med sit kandidatur til Senatet afskriver han sig muligheden for at genopstille til Repræsentanternes Hus i november. En post, han næsten med garanti ville genvinde. Slaget afgøres i et primærvalg tirsdag i næste uge. Taber Kennedy duellen med Ed Markey, er han snart helt ude af politik. Med undtagelse af en pause fra 2011 til 2013 vil det være første gang siden 1947, at der ikke er en Kennedy i amerikansk politik på nationalt niveau. Denne gang uden en naturlig tronfølger.

Så hvorfor har unge Joe Kennedy så travlt med at vælte Markey af pinden nu? Er det ambitiøst eller utålmodigt? Hvorfor ikke vente, til den aldrende senator går på pension? Hvad kan den unge Kennedy tilbyde, som haster så meget? Han har vanskeligt ved at svare på det, når journalisterne beder ham uddybe. På papiret er Kennedy og Markey ikke uenige om ret meget. Til vælgermøder argumenterer Kennedy for, at den politiske situation i Amerika er så betændt, at alle folkevalgte skal yde en maksimal indsats. Det gør Markey ikke, ifølge Kennedy, som vil kæmpe for det samme som den nuværende senator, bare mere. En vag argumentation, mener flere: Boston Magazine kalder i en reportage fra et Kennedy-vælgermøde hans kandidatur for kontroversielt. De antyder, at han udnytter sit navns tyngde og ikke anstrenger sig nok for at tilbyde en bedre politisk vare: »At bakke op om en Kennedy, der stiller op til Senatet, er alt andet lige som at være i direkte kontakt med en levende del af det amerikanske folks historie,« skriver Boston Magazine. Den liberale politiske kommentator Charles Pierce er bosat i Massachusetts og skal afgive sin stemme i næste uge. Efter at have overværet en tv-debat mellem de to kandidater, skrev han i Esquire Magazine: »Hvis du kan regne ud, hvorfor vi skulle smide en progressiv mand af Markeys kaliber ud på basis af Kennedys tågesnak, er du fandens meget klogere, end jeg er«. Kandidaternes seneste tv-debat er uploadet til YouTube. Kommentarfeltet har heller ikke meget tilovers for den aspirerende konkurrent. En bruger kalder ham sarkastisk »den privilegerede prins«.

Joe Kennedy har ellers gjort sit benarbejde med sine otte år som folkevalgt. I 2018 kom det hidtidige højdepunkt i hans politiske karriere. Nancy Pelosi, Demokraternes leder i Repræsentanternes Hus, bad Joe Kennedy svare på præsident Trumps State of the Union-tale på vegne af partiet. En ærefuld opgave, der typisk tildeles lovende talenter. Joe Kennedys tale vakte positiv opsigt den aften. Han slog fast på landsdækkende tv, at han er den nye Kennedy på Capitol Hill. Pelosi har siddet i den amerikanske kongres siden 1987 og er landets mest magtfulde folkevalgte kvinde. Hun tilkendegav i sidste uge sin støtte til Joe Kennedy på bekostning af Ed Markey.

Alle meningsmålinger peger på et tæt løb i valgresultatet. Ed Markey har ikke formået at vriste vårharen af sig. Måske er gensynsglæden med en lokal Kennedy for stor? I Massachusetts dyrkes Kennedy-myten stadig i stor stil. Den store, hvide villa, som har udgjort familiens sommerresidens i snart et århundrede, er et tilløbsstykke i området Hyannis Port. Det kaldes The Kennedy Compound og beskues på afstand af turister, som var det Amalienborg i København. Som The Atlantic skriver i et portræt: »Kennedy er endnu ikke kommet med en god grund til at udfordre den progressive senator Ed Markey. Men med et navn som hans betyder det måske ikke noget.«

Selvfølgelig bærer Sirhan Sirhan, manden, der skød Joe Kennedys bedstefar, Robert F. Kennedy, i 1968, og Lee Harvey Oswald, som skød hans bedstefars storebror, præsident John F. Kennedy, i 1963, en stor del af skylden for, at familiens navn har været omgærdet af mystik siden da. Men måske var det først og fremmest Jacqueline Kennedy, præsidentens enke, som sørgede for, at Kennedy-navnet ændrede sig fra menneskeligt til mytologisk.

Når man stadig taler om familietræet som en tronfølge, skyldes det ikke mindst et eksklusivt interview, hun gav til LIFE Magazine kun en uge efter mordet på John F. Kennedy. Det var vigtigt for Jacqueline, at præsidenten blev husket som noget usædvanligt, noget magisk. Hun fik kontrol over historien. Det har journalisten bag, Theodore White, senere afsløret. Med sans for eventyrlig patos sammenlignede hun Det Hvide Hus under Kennedys ledelse med Camelot, det slot, Kong Arthur ifølge legenden boede på. I en berømt musical fra 1960, Camelot, lyder sidste replik: Don’t ever let it be forgot, that once there was a spot, for one brief shining moment, that was known as Camelot. I interviewet citerer den afgående førstedame replikken gentagne gange, og sammenligningen får lov til at danne ramme om fortællingen: »Der vil komme flere store præsidenter,« sagde Jacqueline Kennedy, »men der vil aldrig komme et nyt Camelot«.

Interviewet udkom, mens landet endnu ledte efter en mening med galskaben. Jacqueline Kennedy fik sin mands omtrent 1000 dage i Det Ovale Kontor til at vare evigt. Hun placerede Kennedy-klanen på den royale trone, Amerika ikke har.

Den oprindelige patriark, Joe Kennedy Sr., var Amerikas ambassadør i Storbritannien fra 1938, men gik af i 1940 efter en politisk konflikt med præsident Roosevelt. Han opgav sine egne ambitioner om præsidentposten, men ambitionerne og pengene, der fulgte med, påduttede han den ældste søn, Joe Jr., som var pilot under Anden Verdenskrig og omkom under et bombeangreb. John F. Kennedy var den næste i rækken. Han blev som bekendt den yngste amerikanske præsident nogensinde, da han blev valgt i 1960, 43 år gammel. Siden hans død og efterfølgende mytologisering har familien og dele af befolkningen ventet tålmodigt på den næste præsident Kennedy. Arven skal løftes.

Det ligger til familien at vove pelsen. Inden han blev skudt få måneder senere, annoncerede Robert F. Kennedy i 1968 sit kandidatur og udfordrede den siddende præsident, demokraten Lyndon B. Johnson. Den næste Kennedy i rækken, lillebror Ted Kennedy, udfordrede i 1980 den siddende præsident Jimmy Carter, også demokrat. Ted Kennedy tabte det interne opgør og beholdt i stedet sin plads i Senatet frem til sin død i 2009. Hans søn, Patrick Kennedy, sad på det tidspunkt i Repræsentanternes Hus, men valgte året efter ikke at genopstille. Derfor nåede Capitol Hill i Washington D.C. at være Kennedy-fri et kort øjeblik fra januar 2011. Men så annoncerede Joe Kennedy III altså sit kandidatur i februar 2012, vandt og holdt liv i håbet fra januar 2013.

Myten lever, men Joe Kennedy har indtil videre dyrket den med mådehold. Enkelte gange har han citeret sin berømte bedstefar i sine taler, få gange John F. Kennedy.

Flere præsidentkandidater med andre efternavne er gennem tiden blevet latterliggjort i medierne for at lade sig kraftigt inspirere af John F. Kennedys stil og oratoriske evner. »Det er på en måde en skam, at han hedder Kennedy,« har Sean Patrick Maloney, som er kongresmedlem og nær ven af Joe Kennedy, udtalt til magasinet Town & Country. »Det giver en masse fordomme om ham som person, der strider imod hans oprigtige fokus på at smøge ærmene op og arbejde hårdt. Det ville være nemt for en med hans navn at læne sig tilbage af den grund. Men det gør Joe ikke.«

Andre kandidater har i tidens løb med glæde badet sig i Kennedy-familiens tryllestøv. Bill Clinton brugte i valget i 1992 et 30 år gammelt foto af sig selv i sit kampagnemateriale. Det blev taget, da han som 16-årig gymnasieelev befandt sig i Det Hvide Hus’ have og gav hånd til præsident Kennedy. Den unge Barack Obama fik Kennedy-familiens støtte op til valget i 2008 til den mere etablerede modkandidat Hillary Clintons store frustration. Caroline Kennedy, Johns eneste overlevende barn, skrev et debatindlæg i New York Times med titlen »A President Like My Father«. Det fik stor betydning for Obamas valgsejr.

Men 2008 er en evighed siden. Måske er tiden løbet fra Kennedy-mytens politiske pondus? Uden for Massachusetts, om ikke andet. Ved det seneste amerikanske midtvejsvalg i 2018 blev den til dato mest mangfoldige samling af kongresmedlemmer valgt. En tendens, der har været stigende i en årrække. En kandidat fra et velstillet, sagnomspundet familiedynasti harmonerer dårligt med den fortælling. Det er årtier siden, at Kennedy-navnet blev forbundet med noget ungt og friskt. De vælgere, der kan mindes John, Robert og Ted i 60erne og 70erne, er enten gået bort eller pensionerede.

I dag bliver navnet i højere grad dyrket som antikvarisk kulturhistorie. Familien er portrætteret i læssevis af spillefilm, dokumentarer og bøger. Ofte med Jacqueline Kennedys Camelot-sammenligning som fortælleramme. Kennedy-myten er nostalgisk og storladen, men også præget af klichéer. Lidt som Mad Men, Ernest Hemingway og Frank Sinatra: prisværdigt, men noget, der hører en anden tid til.

Så hvorfor bringer Joe Kennedy III sit eget og familiens navn på spil nu? Måske har Joe Kennedy III travlt med at stille op til Senatet allerede i 2020, utidigt eller ej, netop fordi han kan se, at sandet er ved at rinde ud i mytens timeglas.

Uanset hvornår han stiler mod et højere embede, vil han blive sammenlignet med sine berømte familiemedlemmer. Navnet undslipper han ikke. Hellere satse nu, mens han får mest ud af det. Mens navnet stadig er relevant og ikke på museum.

Førnævnte unge stjerner som Alexandria Ocasio-Cortez har også ambitioner om at tegne fremtiden for Demokraterne.

Modsat Kennedy står hun for noget, der ikke er set før. Samme ambition har tidligere præsidentkandidater som Pete Buttigieg og Beto O’Rourke. Vinder Kennedy posten som senator nu, er han to skridt foran. Og stadig ung nok til at løfte familiens arv og springe ud som en præsidentkandidat Kennedy, inden han fylder 50. Som Ted Kennedy – den seneste i familien, som gjorde forsøget – sagde i sin nederlagstale på partiets konvent i 1980: »The work goes on, the cause endures, the hope still lives, and the dream shall never die.«