En ny akse

FORENEDE Arabiske Emirater og Israel indgik sent torsdag i sidste uge en aftale om at normalisere forholdet mellem de to stater. I et område, hvor vi gennem snart mange årtier har vænnet os til lutter dårlige nyheder, er det et virkelig opmuntrende, ja, historisk tegn. Det er en stadig skændsel, at over 30 lande i den muslimske verden ikke har villet anerkende Israels eksistens, en nation, der i 1948 blev blåstemplet af FN, og som nu har eksisteret i over 70 år. Men det bilaterale tøbrud kan føre til, at flere andre arabiske nationer vil gøre diplomatiske forbindelser officielle, som allerede foregår i det skjulte. Indtil videre har kun Egypten i 1979 og Jordan i 1994 bevæget sig den vej, men skal man tro de internationale gætterier for tiden, overvejer Oman, Bahrain og Marokko at følge efter. Utænkeligt er det derefter ikke, at også den lokale stormagt Saudi-Arabien knytter bånd med Israel. I så fald vil et helt nyt Mellemøsten se dagens lys.

I mange kredse, også herhjemme, er begivenheden blevet modtaget med kulde, grænsende til raseri. Det skyldes selvfølgelig den palæstinensiske sag og den israelske besættelse af Vestbredden, hvilket arabiske lande altid har brugt som forklaring på fjendskabet. Det palæstinensiske selvstyre truer da også med bål og brand, på trods af at Israel som et led i aftalen lover at opgive planerne om at annektere dele af Vestbredden, der skulle have fundet sted i juli. Men fredsforhandlingerne har ikke rykket sig ud af flækken, siden de brød sammen i 2000, og palæstinensernes forhandlingssituation er kun blevet værre med tiden. Ingen kan i dag være i tvivl om, at Israel ikke kan trues til at gå med på palæstinensernes ultimative krav, og at landet lever med den internationale fordømmelse. Man kan skændes 25 timer i døgnet om, hvem der bærer skylden for sammenbruddet; kendsgerningen er, at parterne står så langt fra hinanden, at ingen aftale er mulig inden for en overskuelig fremtid. Her er Forenede Arabiske Emirater formentlig nået til den erkendelse, at ventetiden ikke er gratis. Et ønske herfra må lyde på, at også den palæstinensiske ledelse opnår en tilsvarende indsigt.

FÆLLES for de to stater er, at de står over for samme fjende. I adskillige år har Iran konsolideret sin militære magt i den arabiske verden og skabt sammenbrud og borgerkrig i lande som Libanon, Syrien, Irak og Yemen. I flere sunniarabiske lande har man derfor nok indset, at solidariteten med palæstinenserne må vige for andre hensyn. Efter at Trump så tydeligt har markeret sin modvilje mod at have noget med Mellemøsten at gøre, har man brug for at sikre nye, åbne alliancer. Som områdets stærkeste økonomiske og militære magt er Israel en nation, mindre arabiske lande gerne vil have på deres side.

FJENDSKAB kan således føre umage parter sammen og bryde med årtiers destruktiv tankegang. Her er der endelig en grund til at rose den amerikanske præsident for hans rolle i den udvikling. Han opsagde atomaftalen med Iran og stækkede derved iranernes evne til at sprede ødelæggelse i regionen. Og hans kritiserede fredsplan – forestået af svigersønnen Jared Kushner – skabte i januar forhandlingsgrundlaget for den akse, som nu toner frem i horisonten.

Læs også Allan Sørensens artikel om et fornuftsægteskab vendt mod Iran, som måske indvarsler et større opbrud i de regionale allianceforhold: »Farvel til den arabiske konsensus«