Debat. »Some lives matter more than others« – det er desværre situationen i USA i dag.
Systemisk racisme
Af Vagn Buch-Pedersen, journalist
Jeg har altid set Weekendavisen som et særdeles seriøst medie med solid viden som baggrund for såvel ledere som øvrigt redaktionelt stof. Stor var derfor min undren over at se en leder om systemisk racisme i USA forleden, der som en dansk udgave af Fox News benægter, at den findes i USA i dag, samtidig med at lederskribent Anna Libak tilslutter sig det trumpske prædikat »All Lives Matter«.
Anna Libak går hårdt i rette med begrebet »systemisk racisme«, som hun mener er en falsk konstruktion – samtidig med at hun konsekvent omtaler demonstrationer som voldelige, selv om et overvældende flertal af demonstranterne er ganske almindelige fredelige borgere, for hvem bægeret med de seneste mord på uskyldige sorte – ud over George Floyd for eksempel Breonna Taylor og Ahmaud Arbery for nu bare at nævne to af de seneste – simpelthen er flydt over. Almindelige farvede borgere, som oplever racismen i hverdagen i form af en evig mistænkeliggørelse, der gør, at de opdrager deres børn og unge til at undgå politiet så vidt muligt, fordi det efterhånden ikke er ualmindeligt, at helt banale møder med politiet udvikler sig dødeligt, fordi rigtig mange amerikanske politifolk fra dag ét får indpodet, at det ikke handler om at beskytte borgerne, men om selv at overleve i en verden, hvor borgerne – læs de farvede – er farlige.

Hertil kommer en næsten uigennemtrængelig mur af beskyttelse af samme politi – senest meget skarpt kritiseret af en forbundsdommer i erkendelse af, at han ikke var i stand til at dømme en anklaget betjent på grund af en immunitet mod anklager generelt, der gør borgerne retsløse, når det igen og igen går galt med overdreven magtanvendelse og drab.
Og er Anna Libak og andre i tvivl om eksistensen af systemisk racisme, så kan de for eksempel gå til det særdeles respekterede forskningsinstitut Brookings, hvis præsident, John Rutherford Allen, under overskriften »Systemic racism and America today« skrev: »Uadresseret systemisk racisme er, efter min mening, det vigtigste emne i USA i dag. Og det har det været siden før vores forfatningsfædre.«
Anna Libak slutter kækt sin leder med den amerikanske højrefløjs kampråb »All Lives Matter«. Man fristes hertil at føje med en venlig tanke til George Orwell: »But some lives matter more than others,« for det er desværre situationen i USA i dag.
Dette er et debatindlæg og udtrykker alene skribentens holdning. Forslag til debatindlæg sendes til opinion@weekendavisen.dk
Del: