Succesrige stakler

Forleden skrev sekretariatschef i Dansk Folkeoplysnings Samråd Carolina Magdalene Maier i Altinget, at det er på tide, at vi som samfund gør op med perfekthedskulturen.

Hun foreslår, at kendisser med rigtig mange følgere på de sociale medier starter en »uperfektheds-kampagne« og deler uperfekte billeder og historier af sig selv under hashtagget #uperfekt.

Det er bestemt et sympatisk forslag, men jeg forudser, at det ikke vil have den ønskede effekt.

Sagen er, at kendisser allerede i adskillige år, ikke bare i Danmark, men over hele Vesten, har insisteret på, at de er netop dét: uperfekte.

Faktisk kan jeg kun komme i tanker om to undtagelser. Donald Trump, som kalder sig et stabilt geni, og Klaus Rifbjerg, der engang hævdede, at der kun var 2000 begavede mennesker i Danmark. Det kunne han jo kun vide, hvis han selv var blandt dem. Men begge sagde det vistnok for sjov.

Nej, som den israelske professor i sociologi Eva Illouz har gjort opmærksom på, er det bemærkelsesværdige tværtimod, at selv store stjerner nu om dage insisterer på deres ufuldkommenhed. Oprah Winfrey, Brooke Shields, Jane Fonda. Selvhad, spiseforstyrrelser, imposter-syndrom.

Hvor selvbiografier engang handlede om at kæmpe sig op fra rendesten til rigdom, så handler den klassiske selvbiografi i dag om »smerten midt i berømmelsen«. Om alt det, de kendte har at kæmpe med.

Ja, så påtrængende er ønsket om ikke at fremstå perfekt, at det kræver en forklaring. Personligt har jeg spekuleret på, om det kan skyldes, at man forsøger at gardere sig mod misundelse. For nylig hørte jeg, at det i Albanien er udbredt at hænge en såkaldt Dordolec, en grim tøjbamse eller en dukke, uden på sit hus, så forbipasserende fæstner blikket på den i stedet for at kaste misundelige blikke på den smukke facade. Man kan ikke udelukke, at succesfulde mennesker står hårdt på deres uperfekthed som en slags besværgelse: Hvis det er synd for en, så er der jo ingen grund til misundelse.

Nu må man ikke misforstå mig. Jeg er skam glad for, at vi ikke lever i en kultur, hvor folk giver den som nietzscheanske overmennesker, der hæver sig over hoben. Det er godt, at vi kan tale åbent og frit om alt det, der plager os. Men alt med måde, som man siger.

For samtidig tror jeg desværre, at når selv de, som alle andre ser op til, flasher deres uperfekthed, så får det ikke omgivelserne til at slappe af. Tværtimod: Hvis de skal forestille at være en fiasko, hvor efterlader det så alle andre?

Jeg har svært ved at forstå, at Carolina Magdalene Maier kan tro, at det kan gøre nogen i bedre humør, at alle mulige kendisser på de sociale medier med karrieren, udseendet, forbindelserne, efternavnet og talentet i orden står frem og siger, at de også er en fiasko.

Faktisk vil jeg vædde med, at det gjorde mere for sagen, hvis de sagde det omvendte: at jeg har været utroligt heldig med mit udseende, min bekendtskabskreds, min familie, mine forbindelser, mit boldøje, min ditten datten dutten – for ellers var det aldrig lykkedes. Det ville gøre det muligt for andre, ikke mindst de yngre generationer, der ikke er lige så heldige, at forvente lidt mindre af sig selv.