Debat

Pædagoger 1

Stefan Hermann og Camilla Wang, formandskab, Danske Professionshøjskoler

Pædagoguddannelsen har udviklet sig meget siden sin fødsel hos pionerkræfter i civilsamfundet. Der er meget, der skal udvikles; ikke mindst fordi ambitionerne for pædagogernes opgaveløsning forandrer sig, og idealerne er store. Men fundamentet er faktisk ikke helt så skidt, som det fremstilles i Weekendavisen den 31. juli. Selvom de studerende ikke får nok timer, er det dog flere, end det påstås: Med uddannelses- og forskningsministerens særbevilling på 127 millioner kroner i efteråret har profes­sionshøjskolerne i gennemsnit kunnet løfte timetallet for de pædagogstuderende til knap 12 timer per uge. Og godt 85 procent af timerne på pædagoguddannelsen er tilrettelagt på små hold – også i Aarhus og København modsat artiklens påstand. Konklusionen i en undersøgelse af 350 dagtilbudslederes – det vil sige nogle af pædagoguddannelsens aftagere – perspektiv på nyuddannede var, at de nyuddannede har forudsætningerne for at varetage de vigtige, børnenære opgaver i hverdagens praksis. 84 procent af lederne vurderede, at deres senest ansatte nyuddannede var »stærk i relationsarbejdet«. I uddannelseszoom – ministeriets spørgeskema til godt 250.000 studerende og 100.000 nyuddannede – klarer uddannelsen sig heller ikke så skidt. Fakta, som Weekendavisen burde medtage i sin forfaldshistorie.

Der er al mulig grund til at se pædagoguddannelsen efter i sømmene. Og forhåbentlig munder den igangværende evaluering ud i en politisk aftale om en betydelig faglig styrkelse af uddannelsen.

Pædagoger 2

Anne Krogh, uddannelseschef for pædagoguddannelsen Peter Møller Pedersen, uddannelsesdirektør på Professionshøjskolen UCN

Alt var bedre i gamle dage! Du kan finde repræsentanter for den holdning i stort set alle fag og på alle arbejdspladser og uddannelsesinstitutioner. Men den holder ikke altid – heller ikke på pædagoguddannelsen.

I Weekendavisen den 31. juli langer en nyuddannet pædagog, en lektor og en forsker ud efter kvaliteten af uddannelsen. Vi vil med dette indlæg gerne nuancere den debat, der blev rejst i Weekendavisen. Står det egentlig så slemt til på landets største uddannelse? Vi har begge været med på hele rejsen fra seminarier til professionshøjskoler og fulgt udviklingen på uddannelsen på tætteste hold. Det pædagogiske arbejde bliver stadig mere komplekst og stadig mere vidensbaseret. Børn, unge og voksnes behov udvikles hele tiden, og behovet for, at uddannelsen hviler på forskningsbaseret viden, er større end nogensinde. Den opgave kan og skal løftes af professionshøjskolerne, og det nytter ikke at drømme sig tilbage til en tid, hvor uafhængige seminarier med vidt forskellige tilgange skulle løse opgaven. Professionshøjskolerne er naturligvis ikke perfekte, men sammenlignet med seminarierne før 2002 er professionshøjskolerne langt bedre til at løfte vidensniveauet og sikre, at pædagogerne har den faglighed, der gør dem i stand til at fortsætte deres udvikling videre i deres arbejdsliv.

Man står ikke med et færdigt sæt kompetencer, når man får sit første job efter endt uddannelse. Pædagoguddannelsen er langt hen ad vejen en generalistuddannelse – dog med specialiseringer inden for dagtilbud, skole/fritid eller social/specialområdet. Men når den nyuddannede starter i vuggestuen, skal han eller hun bruge sin mere generelle pædagogiske viden og dømmekraft til at udvikle præcis den praksis, der er behov for lige præcis i den vuggestue, hvor han eller hun skal virke.

Vi tror på, at det praksisorienterede skaber kvalitet på pædagoguddannelsen, men det kan ikke stå alene. De studerende skal lære at forholde sig analytisk og udviklingsorienteret til praksis. Det er blandt andet den evne, som skal sikre, at de kan følge med udviklingen i deres arbejdsliv. Vi anerkender, at det er en stor opgave at komme ud som nyuddannet pædagog, og at oplevelsen af ikke at kunne alt fra dag ét kan være overvældende, men det har altid været og vil altid være situationen.

Psykologer

Nikolai Cerisier Roitmann, cand.psych., næstformand for Dansk Psykolog Forening

I indlægget »På briksen med terapeuterne« (Weekendavisen den 31. juli) retter Signe Birk, MA i Europastudier, en skarp kritik mod psykologfaget og psykologerne. Birk skal have tak for at opfordre til debat om psykologfagligheden og psykologens rolle i samfundet. Der er dog behov for at korrigere et par misforståelser, så debatten kan tages på et opdateret og faktuelt korrekt grundlag. Opfordringen til skærpet tilsyn med psykologer kan vi i Dansk Psykolog Forening kun tilslutte os. Foreningen har arbejdet for dette siden 2016, da loven blev revideret. For selvfølgelig skal psykologer være underlagt et velfungerende statsligt tilsyn, når de håndterer mental sundhed i befolkningen.

Hvad angår psykologiuddannelsen har Birk galt fat, når hun konkluderer, at uddannelsen ikke deler snitflader med andre videnskabelige discipliner. Flere grundlæggende discipliner inden for psykologien er netop baseret på en tværdisciplinær forståelse af menneskets motiver, intentioner og udvikling samt disses uomtvistelige indlejring i kulturelle, sociale og politiske praksisser.

Birk mener også, at ætiologi (årsagslære) er fraværende i psykologers viden og praksis, og at psykologer ikke som udgangspunkt arbejder ud fra en helhedsorienteret forståelse, da de kun fokuserer på diagnoser og symptomer. Det er helt forkert. Ætiologi er en fuldstændig integreret del af både den kliniske psykologi som universitetsfag og i psykologisk praksis. De fleste psykologer er ansat i offentlige eller private stillinger, hvor de dagligt og i tværfagligt samarbejde løser en bred vifte af samfundsmæssige problematikker som patologiske og behandlingskrævende psykiske tilstande hos børn og voksne, arbejds- og organisationspsykologiske udfordringer på arbejdspladser og pædagogisk-psykologiske vanskeligheder i daginstitutioner og skoler. Intet af dette kan varetages uden en helhedsforståelse af mennesket og en evne til at forstå årsagssammenhænge som et komplekst samspil af biologiske, sociale og psykologiske faktorer.

Birk ønsker debat om psykologiens udbredelse og lader forstå, at den er dårlig for samfundets problemer. Hun beskriver psykologien som en endimensionel sandhedsproducerende maskine, der ud fra en medicinsk rationalitetsnorm kun forholder sig til, om individer er normale eller patologiske. En sådan kritik var måske berettiget i den sidste del af det 19. århundrede, men er helt ude af trit med virkeligheden for den psykologiske viden og praksis i dag.

Skolelærere

Niels Chr. Sauer, tidl. medlem af Danmarks Lærerforenings hovedstyrelse Meistersvej 42, 4700 Næstved

Når Arne Hardis i Weekendavisen den 24. juli dumper folkeskolereformen, gør han det ud fra en selvskreven forudsætning om, at den udsprang af et brændende ønske i SRSF-regeringen om en bedre folkeskole. Men hvis det havde været tilfældet, ville man så have set en finansminister, der hverken før eller siden har beskæftiget sig med skoleanliggender, skubbe alle andre til side og sætte sig for bordenden i projektet? Ville man fra start underhånden have sikret sig den nødvendige parlamentariske opbakning til at tage førergreb på lærerstanden? Ville man have indledt projektet med en nedtromling af de godt 50.000 mennesker, lærerne, hvis entusiasme skulle bære projektet igennem? Ville man have sat embedsværket på Slotsholmen til at flikke en skolereform sammen med alt godt fra havet på et par måneder i et hermetisk lukket rum uden inddragelse af et eneste dedikeret skolemenneske?

Utænkeligt. Så ubegavede var reformpolitikerne ikke. Deres virkelige ærinde var et andet. Dermed ikke sagt, at SRSF-regeringen ikke ønskede sig en bedre folkeskole. Naturligvis gjorde den det – som en afledt effekt af det egentlige forehavende, som var at finde en vindersag efter en uafbrudt nedtur i meningsmålingerne fra dag 1, hvor det ene højprofilerede projekt efter det andet var løbet ud i sandet. Med denne reform kunne regeringen endelig samle Folketinget omkring et projekt, der kunne spinnes som et stort slag for almenvellet, samtidig med at Thorning-regeringen demonstrerede mod og vilje til på tværs af blokkene at effektivisere den offentlige sektor med metoder, ingen tidligere regering havde vovet at tage i anvendelse. I Finansministeriet havde man længe diskret talt om et opgør med den danske model i det offentlige. Kunne man presse den ud på et sidespor, åbnede der sig svimlende finanspolitiske perspektiver i overenskomstforhandlingerne. Sød musik i blå blok, der må have troet, de drømte ved højlys dag. Det lykkedes til overflod. Med ét hug fik man de penge, der før havde rakt til at give hver dansk skoleelev et samlet skoleforløb på cirka 8.000 timer, til at række til cirka 12.000 timer. Bjarne Corydon har derfor ret, når han den dag i dag fortsat hævder, at skolereformen var hans største succes som finansminister. Men for folkeskolen er den blevet en katastrofe.