For enden af tunnelen

Fire yngre, borgerlige stemmer fra forskellige partier sidder om et bord på et brunt værtshus. Jeg har serveret dem fadøl og bedt dem diskutere blå politik med det lange lys på: Hvem kan gøre borgerlig politik spiselig for et flertal af vælgere igen? Og hvordan? Chris Bjerknæs, 30, fra Dansk Folkeparti rømmer sig og bryder isen:

»Ja, vi kan jo også tale lidt om Anden Verdenskrig.«

Skønt vanskelig at tage hul på er den aktuelle krigslignende situation i blå blok vigtig at diskutere. Weekendavisen har de forgange sommeruger i serien »Blåt lys« spurgt blå stemmer om vejen ud af blindgyden. »Vælgerne flygter, politikken flimrer, og ledelsen af det borgerlige Danmark er usynlig,« lyder seriens præmis. Hvordan forholder fire markante, yngre blå stemmer sig til samme spørgsmål? De, der i disse år tager noter til eftertiden, med forhåbning om, at de skal bidrage til en borgerlig fortælling på længere sigt. Aner de et blåt lys for enden af tunnelen?

»Blå blok står uden noget egentligt modsvar til Socialdemokratiet lige nu,« siger Alex Vanopslagh, 28, formand for Liberal Alliance.

»De borgerlige partiers store opgave er nu at formulere en positiv vision, der tilbyder noget markant andet end regeringen. Vi skal være et aktivt tilvalg, ikke bare et fravalg af udgangspunktet hos centrum-venstre.«

De tre andre om bordet nikker. De efterlyser et politisk program, der tør stå ved kerneborgerlige idealer, der ikke »konkurrerer med Socialdemokratiet om, hvem der kan holde hånden mest under velfærdsstaten«, som Caspar Stefani formulerer det. Han er 29, kadet i hæren, klummeskribent hos Berlingske og folketingskandidat for Konservative i 2019. Stefani erkender, at vælgerne ikke ligefrem efterspørger et borgerligt alternativ til den socialdemokratiske regering, hvis de seneste meningsmålinger står til troende:

»Men så må vi tage imod den forventede vælgerlussing i første omgang. Borgerlige politikere skal stå fast på borgerlige principper. Det må tage den tid, det tager, at overbevise befolkningen,« tilføjer Stefani.

Cille Hald Egholm, 21, er studerende på statskundskab, debattør, medlem af Venstre og næstformand i organisationen Konservative Studerende. Hun mener, at blå blok har fejlet i forhold til at tale til vælgernes, måske særligt de yngres, hjerter. Hun efterspørger forbilleder, der kommunikerer mindre merkantilt og mere menneskeligt:

»Venstrefløjen ejer debatterne om klima, flygtninge, køn – de emner, som optager folk. Vi mangler en blå Johanne Schmidt-Nielsen, der kan berøre folk med borgerlige svar på tidens udfordringer,« siger hun.

Vanopslagh giver hende ret: »Der er for få borgerlige politikere i dag, der formulerer brede, intellektuelle tanker. Hvem læser samtiden, skriver bøger om politiske visioner og videreudvikler deres ideologier? Det gør centrum-venstrefolkene. Kaare Dybvad, Peter Hummelgaard, Mattias Tesfaye,« siger han.

Kerne-fucking-borgerlig

Toga Vinstue i indre København, med den holbergske undertitel Det politiske kandestøberi, har i årevis været stamsted for dem, der er noget ved politikken, og dem, der forsøger at blive det. Christiansborg-sladder driver ned ad de røgfyldte vægge, som i øvrigt prydes af historiske valgplakater fra de fleste partier. Folkevalgte optræder jævnligt som gæstebartendere eller deltager i stedets mange debatarrangementer.

Med andre ord er Toga Vinstue et velvalgt sted at bede et hold yngre politiske stemmer puste til hinandens ideologiske ild. Men denne aften fremstår Chris Bjerknæs, Alex Vanopslagh, Caspar ­Stefani og Cille Hald Egholm mere eftertænksomme end optændte. Atypisk for yngre politikere, noterer jeg; de plejer at insistere på egne partiers overlegenhed. De fremstår snarere slukørede på en måde, som har de i fællesskab erkendt at have tabt et skadeligt slag. De sunder sig på vegne af det borgerlige Danmark.

»Vi kan starte med at erkende, at blå blok ikke vinder næste valg. Og det skal vi måske heller ikke. Det er en hurtig, men ærlig falliterklæring. Der er kaos i blokken. Jeg vil hellere sætte tempoet ned, så nogle af fløjens kloge hoveder først kan formulere, hvad vi rent faktisk vil,« siger Chris Bjerknæs, 30.

Han er ansat som konsulent i Dansk Folkepartis sekretariat, er tidligere formand for partiets ungdomsorganisation og uddannet farvehandler. Han er mødt op til fotografering i malertøj, men hævder, at det ikke er et politisk statement. Han sommervikarierer blot for en gammel kollega.

Socialdemokratiets brede opbakning i befolkningen kombineret med manglen på et egentligt alternativ, en samlet, positiv borgerlig fortælling, gør, at Bjerknæs forudser et nederlag ved næste folketingsvalg. Ifølge Alex Vanopslagh er det måske bedst på den måde:

»Magten i sig selv er uinteressant. Jeg vil hellere vente en omgang, så vi kan tage os tid til faktisk at overbevise vælgerne,« tilføjer Vanopslagh.

Hvad er det, vælgerne skal overbevises om, som de ikke allerede ved? Hvad nyt kan de borgerlige partier have? Hvad har de forsømt at fortælle om?

»Den borgerlige kulturpolitik,« siger Cille Egholm og skriver mangelvaren på eget partis regning:

»Jeg forstår godt, hvis vælgerne tror, at en borgerlig forståelse af kulturlivet er, at den skal leve på markedsvilkår og ellers sløjfes. Men det er forkert, og det er vores egen skyld. Det mest kulturelle, Ellemann har sagt, er, hvor meget han elsker bacon,« tilføjer hun.

Chris Bjerknæs slår i bordet: »Tag nu eksempelvis kulturminister Joy Mogensens kommentar om, at der er lige så meget kultur i en håndboldhal som i et teater. Hun blev udskældt for det i pressen, og det gør mig vred, at den borgerlige fløj, og særligt Dansk Folkeparti, ikke greb den bedre. For hun har jo ret! Al ære og respekt til Det Kongelige Teater, men skal vi pege på, hvad der er vigtigst for befolkningen, er det foreningslivet. Det er kerne-fucking-borgerligt, og det burde være vores dagsorden,« siger han. Bjerknæs understreger sine præferencer ved at trække sig tilbage fra samtalen flere gange for at notere stillingen i nedrykningskampen mellem Lyngby Boldklub og Hobro IK.

Vanopslagh erklærer sig enig: »Der er også et dannelsesmæssigt aspekt i at indgå i et værdifællesskab. Om det så er håndbold eller rollespil. Både for den enkelte borger og for landets sammenhængskraft.«

Jeg skæver til den konservative Stefani i jakkesæt. Mener han også det? Er det ikke op til en god konservativ at pege på, at der er noget kultur, der er mere dannende end andet? Da jeg indledningsvist spurgte ind til deres respektive forbilleder, nævnte Stefani afdøde Mads Holger. En mand, der gik til valg på at fordoble kulturstøtten til opera, teater og ballet. Mads Holger havde da ikke været enig med Joy Mogensen?

»Næ, men han kunne heller ikke lide Shu-bi-dua. Jeg er enig med de andre. Kultur er civilsamfundets styrke, hvor man som menneske lærer at indgå i et forpligtende fællesskab. At dyrke et fælles mål inden for nogle faste rammer,« siger Stefani. Hvad betyder det så realpolitisk?

»Det er problemet. Kultur er vanskeligt at omsætte til borgerlige prioriteringer, for i sidste ende er vores mål jo, at kulturlivet kan klare sig uden al den støtte,« tilføjer han.

Nøglen til fremtiden

Vanopslagh ser fraværet af kulturpolitik som et symptom på blå bloks forsømmelser: »Vi har forsømt at tale til følelserne, som Cille sagde. Vi er stærke på økonomi og frihedsprincipper, men vi har glemt at understrege, hvad al den frihed skal bruges til. Frihed til den enkelte er frihed til at indgå i fællesskaber og bidrage til de dele af samfundet, man har lyst til. Lokalteater eller små sportsforeninger. Alt det, der giver menneskelig værdi. Den slags er vi jo enormt optaget af, selvom det for mange mennesker måske lyder modsat, fordi vi ikke synes, at staten skal finansiere det. Jo mere vi taler om det, jo mere overbevist er jeg om, at det er der, det næste store, borgerlige projekt skal begynde. En borgerlig kulturpolitik med udgangspunkt i civilsamfundet,« siger Vanopslagh.

Cille Egholm drager en parallel mellem kulturelle fællesskaber og universitetets. Hun har sin daglige gang blandt unge medstuderende på institut for statskundskab på Københavns Universitet og meldte sig for alvor ind i den politiske debat sidste år. Under universitetsvalget oplevede hun, at Konservative Studerendes valgplakater blev revet ned og udsat for hærværk af øvrige studerende, der følte sig stødt over organisationens overskrift »Nej til identitetspolitik«:

»Universitetet oplever, ligesom mange andre institutioner, en gennemsyrende identitetspolitisk agenda i disse år. Jeg synes, den er skadelig, fordi den begrænser den frie debat. Det er nogle meget stærke fællesskaber, der går forrest i den kamp. Men selvom jeg er imod den, forstår jeg jo godt deres behov for at samles om det, de tror på. Og gå i rette med mig, hvis de er uenige,« siger hun:

»For unge studerende er der ikke meget at samles om, hvis man har et borgerligt hjerte. Der mangler et borgerligt fællesskab, der taler værdien af fri debat, ytringsfrihed og klassiske dyder op. Et borgerligt fællesskab, der kan bidrage til en positiv fortælling om, hvad det vil sige at stemme blåt. Det mangler også uden for universitetet,« siger hun.

Ny leder af blokken?

Modsat kulturministeren synes alle fire, at kultur er meget passende at tale om netop nu, corona eller ej. Kulturpolitik har, måske overraskende for alle parter, fyldt store dele af samtalen. Måske er det historiens nostalgiske vingesus, der hænger tungt i luften i det gamle værtshus.

Eller kan det være, fordi der er andre interne konflikter på højrefløjen, der er mere følsomme at tale om?

»Den største konflikt er, at de to største partier i blå blok, Venstre og Dansk Folkeparti, ikke fører borgerlig politik. Hver gang der er valg, halser de efter Socialdemokratiet, som var det farligt at stå ved at være borgerlig. Ingen tør længere sige, at ulighed ikke nødvendigvis er en dårlig ting,« siger Alex Vanopslagh og slår uforvarende til sin øl, så den skvulper ud over bordet.

»Dét der er den største udfordring i blå blok,« skynder Chris Bjerknæs sig at sige: »Hver gang, vi bringer lidt enighed til bordet, bliver de liberale overmodige.«

Mens Cille Egholm, Venstres repræsentant, som sidder tættest på baren, henter servietter, tilføjer Caspar Stefani:

»Alex har ret. Det tyder jo ikke på, at det er ­Ellemann, der skaber en fælles fortælling om, hvad blå blok skal. Et første skridt kunne være at skære hånden af Venstre som naturlige borgerlige ledere. I mine øjne står de i vejen for et samlet borgerligt projekt.«

Bidrager Stefani til de verserende rygter om, at Konservative pønser på at profilere Søren Pape som statsministerkandidat, en ny tids Schlüter?

»Vi skal kun være statsministerparti, når vi har bevist, at vi kan sætte en anden retning, der ikke bare er en variant af Socialdemokratiets. Og få opbakning til den. Det har Pape ikke gjort endnu. Men det kunne være skønt,« siger Stefani.

Da Egholm vender tilbage, spørger jeg hende, om hun er enig i kritikken. Det er hun til dels. Ellemann har ikke bevist sig endnu, men er stadig det bedste bud på en ny statsminister. Alex Vanopslagh er ikke sen til at lure, at Egholm synes mere liberal end sin leder, og spørger, hvorfor hun ikke melder sig under Liberal Alliances faner:

»Jeg vil hellere præge politikken indefra i det parti, der faktisk har en chance for at få magten,« svarer hun rapt.

Bjerknæs hæver mødet. Han vil hjem til hustruen i Frederikssund: »Jeg har et princip om, at jeg skal spise aftensmad inden klokken 21.«

Inden han når at takke af, afbryder to unge mænd samtalen. De er 18-19 år og kommer fra handelsskolen i Aalborg. Om de må tage en selfie sammen med holdet? »Vi er max fans,« siger de i munden på hinanden og overrækker mig en iPhone, så jeg kan fotografere dem. Efterfølgende spørger jeg, hvorfor de ser op til de unge stemmer?

»De er bare inspirerende. Mest på grund af det med skatten.«

Blåt lys

Vælgerne flygter, politikken flimrer, og ledelsen af det borgerlige Danmark er usynlig. Weekendavisen interviewer blå stemmer om vejen ud af blindgyden.

Lars Seier Christensen tror stadig på idéen om et mere liberalt Danmark med lavere skat og mere frihed.

Merete Riisager fælder en hård dom over Venstres indsats for det borgerlige Danmark.

Henrik Dahl mener, at coronakrisen har blotlagt en dybere liberal krise.

Johannes Riis opfordrer det borgerlige Danmark til at rejse sig ved kulturen.

Morten Østergaard øjner politisk opbrud efter aftalen om en grøn skattereform.