Flygtninge. »De flygtningelejre, som Europa betaler diktatorer for at drive, minder om koncentrationslejre.« Vores behandling af flygtninge har ikke ændret sig ret meget siden 1938, mener den hollandske forfatter Linda Polman i en ny, velunderbygget bog.

Onde og dumme

AMSTERDAM – Det kan godt være lidt irriterende, når en eller anden doven debattør spiller nazikortet og beskylder modstandere af migration for at »lyde som i 30rne«. Så det var med noget blandede følelser, at jeg åbnede Linda Polmans nye bog Nobody wants them – Europe and its refugees, hvor hun gør præcis dét.

For er det ikke lidt skingert? Men samtidig er den prisvindende forfatter og journalist en af de mindst skingre og mest ordentlige beskrivere af flygtninges vilkår, jeg kender.

Den 59-årige hollænder har dækket flygtningestrømme og fejlslagne stater i små tre årtier. Jeg har fulgt hende siden den eminente bog The Crisis Caravan fra 2008. Her argumenterede hun for, at nødhjælpsindustrien ofte forværrer konflikter. Det gjorde hun ved at rejse fra katastrofe til katastrofe og nøgternt notere, hvad hun så, samt med et omfattende arkivarbejde.

I Sudan opdagede hun, at diktatoren Omar al-Bashir brandbeskattede de firehjulstrækkere og satellittelefoner, som især velmenende udlændinge købte – så når nogen donerede penge til at stoppe hans myrderier i Darfur-provinsen, tjente han penge til at fortsætte dem. I Rwanda bevidnede hun, at meget af hjælpen til tutsi-ofre endte i lommerne på deres bødler, hutuerne. I Sierra Leone var hun med til en vidunderligt beskrevet fest, hvor nogle embedsmænd på bizar vis fejrede, at deres land igen var blevet udråbt til verdens fattigste, fordi de vidste, at den nødhjælp, som de stjal af, så ville blive ved at strømme til.

Bogen var en del af en slags trilogi, som hun nu afrunder. Den første bog handlede om nødhjælpsindustriens svigt af flygtningene. Den næste, We Did Nothing: Why the Truth Doesn’t Always Come Out When the UN Goes In fra 1997 handlede om FNs svigt af flygtningene. Og i treeren er turen kommet til de europæiske nationalstaters svigt af flygtningene. Bogen udkom på hollandsk tidligere i år, og før jeg møder Polman på en café nær hendes hjem i det nordlige Amsterdam, har jeg læst et fyldigt uddrag af den på engelsk.

Polman er i løst tøj, med et på samme tid meget venligt og lidt mistroisk blik. Hvad er hendes belæg for den provokerende påstand, at vi opfører os som i 30rne?

»Det er, at de flygtningelejre, som Europa betaler diktatorer i vores nabolande for at drive, minder om koncentrationslejre,« svarer hun. »Jeg siger ikke, at vi er på vej mod det næste Holocaust. Men der er meget i disse år, som minder om årene før Holocaust. Vi har en dødelig politik. Vi er klar til at lade folk drukne, for at de ikke kommer til Europa. I 1930rne var vi klar til at skubbe tyske jøder tilbage til Tyskland, fordi vi ikke ville have dem. Der var meget kort tid mellem, at Hitler kom til magten, og de første udryddelseslejre; kun otte-ni år. Atmosfæren i et land kan ændre sig hurtigt. Vi er på vej mod et klima, hvor det kan ske igen.«

Nye koncentrationslejre

I bogen er der ét stærkt og ét mindre stærkt belæg for dét. Det mindst stærke er, at vores argumenter for at afvise flygtninge i dag lyder som dem, vores statsledere brugte, da de den 6. juli 1938 mødtes i spa-byen Evian-les-Bains på den franske side af Genevesøen for at tale om de jødiske flygtninge, som de kun fandt aftagere til et fåtal af. »Deres rationaliseringer var de samme, som de er i dag,« skriver Polman i bogen. Nemlig at de fremmede ikke ville tilpasse sig vores værdier, at de var farlige, at de ville tage vores job eller boliger, og at de udgjorde en trussel mod vores sammenhængskraft.

Mest chokerende er dog afsnittene om de lejre, som vi i nabolande som Tyrkiet, Libyen, Sudan, Algeriet, Etiopien og Marokko betaler »diktatorer, væbnede militser, massemordere og mindst en folkemorder« for at fange og returnere flygtninge til. Polman viser med dygtigt arkivarbejde, at man i EU- og FN-systemet ofte ved, hvor umenneskelige de lejre er. Hun har besøgt flere af dem gennem årene, men forfalder ikke til sentimentale beskrivelser.

»Centrene mangler lys, mad, vand og nogle gange også ilt,« konstaterer hun tørt. Hun citerer også menneskeretsrapporter for at kalde dem »det tætteste på koncentrationslejre, det 21. århundrede har set«. Hun opregner de summer, som vi betaler dubiøse regimer så langt mod syd som Chad og Niger for at bremse strømmen af flygtninge. Hun konstaterer, at Italien under Berlusconi finansierede Gaddafis indsats mod migranter, som tit bestod i at »skille sig af med titusindvis af migranter ved at dumpe dem i Saharaørkenen for at dø«. Italien og EU betaler stadig til den libyske kystvagt, selvom den ikke er stort bedre, når den rutinemæssigt sender flygtninge til detentionscentre, hvor tortur og slaveri er udbredt. At fragte flygtninge til ørkenen uden vand sker også stadig i kongedømmet Marokko, som EU giver millioner af euro. Ligesom vores mere kendte aftale med Tyrkiet er den i praksis en kalkuleret byttehandel: Vi betaler for at stoppe flygtningene.

Læs også reportagen fra lande, hvor mange vinder valg ved at ville have flere migranter: »Send flere migranter«

Men lejrene ligger i Afrika, så hvorfor er det Europa, hun sammenligner med 30rne?

»Fordi vi ved, hvad der sker med dem, som den libyske kystvagt samler op, og som vi vil have dem til at samle op,« svarer hun. »Vi ved, at de bliver tortureret. Vi ved det. Vi gør det, fordi det løser vores problem. Det er simpel egoisme. Vi aner ikke, præcis hvad der sker med folk i de lejre, og vi vil ikke vide det. Vi var ligeglade dengang, og vi er ligeglade i dag.«

– Er det muligt at være humanistiske – uden at tage imod flere flygtninge og migranter?

»Nej,« svarer hun og klapper på sin bogs hårde cover. »Vi må vælge. Jeg håber, at folk læser bogen og forstår, hvordan vores politik ser ud i praksis. Men jeg håber også, de kan blive påvirket af at høre, at vi faktisk tager så forsvindende få, at vi sagtens kan klare at tage nogle flere.«

Europas sjæl

I 1989 var der i alt 33,7 millioner flygtninge og internt fordrevne i verden, skriver hun i bogen. I 2017 var det tal fordoblet til 65,4 millioner, og kun cirka 108.000 flygtninge når Europa årligt. »Vi kan hjælpe dem, der skal hjælpes,« insisterer hun og knytter næverne.

Vi sidder på Linda Polmans hyggelige stamcafé, IJ-Kantine, ud til en mole, hvor folk tager cyklerne med på en gratis færge ind til centrum. De spiller »Son of a Preacher Man«. Før boede der studerende i de blå shippingcontainere bag cafeen, i dag huser regeringen flygtninge og migranter i dem. Polmans kvarter er etnisk, men det er både rigt og hipt sammenlignet med de fjernere forstæder, hvor migrationens sociale bagside er tydeligst. Hun har tjent godt på sine bøger. Er det ikke letkøbt at være tolerant, når hun ikke selv lever med problemerne?

»Jeg plæderer ikke for åbne grænser, men for et fair system, hvor man kan komme lovligt til Europa,« svarer hun. EU har brug for arbejdskraft, argumenterer hun. Før var det normalt at modtage gæstearbejdere i Sydeuropa nogle måneder ad gangen – måske skal vi genskabe et system, hvor det er muligt at komme og have sæsonarbejde.

»Hvis vi gjorde det, ville økonomiske migranter ikke være et problem.«

Måske er problemet ikke jobs, men kultur? Måske kan vi ikke håndtere det kulturelt?

Læs også artiklen unge, muslimske kvinder, der kæmper en farlig og livstruende kamp for at komme ud af deres ægteskab: »Den umulige udvej«

»Det var det samme argument i 1938: at det skaber jødehad at tage imod jøderne ...«

– Måske var det forkert i 1938, men er sandt i 2019?

»Hvorfor skulle det være det?«

– Højrefløjen og islamisterne vokser og vokser over hele Europa. De ilter hinanden ...

»Krystalnatten skete tre måneder efter, at man på Evian-konferencen besluttede stort set ikke at tage imod nogen jøder. Det skabte altså ikke mindre antisemitisme at afvise dem.«

Jeg henviser forsigtigt til de mange undersøgelser, som viser, at de liberale værdier er under pres i Europa. I Københavns Kommunes seneste integrationsbarometer svarer næsten hver tredje unge med ikke-vestlig baggrund, at »religiøse og kulturelle traditioner og love skal følges, selv om de kan være i strid med dansk lovgivning«. Og i en undersøgelse lavet for Udlændinge- og Integrationsministeriet i 2018 svarede 37 procent af 15-17-årige piger med minoritetsbaggrund, at de ikke følte, at deres familier lod dem vælge deres kæreste selv. Bagatelliserer hun ikke et kæmpe problem, når hun siger, at vi sagtens kan følge med?

»Det er et problem for de døtre, ja ...«

Jeg afbryder hende: Er det ikke snarere et problem for os alle – for selve Europas sjæl?

»Europas sjæl er menneskerettigheder. Europas sjæl er mere truet af det ekstreme højre end af migranter og muslimer,« indvender hun.

Men det har mange steder vist sig, at flere migranter har ført til en styrket højrefløj. Om ikke andet så af taktiske grunde ville det måske være klogt at tage imod færre for en tid?

»Nej, det giver ikke mening. At bøje sig for det argument er at bøje sig for frygt. Verden brænder, mand. 70 millioner er på flugt, og kun cirka 108.000 af flygtningene kommer til Europa om året. Det ville være skamfuldt at tage imod endnu færre.«

Læs også Smike Käszners kronik om de gode vs de onde i udlændingedebatten: »Patent på godhed«

Jeg blev kynisk

Hun anslår, at det omtrent er fem millioner flygtninge, som vores statsledere tror, de er med til at forhindre i at komme til Europa ved at betale nabostater for at stoppe dem. Men hun tvivler på, at ret mange af disse faktisk ville nå herop, hvis vi holdt op med at betale slemme typer for at bremse dem. De fleste vil hellere blive tæt på deres hjemland, tror hun.

»De eneste, som vi med sikkerhed ved ønsker at komme hertil, er nogle tusinder i libyske fængsler, som har sagt det til os, og nogle tusinder ved grænsen til Tyrkiet. Resten ved vi det ikke om. Vi antager det bare. Jeg talte med mange, da jeg boede i Sierra Leone, som drømte om Europa, men de færreste handlede på det. Folk ved, hvor farligt det er, og hvor svært det er at lykkes her.«

– Siger du, vi betaler for at løse et problem, der ikke findes? Vi er både onde og dumme?

»Ja. Vi er dumme, fordi de færreste af dem vitterligt er på vej til Europa. Vi er onde, fordi vi er medskyldige i det, de flygter fra. Europa er den næststørste våbenproducent efter USA. Folk flygter fra diktatorer, som ofte har europæiske våben. Vores nødhjælp hjælper også tit diktatorer med at bevare magten. Og vi er skyld i klimakrisen, som millioner ligeledes flygter fra. Hvis man ikke vil have flygtninge, så stop med at producere flygtninge.«

Der er noget paradoksalt over Polman. Hun gennemskuer politikernes sande motiver, hun angriber deres hykleri, og hun vil redde flygtningene. Hendes budskab er idealistisk, men hun taler som en forbitret kyniker, driller jeg hende. Hun fortæller, at hun flyttede hjem til Holland – efter 15 år i Afrika – så snart hun opdagede, at hun var ved at miste sin idealisme.

Hun husker tydeligt det øjeblik, hvor hun forstod, at hun var blevet kynisk. Det var i en koncertsal i Sierra Leones hovedstad, Freetown. Hun var til en fundraiser-koncert på den fredsbevarende FN-styrkes base. Der blev samlet sammen til en student, som de ville sende til Europa for at studere klaver, husker hun:

»Folk fra hele verden sang en sang fra hver sit land, og jeg sad bare og var kynisk: ’Hvor er det hyklerisk,’ tænkte jeg. ’Se, hvor dumme de er oppe på scenen.’ Men så på et tidspunkt var der en ukrainsk militærperson, som trådte frem på scenen. En kæmpe mand. Han tog sin lillebitte piccolofløjte frem og begyndte at fløjte nogle høje, lyse, fugleagtige lyde, mens folk dansede omkring ham. Det var så smukt, at jeg brød sammen og græd. Jeg tænkte: ’Jeg skal væk fra Afrika. Der er så meget godt i verden. Lyt til denne latterligt store mand, som spiller så flotte toner.’ Jeg havde glemt, hvor smukt et sted verden er, og i det øjeblik forstod jeg det. I Europa værner vi om skønhed. Efter Sierra Leone, hvor alt var ødelagt af borgerkrigen, flyttede jeg direkte til Rom. Dér betaler vi store summer for at bevare en lille sten fra fortiden på et museum. ’Det er sådan, mennesker skal være,’ tænkte jeg: ’Vi skal beskytte og beundre skønhed.’ Det havde jeg glemt under borgerkrigene i Vestafrika. Jeg var blevet kynisk og gik rundt og forudså enden på alting. Jeg så dem smadre deres kontinent og troede ikke på noget mere. Jeg var stoppet med at kigge, så jeg tog hjem.«

– Det tog dig 15 år at blive kynisk. Mange bliver det hurtigere.

»Jeg er ikke en kynisk person fra naturens side. Det tror folk, at jeg er, men definitionen på kynisme er, at man tror, at det aldrig har været godt, og aldrig bliver godt. Jeg tror, man kan ændre alting, hvis man virkelig vil. Så i min kerne er jeg ikke kynisk. Jeg var altid nysgerrig på Afrika. Så snart jeg mistede den fascination, så flyttede jeg væk derfra.«

– Hvad føler du så, når du ser os europæere pudse og nusse om en eller anden lille sten på et museum, mens folk dør af sult og krig i Afrika og drukner på vej over Middelhavet?

»Jeg føler, at vi gør det rigtige i Europa, og at de i Afrika gør det forkerte. Krigene i Vestafrika har været så onde og ødelæggende. Hele infrastrukturen blev ødelagt, alting blev ødelagt, mennesker fik hugget arme og ben af. Jeg lærte at sætte pris på Europa i Afrika. Da jeg kom hjem derfra, begyndte jeg at rejse rundt i Europa med tog – her er så smukt. Vi kan godt både værne om det smukke og tage imod dem, der flygter fra det onde. Det skal vi.«

Læs også interviewet med Radikales Jens Rohde efter hans tilbagevenden til Christiansborg: »Radikaliseret«