TAIPEI – I-Chung Lai, leder af tænketanken Prospect Foundation, kan ikke lade være med at le, da han fortæller om en radikal kulturforandring, der kan iagttages ved busstoppesteder i Taiwan: Folk står i kø med pæn afstand til hinanden, mens de venter på bussen, og når den ankommer, går de ind én efter én uden at skubbe eller springe over i køen – alt sammen civiliseret, hensynsfuldt og udtryk for den enkeltes behørige respekt for sine medborgere. Og en manifestation af den demokratiske kultur, som dominerer i Taiwan, og som jeg selv i forbindelse med sidste uges valg oplevede til flere vælgermøder.
For nylig gjorde nogen Lai opmærksom på, at det forholder sig anderledes i Kina. Her klumper folk sig sammen ved stoppestederne, og når bussen ankommer, begynder de at skubbe og mase sig frem uden at tage hensyn til deres medpassagerer.
Det er her, at I-Chung Lai begynder at le.
»De ved ikke, at det for fyrre år siden her i Taiwan var på samme måde som nu i Kina.«
Anekdoten illustrerer, at demokrati er kultur, og at kultur er foranderlig. Taiwan har siden 1980erne gennemgået en transformation fra et autoritært etpartistyre til et demokrati med flere partier og et stærkt civilsamfund med sikring af individets rettigheder. Landets politiske kultur har ændret sig i takt med de institutionelle forandringer, sådan at forskellen mellem Kina og Taiwan i dag måske er større end på noget tidspunkt siden borgerkrigen i midten af det 20. århundrede.
Udviklingen understreger den banale, men centrale indsigt, at ingen mennesker hverken i Danmark, Kina eller Taiwan er udstyret med et særligt gen, der giver dem en disposition for demokrati eller diktatur. Kultur er noget, mennesker tilegner sig, ikke noget de er født med.
Både i Taiwan og Kina udgør hankinesere mere end 90 procent af befolkningen, men landene har udviklet vidt forskellige politiske kulturer. Og til forskel fra Hong Kong, der var under britisk kontrol indtil 1997 eller Japan, der efter Anden Verdenskrig blev besat af USA og gennemførte politiske og økonomiske reformer, har Taiwan selv skabt sine demokratiske institutioner.
Taiwan er på mange måder et inspirerende bekendtskab for en europæer, der er vant til trætte og lidet entusiastiske demokratier. For mens sociale medier, populisme, desinformationskampagner, terrortrusler og en voksende kulturel mangfoldighed har udløst en moralsk panik i vores del af verden med en nærmest ubegrænset efterspørgsel på mere sikkerhed og mindre frihed, er Taiwan gået en anden vej.
Her i Taipei fornemmer man en optimisme på demokratiets og frihedens vegne, som ikke er hverdagskost i Europa, hvor længslen efter stærke mænd og mere kontrol med borgerne dårligt kan tolkes som andet end en vigende tillid til demokrati og retsstat.
Tag Taiwans måde at håndtere den kinesiske trussel på. Den udmønter sig i et militært, politisk og økonomisk pres ledsaget af den mest omfattende informationsoperation, som noget land har været udsat for. I Europa kan det kun sammenlignes med Ruslands informationskrig mod Ukraine. Truslen er eksistentiel og kan sammenlignes med årene 1933-1940, da Danmark havde et totalitært Tyskland som nabo. Vi tilpassede os, og dansk presse undlod på regeringens opfordring at kritisere truslen i syd.
Taiwan tilpasser sig ikke Kina, men forsøger at agere som et omvendt spejlbillede af Kina, sådan at landet så vidt muligt bliver alt det, Kina ikke er: frit, åbent, tolerant og demokratisk. Så mens Riget i midten går i stadig mere autoritær retning, bevæger Taiwan sig den modsatte vej; i tillid til, at et robust demokrati er det bedste bolværk, hvis man vil forsvare sin suverænitet mod den kinesiske supermagt. Suverænitetshåndhævelse er ikke kun beskyttelse af landets ydre grænser, men også noget, der foregår på det mentale plan.
Ved optællingen af stemmer ved valget i Taiwan 11. januar 2020 mødte mange borgere op for at følge den demokratiske proces.Video: Flemming Rose
Sidste weekends præsident- og parlamentsvalg indikerer, at det virker. Taiwans Demokratisk Progressive Parti (DPP), et nationalliberalt parti, der ønsker uafhængighed og fordømmer Beijings genforeningsambitioner, vandt både præsidentposten og flertal i parlamentet. Færre og færre borgere i Taiwan identificerer sig som kinesere, mens stadigt flere ser sig som taiwanere. Ifølge en meningsmåling foretaget af National Chengchi Universitet beskrev 17,6 procent af befolkningen i 1992 sig som taiwanere, mens de, der identificerede sig som kinesere, udgjorde flertallet på 46,4 procent. Godt en fjerdedel svarede, at de var både kinesere og taiwanere.
I 2019 viste samme måling et dramatisk skifte. Nu karakteriserer 56,9 procent af borgerne sig som taiwanere, mens blot 3,6 procent ser sig som kinesere, og 36,5 procent svarer, at de både er taiwanere og kinesere.
Kinas kurs med intimidering og trusler – godt hjulpet af forsøget på at strangulere Hong Kong – har med andre ord spillet fallit i Taiwan. Kejseren er blevet klædt af, som en analytiker noterede dagen efter valget, før han tilføjede, at det er bedst at lade som ingenting og ikke gøre ham opmærksom på det. Ellers ved man ikke, hvad han kan finde på.
Flemming Rose var inviteret til Taipei af Taiwans udenrigsministerium.
Læs også Peter Harmsens artikel om valget i Taiwan: »Forsigtig triumferen«
