Debatindlæg. Nej, psykologistuderende er ikke nervøse, navlepillende mimoser. Psykologistuderende svarer Henrik Høgh-Olesen.

Raceheste med OCD

Den 3. januar bragte Weekendavisen en artikel om psykologisering, »Den almindelige elendighed«. I artiklen tales om, at et stigende antal unge går til psykolog, og om hvilke mennesker der kommer ind på psykologistudiet. Artiklen indledes blandt andet med ordene »De professionelle synes, vi trænger til at leve med Freuds gamle diktum: Den almindelige elendighed«.

Men er det egentlig ikke kun psykologiprofessor Henrik Høgh-Olesens holdning? Og hvad mener han med det?

I artiklen kan vi læse, hvordan der ifølge Henrik Høgh-Olesen er for mange, i hvert fald unge, der går til psykolog. Han kommer med nogle udtalelser, jeg, som formand for Dansk Psykolog Forenings Studentersektion og psykologistuderende, ikke synes, vi kan eller bør lade stå uimodsagt.

Ifølge Henrik Høgh-Olesen går for mange unge mennesker til psykolog. »Det er nogle forkerte vaner at få grundlagt så tidligt,« siger han og fortsætter: »Men det er lige så forkert for en ung pige at gå til psykolog, som det er for en ung pige at få nye bryster, for hun har dem allerede.«

Jeg har for det første svært ved at se, hvorfor det er forkert at få nye bryster, fordi man allerede har et par, og for det andet, hvad det overhovedet har at gøre med at gå til psykolog. Uanset synes jeg, at det er problematisk, at Henrik Høgh-Olesen mener, at det er »forkert«, at unge mennesker går til psykolog.

Det at gå til psykolog er ikke længere kun forbeholdt nogle bestemte grupper i samfundet. Det er for alle, der ønsker at forstå sig selv bedre eller blot har behov for at tale med en professionel for at sætte tingene i perspektiv. Man kan gå til psykolog af mange grunde, selvsagt også flere end dem, jeg nævner. Men det er og skal ikke være et tabu.

Ifølge Henrik Høgh-Olesen skal vi blot blive bedre til at leve i »den almindelige elendighed«, og han kan have ret i, at mennesker også skal kunne finde sig til rette i livet, når det gør ondt. Men vi må have tillid til, at når et ungt menneske vælger at opsøge en psykolog, så er der en grund, som for netop dette menneske betyder meget, og sådan er det vel for alle, der opsøger en psykolog.

I sin videre beskrivelse af unge kalder Henrik Høgh-Olesen os for »en meget selvopmærksom gruppe« og mener, at det måske netop er derfor, vi har valgt at læse psykologi. Når jeg snakker med mine medstuderende om, hvorfor de har valgt at læse psykologi, er der mange forskellige svar. Der er cirka lige så mange svar, som der er psykologistuderende, og »selvopmærksomhed« er ikke et af dem. Tværtimod er vi nysgerrige på at forstå verden og de mennesker, der er omkring os.

Det er ikke en hemmelighed, at det kræver et højt gennemsnit at læse psykologi, og ifølge Henrik Høgh-Olesen bliver man »... ikke en bedre psykolog af at have 11,5 i gennemsnit, måske tværtimod«. Og nej, man bliver ikke nødvendigvis en bedre psykolog af at have gode karakterer, men det er nu engang sådan, at for at komme ind på psykologistudiet skal man have et vist karaktergennemsnit. Derfor har vi en gruppe unge, der har gjort deres bedste for at leve op til de rammer, samfundet har bestemt, for at de kan forfølge deres drøm. Hvis man er utilfreds med det, må man kritisere systemet, og ikke de mennesker, der opfylder kravene.

Hvert år optages der også en del via kvote 2. Disse studerende kommer med en anden baggrund end en ungdomsuddannelse, et lavere gennemsnit eller måske en anden videregående uddannelse. Mulighederne er mange. Endnu et bidrag til en bredere gruppe af studerende.

Henrik Høgh-Olesen beskriver psykologistuderende som »toppræsterende, perfektionistiske og næsten OCD-mærkede, nervøse raceheste«. Det er problematisk og enormt ærgerligt, når en professor i psykologi begynder at bruge diagnoser på den måde. Jeg mener, at vi som psykologer bør gå forrest i kampen for at afstigmatisere psykiske lidelser, og det gør vi bestemt ikke ved at skære en hel faggruppe over én kam og give dem en diagnose.

Når jeg går til forelæsning eller sidder i vores fagcafé på KU, så er det langtfra det billede, der møder mig. Jeg møder ambitiøse studerende. Jeg møder medstuderende, som brænder for deres fag, som elsker at nørde teorier og blive klogere. Jeg møder medstuderende, som er inspirerende at diskutere med, fordi vi alle kommer med forskellige baggrunde og vil forskellige ting med vores fag, og ikke mindst lægger en dyd i at blive dygtige psykologer, så vi kan møde mennesker i vores arbejde på en værdig og ærlig måde.

Alle har kæmpet hårdt for at komme ind på psykologistudiet, hvad enten det er kvote 1 eller 2, og alle ved også godt, at karakterer ikke er det, der gør dig til en god psykolog.

Så kære Henrik Høgh-Olesen og kære jer, der måtte se psykologistuderende som perfektionistiske raceheste: Jeg håber, at I vil begynde at investere i fremtiden fremfor at pille os ned. Jeg håber, I vil møde os, hvor vi er, og lære os at kende, så I kan se, hvor mange forskelligheder vi repræsenterer, og så håber jeg, at I vil stole på, at den uddannelse, I engang selv har taget for at blive cand.psych., også i dag uddanner reflekterende og dygtige psykologer.

Til mine medstuderende vil jeg blot sige, at jeg heldigvis møder langt flere psykologer, som værdsætter de kræfter, vi lægger i at uddanne os, både på og uden for uddannelsen. Som bakker os op, og som glæder sig til at få os som kollegaer, på et arbejdsmarked, der stadig udvikler sig. Det er de psykologer, jeg ser frem til at komme ud og arbejde side om side med.