Kvalm Britannia

LONDON - Man ser dem sjældent, de omkring 95 milliardærer eller 12.000 mangemillionærer, der i de seneste årtier er strømmet til London i stadig større antal. Men at de er der – omend mange på deltid – er der tegn på overalt.

Omkring Harrods i velhaverkvarteret Knightsbridge skiller deres dyre legetøj sig ud i gadebilledet i form af sportsvogne beklædt med lilla velour eller spraymalet med skinnende guld.

Kvarterer som Eaton Square i Belgravia – også kendt som »Red Square« på grund af dens mange russiske beboere – summer året rundt af håndværkere i gang med at udskifte de victorianske huses oprindelige indmad med en ny tids mode.

Langs Themsen fra Greenwich i det sydøstlige London til Chelsea i vest er en mur af luksuriøse højhuse i stål og glas skudt op i de seneste år, adskilt af velpassede, dekorative haver og udstyret med concierge ved indgangene og et bredt udvalg af designerbutikker, restauranter, swimmingpools og fitnesscentre i stueetagen. Sikkerhedsudstyr og private vagtværn er blevet en del af gadebilledet langt ud i Londons grønne forstæder.

En skov af nye skyskrabere – bygninger mere end 100 meter høje – tilbyder kontorer med udsigt og har ændret Londons traditionelt lave skyline. 44 skyskrabere er blevet bygget i de ti år mellem 2008 og 2018; flere end de 33, der blev bygget i alle årene mellem 1960 og 2008.

Mens Londons fysiske ændringer er umulige at overse, kan man ikke med det blotte øje få øje på, hvilke konsekvenser tilstrømningen af de mange nye verdensborgere og deres milliarder af pund har haft for London i de seneste 20 år. Men ifølge Rowland Atkinson, forfatter til den nye bog Alpha City - How London Was Captured by the Super-Rich, har de været betydelige.

Hvor London i 1990erne fik tilnavnet »Cool Britannia«, er den britiske hovedstad i dag »mere end noget andet associeret med de rige«, skriver Atkinson, der mener, at byen er blevet »fattigere som følge af den velstand, der er koncentreret der«.

»Alpha City er i dag mere et sted for penge, og for dem, der har dem, end det er en by indrettet til at leve i,« skriver han i bogen, der er en grundig gennemgang af byens nye elite, og hvad dens tilstedeværelse har betydet for byens mindre velhavende indbyggere.

»I de seneste 10-20 år har vi oplevet en acceleration i udviklingen af denne del af byens karakter. Det er blevet en mindre omsorgsfuld by, der er mindre interesseret i de folk, der bor der,« tilføjer forfatteren, der til daglig er professor ved University of Sheffields afdeling for byplanlægning og -studier.

Det er naturligvis ikke nyt, at Londons udvikling er præget af en rig elite og deres velstand. Som Atkinson påpeger, er mange af de mest attraktive adresser for de ultrarige – Covent Garden, Leicester Square, Bloomsbury, Mayfair med flere – resultatet af adelens omfattende byggeprojekter i det 17. og 18. århundrede.

På samme måde har byens infrastruktur – de private klubber, kulturlivet, adgangen til ekspertise, til de gode selskaber og til den politiske og økonomiske elite – altid været et trækplaster. Ja, mere end det; en nødvendighed for at sikre sig de rette kontakter, der i sidste ende ville resultere i et større afkast for ens forretning.

Det er stadig disse elementer, der tiltrækker den globale elite, forklarer Atkinson – foruden Londons historiske karakter, dens status som et globalt finanscentrum, den politiske stabilitet og ikke mindst et yderst investorvenligt politisk miljø. De, der er villige til at investere mere end to millioner pund i landet, bliver belønnet med et investorvisum, der giver opholdstilladelse i tre år og fire måneder – et ophold, der kan blive permanent efter to til fem år, hvis de investerer yderligere to til ti millioner. Ønsker investorer at holde deres investeringer hemmelige, er der ingen regler, der forhindrer dem i det. Og derudover tilbydes de fordelagtige skatteregler, særligt hvis de har registreret deres adresse uden for landet.

»De ved, at hvis de placerer deres penge her, så vil regeringen ikke blande sig, og de ved, at investeringen vil vokse,« forklarer Rowland Atkinson.

Lejlighed til 160 millioner pund

Denne vækst er over de seneste årtier først og fremmest kommet fra investeringer i byens boligmarked og en voksende global konkurrence om at eje de mest prestigefyldte adresser. At Londons boligmarked er blevet en kilde til hvidvaskning af stjålne midler, har blot accelereret prisernes himmelfart. Ifølge Atkinson bliver omkring 100 milliarder pund hvert år hvidvasket gennem det britiske boligmarked. Det har ført til voldsomme prisstigninger, fordi – som han siger – »du har med folk at gøre, som er ligeglade med, hvor meget en bolig koster, eller som forsøger at skjule beskidte penge«.

I 2007 blev det dyreste hjem i London solgt for 19 millioner pund. Ni år senere, i 2016, blev tre hjem solgt for mere end 90 millioner pund hver. Den rekord blev i 2018 slået med salget af en lejlighed i One Hyde Park – et moderne lejlighedskompleks med store mørke vinduer skråt over for Harrods – til 160 millioner pund. Og i starten af 2020 købte en kinesisk rigmand et hus med 45 værelser i Knightsbridge for 200 millioner pund.

Med hver eneste transaktion strømmer en god portion penge ind i statskassen, og det mener forfatteren er en af grundene til, at de britiske politikere ikke har været tilbøjelige til at gribe ind. På trods af en stribe afsløringer om, at mange af pengene stammer fra svindel og korruption i andre dele af verden.

En anden grund er det aktive lobbyarbejde fra det, han kalder for »hjælperklassen« – juristerne, revisorerne, ejendomsmæglerne, bankfolkene, byggefirmaerne – der tjener godt på de ultrarige og modarbejder enhver ændring, der kan skade deres forretning.

At gribe ind over for strømmen af investeringer i landet vil utvivlsomt have store økonomiske konsekvenser, siger Rowland Atkinson. Ikke desto mindre mener han, at der er god grund til at gøre lige præcis det.

»Folk bekymrer sig om tabet af byens særlige karakter og om den følelse, der er opstået af, at byen så åbenlyst er organiseret omkring penge,« siger han og påpeger, at udvidelsen af den ultrarige elite er sket på bekostning af territorier, der før var forbeholdt mindre velhavende borgere; ikke mindst de fattigste.

300.000 sociale boliger er blevet solgt alene i London siden 1981, mens de lokale myndigheder kun har bygget 62.000 nye hjem i samme periode. I øjeblikket er 500 nye luksusblokke under opførelse målrettet rige, udenlandske investorer, mens 100 sociale boligområder er blevet øremærket til nedrivning, skriver han i Alpha City.

»Vi ved fra anden research, at mange af de indbyggere, der boede i de sociale boliger, som allerede er forsvundet, er blevet tvunget til at flytte ud af byen,« forklarer Rowland Atkinson.

Byens sociale sammensætning er blevet ændret med opførelsen af lejligheder, hvis ejere ofte kun kigger forbi et par gange om året. For de indbyggere, der har ambitioner om at eje deres eget hjem, er priserne generelt blevet skubbet op som følge af den voksende efterspørgsel i den høje ende af markedet. Noget, som Atkinson beskriver som en slags »omvendt topskat, som de rigeste pålægger den øvrige befolkning i form af højere priser«.

»Boligøkonomernes forklaring er, at når toppen af markedet stikker af på den måde, så er der en kaskadeeffekt, der påvirker vandfaldets lavere bassiner, så ejendomsinflationen bliver mere systemisk,« siger han.

Det har ført til ændringer overalt i byen; selv i kvarterer, som man ikke umiddelbart ville opfatte som rigmandskvarterer. Også her har de høje huspriser ført til en ændring i typen af borgere, der flytter ind. Der bliver længere mellem de unge par og familierne, medmindre de får hjælp af den ældre generation, der i øvrigt selv bliver ofre for prisinflationen og er tvunget til at søge længere ud af byen.

Stort set alle nye byggeprojekter i de nye kvarterer er rettet mod hjælperklassen med løfter om luksuslejligheder og priser, der afspejler dette.

Rowland Atkinson mener, at London som konsekvens af denne udvikling har udviklet en »luksuriøs atmosfære«, der ikke desto mindre »er lidt kvalm«.

»Der er noget ubehageligt ved disse kvarterer, fordi vi ved, at det hele bunder i, at vi ikke har interesseret os særlig meget for hvidvaskning af penge og for skatteunddragelse og -snyd.«

En kuffert fuld af penge

Hvordan er det kommet så vidt, at der i dag eksisterer et helt økosystem, hvor hjælperklassen aktivt assisterer kriminelle fra rundtom i verden med at hvidvaske og skjule deres penge? Sover de i timen, eller er de villige samarbejdspartnere i ulovlighederne, spørger Atkinson.

Ejendomsmæglere og banker har nemlig pligt til at kontakte landets National Crime Agency (NCA), hvis de støder på noget mistænkeligt. Men i 2017 skete det kun 300 gange under de 26.400 bolighandler med udenlandske købere, der fandt sted det år. Det fik dengang NCA til at beskrive London som verdens hvidvaskningshovedstad, efter at det også blev afsløret, at antallet af sådanne anmeldelser fra jurister faldt med ti procent mellem 2017 og 2018.

»Korruptionen finder sted på hverdagsplan. Ejendomsmæglere holder mund, når folk fra Rusland møder op med en kuffert fuld af penge, selv om de burde anmelde det. Den logik siver ud i systemet,« siger Atkinson.

Han mener dog, at hjælperklassen og de ultrarige reagerer på de signaler, som landets regering udsender med tilbud om investorvisa, byplanlægning, der favoriserer rige udenlandske investorer over byens indbyggere, og ikke mindst manglen på regulering.

I England er ejendomme for omkring 122 milliarder pund købt gennem anonyme offshorevirksomheder, hvor ejerne og kilden til deres rigdomme forbliver uvisse, skriver Atkinson, der mener, at NCA mangler ressourcer til at efterforske den omfattende finansielle kriminalitet. De lækkede Panama-papirer i 2016 førte eksempelvis kun til fire anholdelser i Storbritannien, sammenlignet med 71 straffesager i Tyskland.

Dog betød afsløringerne, at der kom et langt større fokus på hvidvaskningen og anden finansiel kriminalitet i landet, og regeringen indførte som konsekvens såkaldte unexplained wealth orders – en lov, der gør det muligt at afkræve byens ultrarige borgere bevis for, at de har købt deres ejendomme for lovligt tjente midler.

Atkinson påpeger dog, at der ikke er fulgt tilstrækkeligt ekstra ressourcer med til efterforskning af sager.

»Måske lyder jeg kynisk, men vi har indtil videre set en håndfuld sager. Hvis vi virkelig tog det her seriøst, ville vi se tusindvis af unexplained wealth orders, men det ville blive ekstremt dyrt i både tid og penge. Det ville være bedre med ordentlige tjek i forbindelse med køb af ejendom og investeringer og at skabe et mere gennemsigtigt system – men det tror jeg ikke, vil ske,« siger han.

Hvem er stærkest?

På en måde er det mærkeligt, at det er lykkedes finansfyrsterne at erobre London, for lokalt sidder Labour på magten, og det er de lokale myndigheder, der uddeler byggetilladelser.

Siden 2016 har byens borgmester heddet Sadiq Khan, en tidligere Labour-parlamentariker, der ynder at fremhæve, at han er søn af en pakistansk buschauffør.

Har disse Labour-folk svigtet deres vælgere og ladet sig indfange af den logik, at de udenlandske penge i sidste ende gavner byen og deres borgere?

»Jeg tror, at tankegangen fra 1990erne stadig er til stede i dele af Labour-partiet,« siger Atkinson. »Det var en tankegang, der handlede om, at hvis Labour skulle fremstå troværdig og have en chance for at vinde valg, så blev de nødt til at anerkende markedets rolle. Indtil videre har Khan sagt mange af de rigtige ting, men han har ikke rigtig gjort noget ved problemerne.«

Atkinson anerkender dog, at borgmesteren står over for stærke interesser – særligt The City of London.

»Jeg tror, det er ekstremt svært at besidde det job og være fjendtligt stillet over for hele byudviklingsøkonomien, fordi den er så fundamental for byen,« siger han.

I det hele taget er Rowland Atkinson ikke frygtelig optimistisk på Londons vegne, på trods af at der er kommet langt mere fokus på disse skyggesider af de udenlandske investeringer i landet.

Lobbygrupper, der kræver en opstramning af reglerne, inviterer i dag med jævne mellemrum journalister og politikere på busture rundt i London, hvor eksperter udpeger mange af de boliger, der er blevet opkøbt af for eksempel menige russiske parlamentarikere, hvis indkomster langtfra matcher prisen på deres ejendomme.

Panama-papirerne, historier om russisk indblanding i Brexit-afstemningen og giftangrebet på den tidligere russiske spion Sergei Skripal og hans datter Julia i 2018 har også gjort flere briter vrede. Men over for denne gruppe står hjælperklassen, som kæmper imod alle ændringer. Spørgsmålet er, hvem der er stærkest?

»Jeg er tilbøjelig til at være pessimistisk i forhold til at skabe større utilfredshed med de problemer, vi ser i byen. Og i forhold til at øge den energi, der er nødvendig for at finde løsninger,« siger Rowland Atkinson, der indtil for nylig troede, at coronakrisen ville være en skillevej, der kunne føre til varige ændringer.

»Det tror jeg ikke længere. Min følelse er, at der er en enorm sult efter normalitet, selv om vi godt ved, hvor destruktiv den normalitet var. Og den sult vil føre til en politik, der bare handler om, hvordan vi kan komme tilbage til dér, hvor vi var,« siger han.

Coronakrisen – og Brexit – har dog potentialet til at ændre de ultrariges syn på London som et attraktivt sted at slå sig ned, mener han.

»Der er tegn på, at efterspørgslen rykker ud af storbyen på grund af COVID, men jeg tror, det er en midlertidig tendens, for det her er i bund og grund et socialt fænomen. Det handler om at være sammen med de rigtige mennesker, gå til de rigtige fester, være en del af sociale netværk, der giver status, og i sidste ende er det svært at gøre fra et statsligt hjem i Oxfordshire,« som han siger.

Selv om der er stor bekymring i The City of London og erhvervslivet generelt over Brexit og udsigten til nye barrierer for samhandlen med EU, tvivler Atkinson på, at det vil påvirke de rigeste af Londons indbyggere.

»Det er muligt, at Brexit for flertallet vil skabe en følelse af, at London er mindre kosmopolitisk, og derfor ændrer folk syn på, hvor attraktivt det er at bo i byen. Men hvis du er virkelig rig, så lever du i en boble med røde tæpper og privatfly – og så er der ingen grænser,« siger han.

Rowland Atkinson: Alpha City – How London Was Captured by the Super-Rich. 256 sider. Verso.

Rowland Atkinson

Uddannet sociolog fra Kingston University London. I dag professor ved afdelingen for bystudier og -planlægning ved University of Sheffield. Har tidligere skrevet Building Better Societies (2017) og Domestic Fortress (2016).