Taler De tøj? Eller bliver det ved let mumlen? Her drejer det sig ikke kun om ord og sætninger, men derimod om evnen til at udtrykke sig med alt, hvad De har i garderoben. Altså at kunne tænke i silhuetter, materialer, detaljer og referencer, og hvordan det hele kombineres til et rigt udtryk, som man selv føler sig godt tilpas indeni.

Tøj er et visuelt sprog, vi taler med hinanden. Det består af evigt nye kombinationer af allerede eksisterende elementer. Vi har en uendelighed af udtryk og stilarter med os i bagagen fra århundreders moder, og alt er i spil, både når vi klæder os på, og når der designes nyt tøj. Faktisk i en sådan grad, at moden uundgåeligt hele tiden gentager sig selv.

Det er nærmest umuligt at sætte sig ud over alle de skabeloner, former og muligheder, som allerede har været brugt og genbrugt utallige gange. Kæmpestore skinkeærmer – meget hot lige nu – har vi allerede haft i Renæssancen, i slutningen af 1800-tallet, i 1930rne og igen i 1980erne. At lade sig inspirere af Japan eller Kina var stort i 1600-1700-tallet, igen omkring 1900 og er vendt tilbage i flere skvulp siden da. Sportstøj slog igennem i 1930rne og er siden 1980erne bare vokset og vokset som fænomen og toppede for nylig. Imponerende store skæg til herrerne var smart i 1600-tallet, gjorde comeback i midten af 1800-tallet og senest som hipsterfænomen. Designerne ved det, men de fleste andre dødelige har mistet det meste af den indsigt i garderoben, som engang var en given ting.

Tidligere var de fleste flydende på tøjsk: Fordi tøj var skræddersyet og med udsøgte detaljer, kunne man benævne det hele ved rette navn: bieser, poplin, kalvekrøs, georgette, paspolerede lommer, tweed. Hvad enten man var indehaveren af en udsøgt garderobe eller var den kammerpige eller -tjener, som passede den, havde man udtryk for det meste. Og man klædte sig meget bevidst på.

Illustration: Marie Boye Thomsen
Illustration: Marie Boye Thomsen

Er det stadig vigtigt? Ja, og det bliver særligt klart, når man ser på alternativet.

»Når det gælder nutidens begivenheder, er øjet sørgeligt nærsynet,« mente modefotografen Cecil Beaton. Uden et sprog for tøj og et indblik i dets historie er det svært at beskrive eller bare forestille sig, hvordan man ønsker at gå klædt. Man bliver en passiv forbruger, som næsten i blinde må udvælge fra butikkernes uendelige udbud. At kende snit, typer af lommer og lukninger eller kvaliteter af tekstiler giver adgang til at vælge tøj, som både er mere flatterende for netop éns egen krop – og samtidig føles rigtigt i sit udtryk. Alt tøj er modelleret over et ret begrænset antal silhuetter, som allerede har været i spil mange gange før: kropsnært versus løst, kurvet versus lige, bredskuldret og atletisk versus blødt og bøjeligt. Få kroppe kan bære alle fortidens silhuetter, men alle kroppe passer til en eller flere. At kende sin silhuet er et af de bedste trick til at få det sjovere med sit tøj.

I årevis har det heddet sig, at man skal udtrykke sig selv gennem sit tøj, sit hjem, sin bil, sine ting. I virkeligheden er det nok snarere omvendt: Det er svært at vælge tøj og ting, som viser det flygtige jeg, men vi kan pakke os selv ind i referencer til alt det, som føles vigtigt for os.

Min egen garderobe er fuld af henvisninger til avantgarde­kvinder fra starten af 1900-tallet – fra Bauhaus til jugendstil – og med tøjet forbinder jeg mig selv til dem og datidens udsøgte stilarter og afslører indirekte mig selv som en noget excentrisk kreativ intellektuel.

Tøj er altså en gruppemarkør snarere end et individuelt udtryk – og dét skal man udnytte.

Via tøjet signalerer vi, hvilke grupper vi tilhører eller ønsker at tilhøre. Vi kobler os til historien og alle de udtryk og stemninger, som allerede er blevet gennemspillet tidligere.

Moden er tidsåndens armbåndsur, og det er smart at kunne klokken! Også selvom man ikke vil være med til alt, der har været på programmet.

 

Læs første afsnit i serien om tøjdannelse: »Den store frigørelse«

Læs også afsnittet om, hvordan sport, strand og film prægede tøjstilen i den ustabile periode, som kulminerede med Anden Verdenskrig

Læs også om efterkrigstidens New Look: »Se tilbage, se frem, se tilbage!«

Læs også om nutidens fast fashion: »Penge, penge, penge«