Kolleger fra Kina

Af Per Hedegård, professor ved Niels Bohr Institutet, og Mogens Høgh Jensen, professor ved Niels Bohr Institutet og præsident for Videnskabernes Selskab.

For tiden er der stor diskussion om danske forskeres samarbejde med kinesiske videnskabsfolk. Der har været konkrete sager, der involverer udvikling af it-systemer og af medicinske undersøgelser, hvor kinesernes bidrag næppe ville være godkendt af de danske videnskabsetiske komiteer. Nogle har stillet spørgsmål ved, om Danmark og danske forskere i det hele taget bør samarbejde med kinesiske fagfæller, når man ved, at de kommer fra et land med et regime, hvis metoder vi absolut ikke bryder os om.

Dette dilemma er langtfra nyt. Efter Anden Verdenskrig stod vi i en lignende situation, da udviklingen af atomkraft og atomvåben gik voldsomt stærkt, og man med bomberne over Japan netop havde fået et lærestykke i den ekstreme energi, der fandtes i atomernes kerner. Det sovjetiske regime og vesten stod i et kapløb, hvor moderne atomvåben spillede en afgørende rolle. Ikke desto mindre gjorde Niels Bohr sig til talsmand for, at samarbejde, selv med ens værste fjender, var vejen frem.

Synspunktet var, at anvendelse af atomvåben var så ødelæggende, at det i sig selv har en disciplinerende virkning på regimerne. Og at forskningen i eksempelvis Sovjet var så tilstrækkeligt udviklet, at deres videnskabsfolk ret hurtigt selv kunne udvikle våbnene. Man kan her 75 år senere argumentere for, at Bohr fik ret.

Danmark i midten

Den moderne videnskab og ideen om liberale demokratier er begge børn af Oplysningstiden. Åbenhed og fri udveksling af ideer og synspunkter giver det afgørende grundlag for, at begge systemer virker.

I videnskaben skal man huske på, at ideerne og fremskridtene opstår alle mulige steder i verden. Intet enkelt land og da slet ikke et lille land som Danmark kan være selvforsynende med ideer og udvikling.

Den særlige fordel ved at investere i forskning er ikke stilet imod, at landets forskere skal producere løsninger på de konkrete problemer. Det er snarere, at man deltager i et stort internationalt system, hvor man kan få gavn af alverdens ideer, uanset hvor den hjerne, som først undfangede ideen, befandt sig. Det gælder derfor om at placere sig centralt i den videnskabelige verden, og det har Danmark gjort. Man kan decideret måle den slags. Alle undersøgelser af, hvor stor en indflydelse det enkelte forskningsbidrag har (ved eksempelvis at se på, hvor ofte det citeres), viser, at dansk forskning ligger i toptre i verden.

Vi har begge personlig erfaring med at samarbejde med sovjetiske og kinesiske fysikere. Der er ikke noget i vejen med russeres og kineseres faglige tænkning – ofte er kulturforskellene mellem forskellige danske forskere fra forskellige felter større end forskellen mellem danske og kinesiske fysikere. Men denne snævre forskerverden er naturligvis del af den virkelige verdens nationer, hvor interessekonflikter og fjendskaber spiller en stor rolle. I sin tid var det derfor forbudt for sovjetiske fysikere frit at rejse til Vesten. Regimet vurderede øjensynligt, at det var farligt, at deres videnskabsfolk plejede omgang med deres vestlige kolleger.

Sjovt nok var Danmark en undtagelse fra denne regel. Under Den Kolde Krig fik sovjetfysikerne lov til at deltage i møder ved Niels Bohr Institutet i København med baggrund i Niels Bohrs gode venskab med den store sovjetiske fysiker (og Nobelpristager) Lev Landau. Her kunne de så udveksle fysik-ideer med deres vestlige kolleger fra blandt andet USA, som var inviteret med til møderne. Danske forskere havde herved en kæmpefordel, fordi de var centralt placeret.

Inficeret med fritænkning

I disse dage, hvor det er samarbejde med kineserne, der er til diskussion, har vi en tilsvarende situation. Danmark kan med fordel spille en lignende rolle som under Den Kolde Krig, nu hvor fronterne trækkes voldsomt op mellem Vesten og Kina, ikke mindst fra USAs side.

Der er et udstrakt videnskabeligt samarbejde, hvor der i overensstemmelse med idealerne frit udveksles ideer, men kineserne har altid en mand fra systemet, der deltager i møderne og monitorerer, hvad der foregår. Tilsyneladende er systemet ikke helt trygt ved, hvad deres egne forskere kan finde på.

Kulturen i det kinesiske uddannelsessystem er anderledes end i det danske. I Kina er der eksempelvis overdreven respekt for professorerne. De studerende rejser sig og siger kun noget, når de bliver spurgt.

Tænksomme kinesiske universitetsfolk ved godt, at dette ikke er ideelt, og de er store tilhængere af uddannelsessamarbejdet med Danmark. Her mødes danske og kinesiske studerende i fælles kandidatuddannelser. De kinesiske unge mennesker er hurtige til at annamme danskernes friere tilgang.

De er såmænd også glade for også at diskutere, hvorfor alle kinesiske pengesedler har Mao afbildet, mens danske sedler har billeder af skikkelser som Niels Bohr og Karen Blixen.

Det er bekymrende, hvis vestlige regeringer glemmer de grundlæggende fordele ved internationalt videnskabeligt samarbejde og forbyder eller lægger særlige bånd på samarbejdet. Det er mindst til lige så stor skade for landene selv.

Man skal naturligvis forhindre metoder, som er forbudt og uetiske i vore egne lande, også selvom de foregår udenfor i Kina.

Kina er et meget stort land, og der investeres store summer i at udvikle videnskabelig forskning. De forstår, at gennem internationalt samarbejde høster man de største frugter af forskningen. De må så leve med, at deres unge mennesker og deres forskere er i fare for at blive inficeret af en virus, der gør folk kritiske og mere frit tænkende.

Læs mere om kinesiske og danske forskeres samarbejde: »Kina tur-retur«