Hardis 1

Af Jan Maintz, skribent og gymnasielektor, Baldersvænget 6, Thurø, 5700 Svendborg

I WA 3. juli fremsætter Arne Hardis en hård kritik af danske litterater født efter 1970: De er elitære og skriver kun bøger til »deres eget forskningsmiljø«. Ikke bøger til »den bredere offentlighed«. Hardis kan kun nævne tre(!) eksempler på sådanne bøger. Men det er for det første en trist kritik: Når en velanset litteraturuddannet skribent på en velanset avis udviser en så slående uvidenhed om, hvad der udgives af bøger om litteratur til en bredere dansk offentlighed, siger det noget om disse bøgers status i offentligheden: De omtales og anmeldes sjældent; skønlitteraturen omtales flittigt i aviserne, men den perspektiverende viden om den, som landets klogeste på feltet formidler, underprioriteres. Ikke på grund af litteraterne, som er udadvendte og ambitiøse, men på grund af aviserne, som ikke er ambitiøse nok.

Hardis’ kritik er således også misforstået. Ser man alene på nogle af de yngre litterater fra Nordisk Institut på Aarhus Universitet, er listen af bøger til offentligheden solid – et udpluk: Lektor Rikke Kraglund (f. 1975): Kjærstad – referencer i et forfatterskab (2018). Lektor Lasse Gammelgaard (f. 1983): Galskab i litteraturen (2019). Lektor Simona Zetterberg (f. 1988): medudgiver af Fiktionalitet i litteratur, sprog og medier (2019) og Fiktion (2018). Adjunkt Tobias Skiveren (f. 1987): Kødets poiesis – kropumulige kroppe i ny dansk litteratur (2019). Lektor Stefan Kjerkegaard (f. 1973): Den menneskelige plet – medialiseringen af litteratursystemet (2017) og Hørbylundemanden: Introduktion til Per Højholts forfatterskab (2009). Professor Henrik Skov Nielsen (f. 1972): (med)udgiver af flere bøger, blandt andet Fiktionalitet (2013). Lektor Stefan Iversen (f. 1973): Den uhyggelige fortælling: Unaturlig narratologi og Johannes V. Jensens tidlige forfatterskab (2018) med flere.

Også andre yngre litterater, for eksempel Louise Mønster, Anders Ehlers Dam, Sune de Souza Schmidt-Madsen, Kasper Støvring og Anders Juhl Rasmussen, har udgivet bøger til en bredere offentlighed. Men altså: Når aviserne ikke prioriterer de yngre litteraters bøger, får vi ikke det endnu højere kulturelle niveau i offentligheden, som Hardis, jeg og mange andre drømmer om.

Hardis 2

Af Jeppe Berndsen, gymnasielærer, Ahlmannsgade 3, 2. t.v., 2200 København N

Arne Hardis efterlyser i Ghettoliv (WA 27) bogskrivende yngre litterater født efter 1970 og har selv ikke kunnet finde andre end Lasse Horne Kjældgaard, Tue Andersen Nexø og Jens Kramshøj Flinker. Det virker som et mistænkeligt ringe udbytte. Hardis burde have bemærket, at der i WA #23 var et uddrag fra Signe Wulffs (f. 1979) I køkkenet med Karen Blixen, som bedømt på dette uddrag (om Babettes gæstebud) virker til at rumme originale og velskrevne nylæsninger af Blixens fortællinger. Af mere fagprofessionelle litterater født i 70erne kan jeg alene i min egen beskedne og langtfra repræsentative bogbeholdning tælle værker af Louise Zeuthen, Kristian Himmelstrup, Torben Jelsbak, Christian Dahl og Jens Bjerring-Hansen. For ikke at nævne Marcel Lysgaard Lech, der alene siden 2016 har oversat hele seks græske dramaer på Hans Reitzels Forlag med fyldige kommentarer og oplysende efterskrifter. Alle disse overser Hardis, der bruger det ringe udbytte af sin undersøgelse som belæg for den fordomsfulde stereotypi om de verdensfjerne litterater, som han er citeret for helt fremme på forsiden af WA #27. Det undrer mig, at WA og en god journalist som Hardis giver sig af med den slags på så tyndt et grundlag, og det virker for mig at se mere som et symptom på en generelt ringe interesse for og et ringe ambitionsniveau i den litterære debat hos medier, forlag og offentlighed – og ikke hos de yngre litterater. Da Det Danske Sprog- og Litteraturselskab i februar færdiggjorde den første tekstkritiske og kommenterede udgave af Blixens værker (i øvrigt under ledelse af en filolog født i 1977), blev det omtalt med en eneste kort notits i et enkelt dagblad, selvom man skulle mene, at dette havde været en glimrende anledning også for nærværende avis til at indgå i den litterære debat om dette meget væsentlige forfatterskab med anmeldelser, kritisk stillingtagen til udgaven, dets efterskrift(er), noter og kommentarer. Men der var tavshed.

 

Læs også Arne Hardis' artikel om »Ivrige historikere, tavse litterater«