GRØNNERE lande end Danmark findes ikke. Ingen grønnere ambitioner, ingen grønnere klimaministre. Man er undskyldt, hvis man er holdt op med at høre efter den historie, og man skulle tro, at selv Dan Jørgensen må være træt af at fortælle den. Danmark har ganske rigtigt verdens mest ambitiøse klimamål, men hvordan vi skal reducere udledningen af CO₂ med hele 70 procent, har svævet i luften. Det er heldigvis ved at ændre sig. Hvor klima har været helt apolitisk, fordi stort set alle politikere har været enige, er partierne nu ved at dele sig efter anskuelser. Og der er stort potentiale i de brudflader, der kommer frem.

PÅ den i juni vedtagne klimaaftale kan man forstå, at værktøjet er en grøn skattereform med en forhøjet CO₂-afgift. Det er ikke overraskende. Ifølge alle eksperter kan reduktionen kun nås ved at gøre forbruget af fossile brændstoffer dyrere. Det er det mest effektive redskab: at lade forureneren betale for udledningen. Det vil få både private, virksomheder og offentlige institutioner til at gå efter billigere, grønne løsninger. Og markedet vil rette sig mod den stigende efterspørgsel.

DEN store udfordring er politisk: CO₂-afgifter er populære blandt økonomer, fordi de er effektive. Markedet gør arbejdet. Politikere er desværre ikke helt så positive, særligt politikere fra venstrefløjen: De vil hellere have et væld af målrettede afgifter på f.eks. store biler og flyrejser eller omfattende tilskudsordninger til særlige favorit-brancher. Det er tungt, bureaukratisk og ineffektivt.

ANDEN løsning end CO₂-afgifter er der ikke, hvis Danmark skal undgå en kompliceret Storm P-maskine af ordninger og reguleringer. Sagen er soleklar: Er man imod en høj CO₂-afgift, er det, fordi man mener, at reduktionsmålet på 70 procent er for højt. De to ting hænger uløseligt sammen, og både Klimarådet og Cepos har regnet det ud for politikerne: Afgiften skal stige år for år og ende på 1.500 kroner pr. ton i 2030.

Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen og De Radikales formand Morten Østergaard holder fælles pressemøde om udspil til grøn skattereform med CO2-afgift i København, fredag den 19. juni 2020. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen og De Radikales formand Morten Østergaard holder fælles pressemøde om udspil til grøn skattereform med CO2-afgift i København, fredag den 19. juni 2020. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix Ida Marie Odgaard

SIDE om side har Morten Østergaard (RV) og Jakob Ellemann-Jensen (V) bebudet, at de ønsker en sådan afgift på tværs af alle brancher. Indtægterne skal gives tilbage til virksomheder og borgere i form af skattelettelser. Et tættere samarbejde mellem de to partier har i årevis været umuliggjort af ultimative, radikale krav i udlændingepolitikken. Men som man kan læse i avisen denne uge, vil Østergaard nu parkere dogmerne for at sikre en skatte- og afgiftsreform hen over midten. Hvad vil regeringen? Enhedslistens Pernille Skipper varslede i denne uge en stor klimapolitisk konflikt mellem regering og støttepartierne. Det er helt unødvendigt. Klimaministeren kan nemlig bare tage de Radikale med hen over midten og lave en aftale med blå blok. kras