Læserbreve.
Debat
Snublesten
Det har slået undertegnede med forbavselse, at en ny tid synes oprundet i Odense. Så vidt det forstås, skal byrådets flertal have til hensigt at tillade, at fremtidige beboere skal kunne klage over placeringen af de såkaldte snublesten. Disse små sten i fortovet angiver data for jøder, som af nazisterne blev hentet på denne – deres sidste – adresse i denne verden. De fleste snublesten, fordelt over talrige lande, refererer nemlig til personer, som blev myrdet i nazisystemets lejre. Argumentet for at kunne bortklage disse mindesten i Odense synes at være noget med lighed i forhold til andre, som kunne mindes, eller noget med, at holdningen kan ændre sig i fremtiden.
Der er grund til at gøre opmærksom på, at forfølgelsen og folkemordet på jøder i det nazistiske regi fra 1930rne og frem til maj 1945 af stort set alle iagttagere indtil nu har været opfattet som det ultimative sammenbrud af al civilisation. Dette fandt sted, disse beboere blev hentet på adressen, og mange af dem blev dermed fjernet fra jordens overflade. Snublestenene vidner herom. De bizarre handlinger, jødeudryddelsen, civilisationens ragnarok, skal ikke udsættes for et teoretisk ligemageri anno 2020. Og skulle holdningen hertil ændres i fremtiden, ja så er der virkelig indtruffet en ny tid.
Uanset hvad man kan mene om Danmarks formelle holdning til nazistyret i krigens første år, må det erindres, at staten Danmark i 1943 sagde fra, og at befolkningen, »danskerne«, i ugerne derefter reddede langt hovedparten af de danske jøder fra nazisternes dødsmaskine. Befolkningen udførte her sin livsvigtige opgave i aktiv aktion mod civilisationskollapset. Det blev nok landets finest hour i denne sorte periode af verdenshistorien. Det fremstår gådefuldt, hvordan nogen i et overskueligt tidsperspektiv skulle kunne finde legitime grunde til at fjerne mindet om de jøder, der ikke slap væk, og som gik til i civilisationskollapset, iværksat af mennesker få hundrede kilometer fra Odense.
Ralf Hemmingsen, professor emeritus, læge, Dalgas Boulevard 59, 2.tv. 2000 Frederiksberg
Et liberalt samfund
Markus Bernsens bagsidehistorie »Rullende udskiftning« (26. juni) handlede om konflikter i skateparker mellem skatere og børn med løbehjul. Det er et interessant eksempel på, hvad der sker, når en gruppe af hensynsløse bliver for stor: Så bryder det liberale samfund sammen.
Et liberalt samfund bygger på, at folk frivilligt indretter sig efter hinanden og tager hensyn. Derfor er der ikke behov for faste regler – man finder ud af det.
Problemet er, at hvis tilstrækkelig mange ikke viser hensyn, så fungerer det ikke, og så bliver resultatet enten anarki, hvor ingen udviser hensyn, eller indførelse af faste regler med forbud. I begge tilfælde er det slut med det liberale samfund.
Det er derfor stærkt misvisende, når folk på venstrefløjen omtaler Liberal Alliance som et parti af egoister. For det samfund, LA ønsker, kan slet ikke eksistere, hvis folk ikke udviser hensyn til andre. Grænsen er præcis som i Kardemommeloven: »Man skal ikke plage andre, man skal være grei og snill, og for øvrig kan man gjøre hva man vil.«
Det, som adskiller liberale fra fx konservative, er, at vi ikke blander os i, hvad folk gør, så længe det ikke plager andre. Og her tæller forargelse ikke!
Modsat er det i et socialistisk samfund med devisen: »Gør din pligt, og kræv din ret.« Her skal man blot følge reglerne, og så længe man gør det, så kan man rage til sig på andres bekostning.
Folk, der lever rethaverisk, går mere op i regler end i hensyn, og hvis ikke løbehjul er forbudt i en skatepark, så har deres børn ret til at bruge den. Også selvom det går ud over de andre brugere. Eneste løsning for de hensynsfulde er at indføre strenge regler, som de rethaveriske kan forstå.
Det samme gælder i konflikten om støj fra sommerfester på gader og i parker. Hvad skal vægtes højest – frihed til at larme eller frihed fra andres larm? For en liberal – frihed fra noget før frihed til noget! Altså er frihed fra larm vigtigere end frihed til at larme. Som udgangspunkt. Hvis man køber en villa op ad Dyrehavsbakken, så bør man ikke blive overrasket over støjen; den har ligget der i over 400 år.
Så husk at være hensynsfuld! Alternativet er et regelhelvede.
Jacob Rørdam Holm-Jørgensen, ph.d., lektor, Dalstrøget 102, 2870 Dyssegård
Den sjette sans
I starten af 80erne var jeg cowboy i Legoland. Dengang bestod det blandt andet i at kontrollere, om folk havde gyldig billet til den forlystelse, hvor man nu stod. Det var ikke altid, at det var tilfældet, og det gik dengang mest ud over drenge i lømmelalderen.
Jeg har så over årene siden flere gange været forundret over, hvor god man blev til at spotte dem uden gyldig billet – og jeg håber, at politiet i dag udvikler en tilsvarende sjette sans til at spotte, hvilke personer det er værd at tjekke. Det bliver så til »rationel racisme«, fordi kriminalstatistikkerne ser ud, som de gør. Tilsvarende håber jeg også, at de udøver »rationel kønsdiskriminering« og tjekker flere mænd end kvinder – så længe statistikkerne viser, at mænd er langt mere kriminelle end kvinder.
Jeg håber også, at de udøver »rationel aldersfascisme« og tjekker langt flere mellem 18 og 30 år, end de tjekker mellem 68 og 80 år.
Benny Pedersen Gribskovvænget 8, 3400 Hillerød
Statuestorm
Apropos den statuestorm, der blæser ind over Vesten, hvor skulpturer af slaveejere og kristne prædikanter bliver væltet omkuld eller vandaliseret med graffiti, så er der i Lund ved Herning gjort brug af en skulptur, der pludselig blev umoderne, på en poetisk måde.
I Sovjetunionen var der masser af skulpturer af Lenin. Men i årene efter Berlinmurens fald og sovjetstatens kollaps blev skulpturer af Lenin mange steder fjernet fra de offentlige pladser i Østeuropa. Skjortefabrikanten og kunstsamleren Aage Damgaard fra Herning fik derfor den idé at erhverve en Lenin-statue, der var blevet overflødig.
Aage Damgaard sendte sønnerne Lars og Søren Damgaard til Baltikum for at finde en statue. I første omgang lykkedes det ikke, men i 1994, tre år efter Aage Damgaards død, skaffede sønnerne en Lenin-statue fra den lettiske by Jelgava, hvor statuen oprindeligt var blevet rejst i 1974 og stod Den Kolde Krig ud.
Statuen er lavet af kunstneren Otto Kalêjs, og den kostede i 1994 10.000 dollars. Måske frygtede man i Letland stadig et regimeskifte tilbage til kommunismen. I hvert fald fik letterne en option på at købe skulpturen tilbage de første ti år efter købet. Da Lenin-statuen var kommet til Danmark, omdannede kunstneren Sven Dalsgaard statuen til et nyt kunstværk, hvor Lenin ligger lit de parade i fire meters højde.
Uwe Max Jensen Jægergårdsgade 152 , 8000 Aarhus C
Transkønnede
Når man læser Lone Franks artikel »Transformation 2.0« (3. juli) om forskning og adgang til behandling for transkønnede, så får man et helt andet billede end den virkelighed, man oplever som forældre til et transkønnet barn. Virkeligheden er, at for at opnå behandling skal transpersoner gennem et langvarigt udredningsforløb, der for børn og unge også omfatter en obligatorisk psykiatrisk udredning.
Lone Franks artikel beskriver primært en enkelt forskers opfattelse. Men der er flere forskellige opfattelser på området, forskningsfeltet udvikler sig løbende, og den nyere forskning om transkønnede børn og unge kritiserer metoderne i den ældre forskning, som Lone Frank åbenbart baserer sig på.
Man er blevet klogere siden, hvorfor meget af den nyere forskning bruger den enkeltes opfattelse af sig selv til at definere, hvem der er transkønnet. Det er i modsætning til ældre forskning, hvor omgivelsernes vurdering af børn og unge blev anvendt til at afgøre, hvem der var transkønnet. Det medførte, at målgruppen også kom til at omfatte børn og unge, der aldrig havde opfattet sig som transkønnede.
Når de så efterfølgende afviste at være transkønnede, så blev konklusionen, at mange transkønnede børn og unge fortryder. Det var altså den forskningsmæssige metode, der medførte denne konklusion. Det er en opfattelse, som åbenbart stadig trives, men som altså ikke er i overensstemmelse med den nyere forskning, der inddrager børn og unges egne opfattelser. Den nyere forskning viser også, at der er stor sandsynlighed for, at de børn og unge, der opfatter sig som transkønnede, har samme opfattelse som voksne.
Som forælder har jeg som udgangspunkt stor forståelse for andre forældres perspektiver, men det undrer mig, at nogle forskere ligefrem baserer deres forskning om transkønnethed udelukkende på forældres udsagn, og det undrer mig endnu mere, når det giver anledning til begrebsdannelse (begrebet ROGD). Der findes kun en enkelt videnskabelig artikel om ROGD, der efter sin udgivelse måtte trækkes tilbage og korrigeres, da den ikke levede op til videnskabelige standarder.
Artiklen, der introducerede begrebet ROGD, for senere at trække det tilbage, er udelukkende baseret på spørgeskemabesvarelser fra forældre i netværk, der forholder sig kritisk til børns kønsidentitet.
Undersøgelsen inddrager ikke de berørte børn og unges perspektiv. Begrebet er ikke en anerkendt lægefaglig tilstand eller diagnose, hvilket er årsagen til, at det er blevet mødt af betydelig kritik fra internationale eksperter, læger, psykologer og LGBTQIA+-organisationer.
Lone Franks artikel henviser også til en dansk undersøgelse af voksne transpersoner, der har været i behandling på Sexologisk Klinik i perioden 1978-2018. I samme periode var udredningstiden 5,9 år for transmænd og 8,1 år for transkvinder. Behandlingen i denne periode er også blevet kritiseret af Amnesty International for at krænke transpersoners menneskerettigheder, fordi udredningerne var både langstrakte og krænkende.
Det er forhold, som ikke nævnes i Lone Franks artikel, men som kan have påvirket resultaterne. Artiklerne er desuden baseret på en gennemgang af journaler og har altså ikke inddraget målgruppens egen opfattelse.
I enhver undersøgelse har metoden stor betydning for resultaterne, hvorfor resultaterne må vurderes i kontekst af andre studier. Forskning skal have synlighed om sine metoder, og det skal også være legalt at diskutere metoderne og forholde sig kritisk. Det må være særlig relevant, når forskere selv bruger deres forskningskonklusioner som argumenter i den offentlige debat.
Selvom det ikke er nævnt i Lone Franks artikel, så er der en del forskning, der viser, at behandling giver forbedringer af livskvaliteten for transpersoner, hvilket mange transpersoner og deres pårørende også oplever i praksis.
Særligt for transkønnede børn og unge er det vigtigt, at behandlingen gives i tide, fordi mange transkønnede børn og unge er meget bekymrede for at komme til at gennemgå de vedvarende fysiske forandringer, der sker i puberteten.
Det er således ikke neutralt at udsætte behandling, da en langvarig udredning med lang ventetid og uvished har store menneskelige konsekvenser.
Marie Elisabet Lind-Thomsen Forperson, FSTB – Foreningen for Støtte til Transkønnede Børn
Del: