I snart mange år har skolepolitikere og forskere talt varmt om klassekammerateffekten som et vidundermiddel til at løfte de svageste elever og hindre socialt og etnisk opdelte skoler.

Tankegangen er for så vidt enkel: ved at blande børn, der er sprogligt bagud og kommer fra hjem uden bogreol, med elever fra den ressourcestærke middelklasse, giver man de fagligt svage børn bedre muligheder for at lære dansk og tilegne sig færdigheder. Dertil kommer den medfølgende gevinst ved spredningsstrategien: Mere blandede skoler kan imødegå opsplitningen i såkaldt hvide og brune skoler, hvor skoler med en høj andel af etniske minoritetsbørn bliver fravalgt af etnisk danske familier med bopæl i skoledistriktet, hvad der fanger skoler nær udsatte boligområder i en negativ spiral.