Manna fra himlen

DET er mærkværdigt at følge EU-debatten for tiden. Situationen kalder på klar tale, men statsministeren og oppositionslederen leverer det modsatte. Mette Frederiksen har insisteret på sparsommelighed og principfasthed over for de sydeuropæiske lande. Da hun fik kritik for sin smålighed, også af Venstre, spurgte hun: Hvor skal pengene komme fra? Da statsministeren løb mod et nederlag i Bruxelles og et større dansk EU-bidrag, var det Venstre, der spurgte: Hvor skal pengene komme fra? En uforståelig konflikt, der har sendt Frederiksen til forhandlinger uden det brede EU-mandat, vi er vant til. Her er sandelig tale om det, politikerne ynder at affeje som tåbeligt Christiansborg-fnidder.

AFGØRENDE er det, at Danmark markerer sig som et fuldbyrdet og aktivt EU-medlem. Her mangler statsministeren at træde i karakter – for eksempel ved at kræve forsvarsforbeholdet fjernet. Men EUs lande er aktuelt uenige, og her må Danmark insistere på økonomisk ansvarlighed, også selvom vi kommer i mindretal. Det gælder princippet om, at folkevalgte politikere står til ansvar. Det lyder banalt, men den aktuelle diskussion kræver (igen), at vi gør os klart, hvad det betyder.

DEMOKRATISKE systemer skal være forankrede i befolkningen. Da EU hjalp de sydeuropæiske lande med gigantiske lån under finanskrisen, krævede man, at de til gengæld indførte reformer, der ansvarliggjorde deres økonomier. Eurozonen kan nemlig ikke fungere, når medlemmernes finanspolitik stritter i alle retninger, og særligt de sydeuropæiske lande havde i årtier skjult deres økonomiske uansvarlighed under deres medlemskab af euroen. EU, Valutafonden og Den Europæiske Centralbank krævede derfor reformer, ligesom landene skulle tilbagebetale lånene. Det var klogt, der skete fremskridt, særligt i Spanien og Grækenland, men EUs to store problemlande, Italien og Frankrig, har aldrig gennemført de nødvendige reformer.

I disse uger har Tyskland, flankeret af Frankrig, skiftet spor. De penge, der skal hjælpe de trængte økonomier, skal nu uddeles uden modkrav: ingen reformer af arbejdsmarkederne, ingen opgør med klientelisme og alfortærende bureaukrati, ingen liberalisering af de europæiske landbrug. Man vil tisse i bukserne for at holde varmen. Det kan lade sig gøre, fordi det er så billigt at låne penge, og fordi EU kan låne de mange milliarder i fællesskab. Men det er kortsigtet og destruktivt. Vi kan nu forvente et stort slagsmål, hvor de østeuropæiske lande kun stemmer for, hvis de får en del af de gratis penge. Og støtten vil ikke føre til de reformer i Italien og Frankrig, der er så nødvendige – tværtimod.

UNIONEN tilbyder manna fra himlen, og det har Mette Frederiksen og den øvrige »sparebande« i EU fornuftigt opponeret mod, præcis som Jakob Ellemann-Jensen ville have gjort det, havde han været statsminister. Kritikerne anklager statsministeren for manglende solidaritet og visionsløshed. Den aktuelle plan svarer til Marshall-hjælpen, der fik Europa – også Danmark – på fode efter Anden Verdenskrig, lyder det. Men netop Marshall-hjælpen blev afsendt med betingelser: Modtagerne skulle afskaffe handelshindringer og liberalisere deres markeder. Det kapitel i historien peger på, at EU skal stille krav til de lande, der får penge. Kritikken af statsministeren kommer fra folk, der mener, at EU skal udvikle sig til en føderation med større magt over medlemslandene og mulighed for at inddrive skatter. Men også det vil være et brud med den demokratiske ansvarlighed, der er så afgørende. De færreste vælgere, ikke mindst i Danmark, ønsker at bevæge sig i den retning. Unionen er alt for vigtig til at overlade til kræfter, der vil fjerne den yderligere fra de europæiske befolkninger.