Leder. Vores verden er blevet amerikaniseret. Sønderbombningen af civilbefolkningen i Idlib har aldrig kunnet trække mange danskere ud på gaden, men amerikansk politivold kan fylde København.
USAs provinser
AMERIKANERNES tidsalder er forbi, siger man. At det er forkert, kan man forvisse sig om ved at studere dette foto, som flere medier deriblandt amerikanske Time og danske Information har bragt i den seneste tid ofte for at vise, at byer ud over hele kloden har vist »medfølelse og protest« efter politidrabet på den sorte George Floyd. Så langt væk som i den syriske by Binnish i Idlib-provinsen, hvorfra graffitien stammer, er man oprørt over episoden. Men er det svært at være uenig med maleriets budskab, fortæller det også en anden historie. Den handler om kulturpåvirkning og proportioner.
STRID og vold fra myndighedernes side er man næppe ubekendt med i Idlib-provinsen og slet ikke i Binnish. Man bemærker, at graffitien er malet på et stykke husmur, dog fremgår det ikke, om husets tilstand skyldes russerne, tyrkerne, al-Qaeda, Islamisk Stat eller det syriske regime selv. Det kunne være alle parter, for Idlib har været hele borgerkrigens slagmark.
IKKE mange kilometer fra Binnish står det syriske regime klar til at indtage området, skønt indbyggerne under den nuværende våbenhvile er begyndt at vende tilbage for at bygge byen op igen. Binnish har været jihadkontrolleret, og så sent som i januar 2020 blev et marked bombet af fly fra det syriske regime, fire kvinder og tre børn blev dræbt, 37 såret. Hele byen er en ruinhob, og området har i årevis været genstand for de mest hårrejsende eksempler på etnisk, nationalt og religiøst barbari. Millioner er drevet på flugt. Det er mildest talt et forbløffende overskud, disse graffitimalere viser, når de tager anstød af, hvordan politiet i Minneapolis behandler en sort medborger.
VORES verden er blevet amerikaniseret. USA eksporterer ikke alene sin kultur, men også sine problemer. Landets forhold til den plagede sorte minoritet bliver som en selvfølge opfattet som en kardinalsynd i vore egne lande, skønt racisme og politivold i Danmark ikke har samme betændte niveau, og skønt undertrykkelse af sorte vel er noget nær det eneste, der ikke strides om i Syrien. Men mens sønderbombningen af civilbefolkningen i Idlib aldrig har kunnet trække mange danskere ud på gaden, er amerikansk politivold i stand til at fylde København. Det er en konsekvens af, at også vores kulturelle og politiske sprog er blevet amerikansk. Graffiti er en amerikansk opfindelse, ligesom kampen mod politivold og racisme føres under amerikanske paroler. »No to racism,« som der står på muren i Binnish. Det har den bivirkning, at USAs interne konflikter i perioder synes at suge al kritisk opmærksomhed til sig på bekostning af alle andre, også mere værdigt trængende steder – af og til kan det ligefrem virke, som om klodens samlede plager udgår herfra. At graffitien på den syriske gavl går verden rundt, er et symptom på dette misforhold. Der er noget forskruet over den magt, USA har fået over klodens kollektive sind, når man aldrig i hverken Minneapolis eller København kan forestille sig et graffitimaleri vendt mod det knæ, syriske civile nu i adskillige år har haft på deres nakke.
Del: