Debat

Møgguder I

Lasse Hjorth Madsen har i Ideer sammenlignet Bibelen og Koranen (»Sværd, møgguder og bibelsk hævnporno«, #22) og fundet, at Bibelen er meget mere voldelig end Koranen. Det har han fundet ud af ved at lade en computer optælle antallet af sjældne ord og fundet, at visse ord findes hyppigere i Bibelen end i Koranen. Disse ord er efter LHMs opfattelse voldelige, men har han ret i det?

Er ord som døde, blod, ihjel, dø, slået, ødelægge, morder, soldaterne og så videre i sig selv voldelige? Det afhænger vel af den sammenhæng, de indgår i. Hertil kommer, at ordene er udvalgte ved en optælling, der viser, at de forekommer meget sjældent. De fleste af dem faktisk under 0,1 procent. Så hvis man skal tage LHMs metode seriøst, må man konkludere, at begge skrifter er yderst fredelige, fordi voldelige ord forekommer meget sjældent.

Herudover er det påfaldende, at LHM behandler Det Nye og Det Gamle Testamente som ét skrift. For en kristen ville det i alt fald være interessant at få optalt de to skrifter hver for sig. For som de fleste ved, er Det Gamle Testamente ikke bare et helligt skrift, men også historien om det jødiske folks indvandring i og erobring af Det Hellige Land, og dets senere kamp for at beholde landet. Altså er det forventeligt, at Det Gamle Testamente ligesom andre historiebøger indeholder beskrivelse af krig og død. At tage dette til indtægt for, at den jødiske og den kristne religion er mere voldelig end islam, er simpelthen noget vrøvl.

Lars Nielsen, Kastanievej 17, Dronninglund

Møgguder II

Under overskriften »Sværd, møgguder og bibelsk hævnporno« (#22) konkluderer Lasse Hjorth Madsen, at Bibelen næppe er guddommelig, fordi der blandt andet ikke er nogen »tip om bakterier, tyngdekraft, elektricitet, radioaktivitet eller andre naturvidenskabelige fænomener«. Bibelen er dog ikke en videnskabelig lærebog. Så det svarer lidt til at læse Danmarks grundlov og forvente at finde viden om naturlove.

Visse steder berører Bibelen dog videnskabelige emner, og når den gør, klarer bibelteksterne sig bemærkelsesværdigt godt. Bibelen fortæller for eksempel, at universet har haft en begyndelse, hvilket stemmer fint overens med Big Bang-teorien. At universet blev skabt på seks bogstavelige dage a 24 timer, er en gammel misforståelse. Det hebraiske ord for dag er fleksibelt og kan sagtens forstås som meget lange perioder.

I øvrigt skiller Bibelens skabelsesberetning sig væsentligt ud fra skabelsesmyter fra for eksempel Island, Kina eller Vestafrika. Hvis man i korte træk skulle forklare et simpelt hyrdefolk om den moderne forestilling om Jordens oprindelse og livets opståen, gør hovedtrækkene i Første Mosebog det glimrende.

Bibelen sidestiller antallet af stjerner på himlen med sandkornene på stranden, men dengang vidste man ikke, at der findes milliarder af stjerner i universet (Første Mosebog 22:17). Det skyldes, at man ikke kan se mere end mellem 2000-40000 stjerner med det blotte øje, og så vidt man ved, fandtes der ikke linser eller teleskoper i Oldtiden.

At universet styres af rationelle naturlove, fremgår af Jobs Bog (38:33). Her står der også, at Jorden svæver i det tomme rum (26:7). Esajas’ bog taler ifølge nogle bibelforskere om Jordens kreds eller kugle, altså om en rund jordklode (40:22). Bibelen beskriver også flere steder vandets kredsløb (Prædikeren 1:7, Esajas 55:10). Salmerne taler om, at bjerge hæver og sænker sig, præcis som moderne videnskab om pladetektonik kan bekræfte (104:6-8). Paulus taler om årsag og virkning, der indirekte påviser Guds eksistens (Brevet til Hebræerne 3:4).

Bibelen er dog som sagt ikke et videnskabeligt værk. Den blev skrevet på en anden tid, og det er bestemt ikke alle råd og regler i Bibelen, der skulle følges til alle tider. Når Bibelen taler om møgguder, skyldes det netop datidens forkerte opfattelser af universet, som førte til overtro og magtmisbrug. De lunefulde møgguder var ifølge Bibelen for eksempel årsag til menneskeofringer. Derfor er det heller ikke så underligt, at Ezekiel tordnede med store ord fra Gud for at stoppe den slags.

Joel Grøndrup, Rakelsvej 2 2900 Hellerup

Møgguder III

I sin artikel »Sværd, møgguder og bibelsk hævnporno« (#22) skriver Lasse Hjort Madsen, at Bibelen er mere voldelig end Koranen, idet han henviser til en undersøgelse af voldelige ord i de to skrifter. Koranen sammenlignes med Matador.

Er Koranen bare harmløs underholdning? Giver det nogen mening at optælle isolerede ord som sværd, krig og så videre?

Da de romerske soldater ville arrestere Jesus i Getsemane Have, greb en af hans tilhængere sit sværd og huggede øret af en mand, men Jesus sagde: »Stik dit sværd i skeden igen, thi alle, som griber til sværd, skal falde ved sværd« (Mattæus 26:52). Her er ordet sværd nævnt tre gange, men budskabet er klart pacifistisk.

Evangelisterne var loyale over for Rom og skrev ikke noget, der kunne udfordre de romerske magthavere. Ingen opfordringer til vold eller skattenægtelse. I Joshuabogen i Det Gamle Testamente kan man læse om, hvordan Gud beordrede jøderne til at erobre området på den anden side af Jordan. Herefter beskrives erobringerne med konkrete angivelser af stammer og byer. Det er således afgrænset til bestemte byer i en fjern fortid. Koranen er derimod næsten uden tids- eller stedsangivelser. Ifølge Koranen er det muslimers pligt: at dræbe de vantro (36 referencer), at gå i hellig krig, jihad (22 referencer), at blive dræbt i jihad (fem referencer). Her er et eksempel fra Koranen 9:111: »Gud har købt de troendes liv og ejendom af dem mod, at de vil få Haven. De skal kæmpe for Guds sag, dræbe og selv blive dræbt ...«

Det er skrevet på et tidspunkt under den arabiske ekspansion, år 622-750, for at motivere den tids krigere, der havde udsigt til andel i byttet eller eventuelt direkte adgang til Paradisets Have. En klar win-win-situa­tion. De voldelige ord giver kun mening, når de bliver læst i deres kontekst og forstået på baggrund af den historiske periode, hvor de blev skrevet.

Bo Thomassen, Nordborggade 53 st.th., 8000 Aarhus C

Racekort

Racismeanklagen mod Ole Wæver i et akademisk tidsskrift udstiller på tragikomisk vis en identitetspolitisk tendens, der som genre lever af egen immunitet og som et misfoster ender med at skubbe sig selv ud i ligegyldighedens overdrev.

Det er ellers helt relevant og havde en helt forståelig baggrund. I USA, med dets dybe racediskrimination, blev Black Studies (eller African-American Studies) en modvægt til de underforståede »white studies«, der netop ikke hed sådan, fordi hvid kultur er så indgroet en norm som privilegeret standard. Når der desuden også er relationer til andre former for undertrykkelse og diskrimination, kaldes det intersektionalitet. I USA har aktivistiske dagsordener mod diskrimination og for ligestilling af køn, race, seksualitet og religion bredt sig de seneste år som intersektionistisk universitetsaktivisme med diversitet som kodeord.

Også herhjemme ser man diversitet som slogan for god universitetskultur, selvom kernen her primært er kønslige skævheder i stillingsstrukturer, måske fordi der simpelthen er for få farvede ansatte og studerende. På Københavns Universitet har det vist mest handlet om mexicanerhatte og studerende, der føler sig krænket på vegne af andre. Jeg husker dog min overraskelse ved, at ikke en eneste til et fagligt universitetsarrangement løftede et enkelt øjenbryn, da en kvindelig forsker helt uden andre argumenter bortviftede relevansen af Max Weber, fordi han »jo bare er en gammel, hvid mand«.

Der skal dog ikke megen detektivarbejde til for at kunne godtgøre en udbredt hvidheds-eurocentrisme i både pensum og faglige tilgange. Det er på mange måder helt naturligt. For videnskaben, som vi i dag typisk forstår og bruger den, blev skabt og institutionaliseret i Europa. Det er da forståeligt, når filosoffer helt godtager den universalisme-iklædte kulturelle partikularisme, det er at skrive indisk og kinesisk filosofi ud af filosofihistorien. På samme måde er det måske legitimt at nedprioritere globale referencer til historie, teologi, kunst eller religion, måske endda med henvisning til nødvendig national og partikularistisk orienteret faglighed. Omvendt er postkolonialistisk kritisk forskning blevet naturliggjort som del af den mangfoldige, humanistiske faglighed til at afbalancere den »occidentale videnskab«. For selvfølgelig kan man ikke bedrive humaniora uden et magtperspektiv.

Det synes dog at være i et helt andet gear end i USA. Dér er den identitetspolitiske, aktivistiske forskning langt mere udbredt. Militante feminister og racestudiefolk kræver reformer. I den lidt blødere ende ser vi gone native antropologer, der taler for og på vegne af dem, de studerer, eller religionsforskere, der selv er religiøse. På religionskonferencer kan det være svært helt at skelne forskning fra prædiken. Det var da heller ikke helt overraskende, da en (amerikansk) fagfællebedømmelse til en netop udgivet artikel om identitetspolitik og religionsforskning opfordrede mig (der ellers føler mig på religionsforskningens »venstrefløj«, hvad sådanne sager angår) til at være mindre »reaktionær konservativ«.

Til gengæld har jeg heldigvis ikke oplevet nogen af de mange beskrivelser af studerendes voldsomme udskamning eller hate speeches mod undervisere, de ikke kunne lide. Safe spaces, trigger warnings og nærmest stalinistisk ensretterkultur hører også til den identitetspolitiske offensiv, som ifølge bekymrede amerikanske universitetsansatte og efterhånden mængder af mediehistorier breder sig derovre fra God’s own country.

Identitetspolitik er blevet en universitetsfaglig genre. De faglige emner, den beskæftiger sig med, er relevante og nødvendige. Men den form, de udkæmpes under, er lige så ekskluderende som den diskurs, de kæmper imod. Racisme findes også blandt racisme-bekæmperne, for hvem tidligere tiders klassekamp er transformeret til individualistisk jeg-og-min-slags-kamp. Nonchalant uddeling af racismekort og generelle neo-essentialismer – hvad

enten disse i faglighedens navn tilskrives race, køn, religion, nationalitet – har desværre potentiale til at få den stik modsatrettede virkning, nemlig som kræs for den højrefløj, der elsker at pege fingre ad hele humanioras væsen.

Jørn Borup, Lektor, Aarhus Universitet

Plat eller krone

Økonomer har i et nyt studie klarlagt en positiv sammenhæng mellem lykke og valg afgjort ved at slå plat eller krone (»Tilfældig lykke«, Ideer, #21).

Det studie kunne de have sparet sig besværet med. De skulle bare have læst deres Anders And grundigt og have forstået den dybe morale og livsvisdom i den historie, hvori Anders And af professor Fup introduceres for platismen (Anders And & Co., nr. 2, februar 1954). For en beskeden tokrone bliver man medlem af platistforeningen og modtager en bog, hvori man kan læse alt om platismen – en livsfilosofi, hvor alle beslutninger tages ved netop at slå plat eller krone – der herefter vil føre én trygt gennem livet og fjerne alle sorger.

Ganske vist går det galt i første omgang. Da platismen har bragt Anders And med nevøerne i den lille røde bil ind i et syvdobbelt vejkryds (»Kør korrekt!«), kommer han til at køre mod ensretningen, kolliderer med en lastbil og ender med at stå over for en dommer (en ugle, naturligvis) og en færdselsbøde, der forhøjes til 200 kr., fordi han har brugt en mønt i stedet for sin hjerne!

Men det viser sig jo siden, at platismen i sidste ende har ret, og at man med møntens hjælp får taget de rigtige valg i de afgørende situationer. For da Anders i vrede vil opsøge professoren, fører platismen ham direkte til dennes hus og lejlighed i Karruselgade. Og det er vel at mærke ikke platismens skyld, at Anders And i den mørke opgang ikke kan se, at mønten viser PLAT og dermed peger på lejlighed 2, og derfor fejlagtigt vælger lejlighed 1, hvor døren så åbnes af en rasende Andersine. Hun er taget på besøg hos sin søster og skælder og smælder, fordi han har glemt deres aftale om at skulle i biografen. Den stakkels Anders må derfor nu invitere både hende, hendes tre niecer og Rip, Rap og Rup i Kino til Blodspor i sneen.

Carl Barks ville have glædet sig over denne bekræftelse med 66 års forsinkelse. »Platismen gør Livet til Leg. Platismen, den viser os Vej.«

Karsten Vogel, Asgårdsvej 7A, 1811 Frederiksberg

Dette er debatindlæg og udtrykker alene skribenternes holdninger. Forslag til debatindlæg sendes til opinion@weekendavisen.dk