Leder.
Tiggerskål 1
METTE Frederiksen står i dag med en magt, der næppe har været nogen dansk leder forundt siden Enevælden. Omstændighederne har kastet hende ud i den situation, at det nu er hendes dessiner, erhvervslivet må følge, når samfundet sættes i gang igen. Almagten vil langsomt glide hende af hænde igen, men en ting vil være ændret: I dag står talrige virksomheder på afgrundens rand og er totalt afhængige af de hjælpepakker, regeringen i samarbejde med den borgerlige opposition har udstukket. Virksomheder over hele landet vil melde sig ved skranken. De liberale erhverv er knap så liberale mere. Statens magt vil blive større.
ER der en ironi at spore her, er det den, at i Vesten, de frie markedskræfters arnested, søger den private sektor i stedse højere grad ly i myndighedernes favn. Det er der i dette tilfælde gode grunde til – vi er ramt af en naturkatastrofe – og da det var regeringen selv, der lukkede ned, er det kun rimeligt, at den nogenlunde afbøder de kolossale skader, der er sket. Men tendensen er ikke til at tage fejl af, og vi ser det over hele EU og i USA. Det tog for alvor fart under finanskrisen, hvor banker og finansieringsinstitutter måtte reddes af kolossale lån fra statskassen. Forunderligt var det at se, at USA i højere grad end det mere socialistiske Europa kastede milliarder efter de konkurstruede storbanker. Bankpakker blev også udstedt herhjemme, og mon Danske Bank havde eksisteret, hvis ikke den daværende regering havde forvandlet statskassen til bankernes bank?
STATEN – det har liberale økonomer altid advaret mod – skal man passe på med at række en lillefinger. De har lært os, at subsidier skævvrider konkurrencen og hæmmer opfindsomheden. Statsstøtte skaber et usundt afhængighedsforhold, hvor det kan være svært at afgøre, hvor virksomhedsejerens ansvar for egen biks hører op, og hvor myndighedernes begynder. Klientgørelse var engang et hyppigt brugt ord. Denne liberalistiske advarsel lader sig vanskeligt høre for tiden; de færreste ønsker vel, når det kommer til stykket, at bede virksomheder drukne i markedsfrihedens navn, når nu en offentlig hånd kan redde dem i land. Principper går ofte til grunde i forhandlinger med døden, men resultatet forbliver uskønt: Mange virksomheder, som før nedlukningen var i krise, vil lægge skylden på politikerne for deres deroute, og da der er enorm forskel på, hvor store tab de enkelte firmaer har lidt, vil det uvægerligt føre til et tilfældigt, bureaukratisk rod, når embedsværket dømmer, hvem der skal have hvor meget, og hvem der må ofres. Også selv om man har ladet tre topøkonomer komme med forslag til en exit-strategi.
ER vi blot begyndt at forstå disse uværdige boopgørelser, står det klart, at den kommende tid bliver grim. IT-iværksætter Martin Thorborg gav en dyster prognose i Jyllands-Posten forleden: »Vi står som en narkoman, der skal på afvænning. Og hvis Mette Frederiksen synes, at det har været svært indtil nu, skal hun bare vente til, at hun skal tage narkoen fra folk. Så kommer konkurserne for fuld skrue. De vil alle synes, det er regeringens skyld.« Velfærdsstaten skaber narkomaner, som en tidligere statsminister engang påpegede.
GOD og retfærdig statslig indblanding lader sig simpelt hen ikke udføre. Og så er der en anden side af regeringens støtte, som er værd at minde om, inden virksomhederne river indpakningspapiret af deres hjælpepakker. Som antropologien har lært os, gives gaver aldrig uden et indbygget påbud om gensidighed. Den offentlige vrede, Danske Bank blev ramt af i forbindelse med anklagerne om hvidvask, forstærkedes betragteligt af, at skatteborgerne få år inden havde hjulpet banken ud af en livstruende krise. Der forventes samfundssind af virksomheder, som har haft hatten fremme. Politikerne vil også forstå at sætte foden i døren. En forsmag kan være den kronik, tidligere minister og EU-kommissær Connie Hedegaard skrev på disse sider sidste uge. Hun slog til lyd for, at staten reddede eksistenstruede SAS, men kun »med langsigtede modkrav, der gavner den grønne omstilling«. Ikke et urimeligt krav, for som enhver ved: Der gives ingen lån uden renter. ’70er-slagordet er kommet til sin ret: Det private er blevet politisk.
Del: