Rigtige svar

Klaus Wivel har forfattet en bemærkelsesværdig leder (»Rigtige spørgsmål«, i Weekendavisen den 7. maj), der anpriser dokumentarfilmen Planet of the Humans (produceret af blandt andre Michael Moore) som »tankevækkende«. Filmens præmis er kort fortalt, at »grøn energi ikke fungerer«. Filmen advokerer for at løse klimakrisen ved en – ikke nærmere beskrevet – de-industrialisering samt begrænsning af befolkningstilvæksten. Det lyder som noget fra 1970ernes maoistiske kampskrifter og henleder tankerne på en øko-autoritær dystopi med en ekstrem etbarnspolitik.

Sådan løser vi ikke klimakrisen. Derfor er det også beklageligt, at Wivel gentager flere af filmens mange vildledende postulater, eksempelvis at »vind- og solenergi har været en fiasko«, og at vedvarende energi de facto ikke er grøn. Virkeligheden er, at de amerikanske CO₂-udledninger fra elproduktionen faldt med 10 procent fra 2018 til 2019. Og – ifølge analysekontoret (EIA) i Trumps eget energiministerium – faldt kulkraftproduktionen i samme periode med 16 procent, mens produktionen af vind- og solenergi steg med henholdsvis 10 og 13 procent. Hvis det er en fiasko, så sætter det helt nye rammer for, hvad man kan kalde en succes.

Filmen (og Klaus Wivel) trækker også en af de gamle kæpheste frem, nemlig at sol- og vindenergi kun virker, når solen skinner, og vinden blæser. Det er – isoleret set – rigtigt nok, og i Danmark ved vi kun alt for godt, at solen skinner mere om sommeren end i de mørke vintermåneder. Men ingen strømkilder opererer på 100 procent. Dels kan det tage tid at få kul- eller atomkraft op i den maksimale produktion, og dels kan der være behov for reparationer eller påfyldning af brændstof. Af den årsag burde filmen også have nævnt, at man – i hele verden – opererer med et begreb om energikilders kapacitetsfaktor. Det amerikanske energiministerium opgjorde kulkraftens kapacitetsfaktor i 2019 til 47,5 procent, mens landvind har en faktor på 34,8 procent. Men for havvind er kapacitetsfaktoren markant højere, og for Danmarks nyeste havvindmøllepark (Horns Rev 3) ventes den at ligge på 50 procent.

Et andet gennemgribende problem med filmen er, at den portrætterer de mest banale fakta, som var det sensationer. Hvad værre er, så ender hver »afsløring« med, at filmen på et papirstyndt grundlag drager alarmistiske konklusioner og agiterer for en de-industrialisering af samfundet. Det gælder blandt andet den »afsløring«, at opførelse af vindturbiner kræver cement, metaller og glasfiber samt skal smøres med fossilt baserede olier. Det er ganske sandt, men hvorfor så ikke nævne, at det er en problemstilling, som vindbranchen arbejder intenst for at ændre på? Tag blot danske Vestas, der har sat sig for at blive CO₂-neutral inden 2030 – og hvis nye vindmøller blot er fire måneder om at fortrænge den mængde CO₂, som deres produktion har skabt.

I filmen vises en solcellepark i et bebygget område, der angiveligt kun kan forsyne ti huse med deres årlige elforbrug. Dog glemmer filmen at påpege, at teknologien er fra 2008. Det er desværre symptomatisk for filmen, at den forener uvidenhed med det, der var virkeligheden for et årti siden. Det er, som om filmen sidder fast i en rille cirka anno 2008, og det er synd. For i 2010erne foregik en reel revolution i den vedvarende energi, der vendte op og ned på energiverdenen. I dag er sol- og vindenergi billigere end kul- og atomkraft de fleste steder i verden. Og samtidig bliver de vedvarende energikilder fortsat billigere og billigere, mens kul- og atomkraft er stagneret eller bliver dyrere.

Forstå mig ret: Vedvarende energi er ikke perfekt, og energipolitik er en uhyre kompleks blanding af økonomi, videnskab og geopolitik. Derfor er det så meget desto vigtigere, at vi som samfund diskuterer de mange energipolitiske dilemmaer og udfordringer på baggrund af fakta. Der svigter filmen desværre.

Eksempelvis har den gode pointer om udfordringerne ved afbrænding af træer (biomasse), som ganske rigtigt er problematisk, hvis det er ucertificeret. Men det ville klæde filmen også at nævne perspektiverne i forhold til certificeret og bæredygtig biomasse. Ligesom den også burde påpege, at gamle træer, der dør og rådner i skovene, udleder metan (der er over 30 gange så potent en drivhusgas som CO₂).

Det samme gælder udfordringen med glasfiber fra nedtagne vindmøller, som kan være sundhedsfarlig. Det er også derfor, vi i Danmark enten genbruger materialet i støjskærme lang motorvejene eller deponerer dem. Og herhjemme arbejder vindbranchen på at finde nye løsninger, herunder ved at genbruge det i cement.

På den baggrund er det lidet overraskende, at Wivel betegner filmens producent Michael Moore som manipulerende. Men det er så meget desto mere mærkværdigt, at han i den næste sætning argumenterer for, at filmens troværdighed er øget, alene fordi den er blevet kritiseret af miljøforkæmpere.

Energidebatten må ikke forfalde til alene at stille de »rigtige spørgsmål«, som var lederens overskrift, men i højere grad fokusere på, hvilket årti man henter sine svar fra. Og set fra min stol er fremtidens energikilder vedvarende og grønne.

Dette er et debatindlæg og udtrykker alene skribentens holdning. Forslag til debatindlæg sendes til opinion@weekendavisen.dk