Debat. Vi er nostalgiske, har hang til depression og weltschmerz, men må erkende, at vi er forpligtet til at tage ansvar nu.

Millennial-generationens årti

 

Af Thomas Rekling, PR- & PA-rådgiver fra København N

Vi er trådt ind i et nyt årti, hvor mulighederne og drømmene er mange, og udfordringerne endnu flere. Hvad der vil definere vores 2020re, er svært at spå om. Men hvis vi stadigvæk kan regne med den naturlige udskiftning af beboere på denne planet, så kan vi med stor sandsynlighed spå om, hvem der vil definere det kommende årti.

For i de næste ti år vil både pensionen og manden med leen uundgåeligt tynde ud i boomer-generationen, der er født i efterkrigsårene. Vi siger dermed farvel til en af de største generationer nogensinde, og de kan få skyld og ære for meget; både en velstand og levestandard aldrig set tidligere i historien, men også en brændende planet, der står i vand til knæene og i plastic til halsen.

Efter boomerne skulle Generation X have stået klar. Men, ud over at være lille i antal, så har generationen, der ofte bliver kaldt »the forgotten generation«, måttet lide den uretfærdige skæbne at være født for sent til at have nogen større indflydelse på det 20. århundrede, men for tidligt til at være digitalt indfødte, og har mærkbart svært ved at agere i den digitale tidsalder.

Derfor vil min generation – millennial-generationen – for alvor gøre sin entre på samfundets scene i 2020rne. Vi er den sidste generation født i det forrige årtusinde, men den første generation, der gennem internet og digitalisering har interageret på tværs af landegrænser og kulturer med fælles referencerammer, humor og sprog til følge.

Vi er den højest uddannede generation nogensinde. Vi sparer mere op, men generelt set er økonomisk velstand og forbrug ikke en lige så høj prioritet som hos de foregående generationer. En markant anderledes generation, som både reklamefolk og samfundsforskere har haft mere end almindeligt svært ved at definere, fordi vi ikke agerer, »som vi burde«.

Nogle mentale fællestræk ved millennials er dog kommet til syne: Vi er nostalgiske, har hang til depression og en weltschmerz, der ofte også ses i vores selvudslettende galgenhumor.

Vi er vokset op i forbrugs- og konkurrencesamfundet, hvilket har gjort os hårdtarbejdende og ambitiøse, men også givet os en modvilje mod dem, der skabte de forhold for os, og som fortsat vil bestemme over vores liv. En konflikt, der i sig selv er blevet et kendetegn: vores apati over for ældre generationer, herunder især boomer-generationen, som vi ikke føler, vi skylder noget – slet ikke set i lyset af klimakrisen.

Millennials foretrækker at gøre tingene uden de store skænderier. Heraf udspringer nok også udtrykket »Ok Boomer«, der signalerer en ligegyldighed over for de tidligere generationers holdninger og opråb. Jeg tror faktisk, millennials er blevet overfølsomme over for skænderier grundet vores forældres konfrontatoriske retorik. Men derfor ligger kompromisets kunst også i vores dna.

Og 2020rne vil kræve stærke kompromiser, hvis de mange udfordringer skal håndteres. Klimakrisen skulle gerne løses uden økonomisk ruin, den digitale automatisering uden jobkollaps, og vores sikkerhed uden at opgive vores frihed.

Jeg tror oprigtigt, at min generation har evnerne til at løse disse udfordringer. Men det kræver, at vi får plads af de foregående generationer. For selvom det er hårdt at sige til sine egne forældres generation, så er tiden ved at løbe ud for jer, og fremtiden tilhører nu engang os.

Dog må vi millennials også erkende, at vi er forpligtet til at tage ansvar nu. Vi kan ikke længere gemme os bag undskyldningen om, at vi er for unge og ingen indflydelse har.

I det kommende årti vil vi formentlig blive den største generation, både hvad angår antal og økonomi. Tiden, hvor vi kan drømme os tilbage til 90ernes ubekymrede tilværelse uden for megen teknologi og 00ernes forbrugsfest uden klimabekymringer, er slut, og vi må i arbejdstøjet.

For det er nu engang blevet vores lod i historien at være generationen, der skal overtage en verden, hvor udfordringerne er mange, og selve menneskehedens eksistens lader til at være i fare. Så hvis fremtidige generationer ikke skal se på os med den samme apati, som vi selv ser på vores forgængere, skylder vi at tage ansvar for 2020rne og gøre det til vores årti.

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. Forslag til debatindlæg sendes til opinion@weekendavisen.dk