DANMARK fik med folketingsvalget en markant ny klimapolitik. Det har der været stor opmærksomhed om. Men valgets indflydelse på sikkerhedspolitikken har ikke haft samme bevågenhed. Det burde den. I disse dage ser vi, at regeringen står uden holdning til begivenhederne i Mellemøsten. Og allerede dét ligner det største brud i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitikk siden 1990erne.
ER regeringen da helt tavs? Nej, onsdag meddelte statsministeren, at hun midlertidigt fjerner tropper fra den base, der blev angrebet af Iran. Men hun udtrykte sin støtte til USA i meget generelle vendinger. At regeringen træder vande i alle væsentlige udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål, er der naturligvis logiske grunde til. Den sikkerhedspolitiske aktivisme har i 30 år bestået i at følge USA og Storbritannien, som nu glimrer ved strategisk fravær. Dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik kan ikke længere køre på automatpilot.
UDEN politik kan Danmark ikke være. Verden er måske i kaos, men det gør en tydelig sikkerhedspolitisk retning endnu mere påtrængende. Ikkepolitik fungerer måske, hvis man er Belgien eller Portugal, men Danmark må have helt klare pejlemærker: Vi ligger for enden af Østersøen og er en afgørende del af Arktis, en placering, der har defineret alle markante beslutninger siden Anden Verdenskrig. Det er ikke første gang, store forandringer lægger pres på dansk sikkerhedspolitik – og ikke første gang, Socialdemokratiet bliver afgørende for resultatet.
SIKKERHEDSPOLITIK har altid været Socialdemokratiets smertensbarn; en kamp mellem naiv idealisme og hård realpolitik. Efter at have arbejdet for et alliancefrit Norden førte Hans Hedtoft Danmark ind i NATO. Efter mange interne skærmydsler banede Jens Otto Krag vejen for EF-medlemskabet. Efter fodnoterne under Den Kolde Krig endte Poul Nyrup med at deltage i militære aktioner i Mellemøsten og på Balkan. Også Nyrup landede det nationale kompromis med EU. Partiet var imod Irakkrigen, men støttede alligevel at sende danske tropper derned. Kort sagt: Socialdemokratiet skal nu igen afgøre, hvor det står, og beslutningen har store konsekvenser. Vil Mette Frederiksen følge sine forgængere, skal hun klart og tydeligt søge både USA og EU. Afventende tøven, misforstået idealisme og indadvendt strudsepolitik er og bliver ikke holdbart. Hverken for Socialdemokratiet eller Danmark.
Læs også ugens anden leder om, at Irans magt i Mellemøsten skal stækkes markant: »Drabet«
