Journalisten Lars Villemoes døde i slutningen af 2019, og det var ham, der afslørede Blekingegadebandens rødder i den danske venstrefløj og derfor blev en hadet person på venstrefløjen. Blekingegadebande-sagen blev skelsættende i Danmark, da banden blev afsløret i 1989. Det var et år, der rystede verden, fordi kommunismen var på sammenbruddets rand, og venstrefløjen ikke anede sine levende råd.
Da Lars Villemoes i Dagbladet Information afslørede bandens voldelige aktiviteter og dokumenterede dens rødder i den danske venstrefløj og dens samarbejde med den palæstinensiske terrorgruppe PFLP (The Popular Front for the Liberation of Palestine), blev han mødt af voldsom forbitrelse. Forbitrelsen hang sammen med venstrefløjens generelle krise, og Lars Villemoes blev derpå chikaneret ud af Information, hvor læsere og journalister forenedes i et fælles had.
Men som tiden gik, opslugte Blekingegadebandens aktiviteter, der strakte sig fra begyndelsen af 1970erne til 1989, alt andet som et sort hul.
Erindringen om andre trusler i tiden blev fortrængt. Bandens mord på en ung politimand, dets samarbejde med PFLP, røverier og udarbejdelse af en liste på 500 danske jøder – hvor denne forfatter og hans far også stod – kom til at stå som udtryk for periodens mest ekstreme trussel og fanatisme.
Men Blekingegadebanden var ikke den eneste trussel i Danmark. PFLP, der havde ramt israelske og jødiske mål i Europa, lavede således en samarbejdsaftale med partiet Venstresocialisterne (VS) i 1980. De folk fra PFLP, der underskrev aftalen med partiet, var de samme, som kørte Blekingegadebanden, og fra VS’ side underskrev folketingsmedlem og forkvinde for partiets internationale udvalg, Anne Grete Holmsgaard.
Vi har aldrig fået den fulde sandhed om, hvad VS var ude på med denne samarbejdsaftale, men det var i en periode, hvor partiet udtrykte sympati med palæstinensisk terror, så noget godt var det ikke.
En anden trussel var de militante BZere. Der var tale om husbesættere, der i starten var unge, der ønskede boliger, men fra midten af 1980erne blev dele af bevægelsen radikaliseret. BZere fattede sympati for tyske terrorister og brugte voldelige aktioner for at støtte regimer og bevægelser i udlandet.
Fra 1986 til 1990 var der 250 voldelige konfrontationer, hvor der blandt andet blev kastet molotovcocktails mod politiet og anvendt køller og slangebøsser som våben. I begyndelsen af 1988 fokuserede BZ-bevægelsen og Autonome Revolutionære, der var en gruppe, som Lars Villemoes beskrev i en artikel i Weekendavisen i 1993, på Mellemøsten.
De danske BZere og revolutionære øvede sammen med palæstinensiske grupper hærværk mod Irma-butikker, der solgte israelsk frugt. I Aarhus blev rejsebureauet Ariel Rejser angrebet og medarbejdere taget som gidsler. I København angreb 40 maskerede BZere rejsebureauet Israel Tours. De afspærrede gaden og satte ild til containere og angreb fysisk rejsebureauets medarbejdere. Sagen var så alvorlig, at den blev medtaget i de internationale lister over terrorhandlinger i 1988.
Der var også angreb fra palæstinensere, der havde samarbejdet med andre grupper end PFLP. En gruppe af palæstinensere kom således fra Sverige i 1985 og ramte et amerikansk flyselskab og synagogen i København med farlige bomber. Senere på året gennemførte samme gruppe et angreb på en jødisk madforretning i Vendersgade i København, og den stod også for et angreb i Amsterdam.
Palæstinenserne var professionelle terrorister, der havde været på træningsophold i Mellemøsten hos gruppen PFLP-General Commando. De havde også forbindelser til palæstinensere i Tyskland, der sandsynligvis stod bag terrorangrebet på flyet Pan Am 103, der blev bomberamt over den skotske by Lockerbie, hvor 270 mennesker blev dræbt. Palæstinenserne blev senere fanget og fik lange fængselsstraffe.
Men den største trussel kom fra den palæstinensiske gruppe Force 17, der var en del af palæstinensernes hovedorganisation PLO. Force 17 var den palæstinensiske leder Yasser Arafats sikkerhedsstyrke, der gerne udførte terroraktioner i Europa. I 1987 havde gruppen etableret sig på den palæstinensiske repræsentation på Amager og var gået i gang med planlægning af aktioner. Force 17 havde planer om at myrde den israelske præsident Chaim Herzog under dennes besøg i København i 1987.
En af gruppens medlemmer var kæreste med en ung dansk kvinde ved navn Ulla Lyngsby, som ifølge journalist Jakob Andersen på Ekstra Bladet blev involveret i terrorplanerne. Jakob Andersen havde fået Cavlingprisen to gange, og han havde adgang til PETs folk og Israels efterretningstjeneste Shin Beth, og hans artikler var en guldgrube af informationer med baggrund i efterretningstjenesternes aflytningsrapporter og meget mere.
Det viste sig, at Force 17 havde planer om fra 1987 til 1989 at myrde den danske overrabbiner Bent Melchior og Politikens chefredaktør Herbert Pundik. Ifølge Shin Beth var Ulla Lyngsby udset til at udføre en selvmordsaktion mod Bent Melchior og publikum ved en sportsbegivenhed i Israel. Stadig ifølge Shin Beth havde Ulla Lyngsby et netværk af danske og palæstinensiske sympatisører, der skulle gennemføre aktionen. Det var således ikke kun Blekingegadebanden, der havde sympatisører på venstrefløjen – Lyngsby og Force 17 havde også et netværk omkring sig.
Force 17 havde også planer om at myrde den israelske sagnomspundne Mossad-agent Sylvia Rafael, der var en jødisk kvinde, der havde været med til opgør mod terrorister efter München-massakren i 1972 ved De Olympiske Lege. Hun boede i Norge, og Force 17 sendte folk fra Danmark til Norge for at dræbe hende. Men PET og norsk efterretningstjeneste var informeret om mordkommandoens rejse og fulgte dem nøje. Sylvia Rafael blev flyttet til en anden bolig, og mordkommandoen måtte rejse tilbage med uforrettet sag.
Mere held havde gruppen med sin deltagelse i mordet på den berømte palæstinensiske tegner Naji al-Ali. Naji al-Ali boede i London, og han havde været så uklog at tegne en karikatur af den palæstinensiske leder Yasser Arafat. Derfor var Force 17 ude efter ham, og Naji al-Ali blev skudt på klos hold og døde af skuddene i 1989.
Jakob Andersen kunne med referater af aflytningsrapporter og kilder hos PET dokumentere, at Force 17 og Ulla Lyngsby var med i planlægningen af mordet, men et medlem af gruppen blev tilbageholdt i Heathrow Lufthavn i London, så den danske deltagelse blev forhindret. Sidste år genåbnede britisk politi mordsagen og søgte efter oplysninger om morderne.
Force 17-sagen eksploderede i 1989. Ulla Lyngsby blev arresteret i Israel og forhørt. I venstrefløjens presse i Danmark råbte man op om »tortur« af den »uskyldige« danske kvinde, og det blev en kæmpesag, der optog sindene i ugevis og udløste en diplomatisk krise mellem Danmark og Israel. Men da Folketingets Udenrigspolitiske Nævn modtog informationer fra Israel om sagens alvor, dæmpedes den diplomatiske krise. Statsminister Poul Schlüter konkluderede 22. juli 1989: »Vi har sikker kundskab om, at en række bestemte personer, der opholder sig i Danmark, har været dybt involveret i attentatplaner mod navngivne personer i udlandet. De samme kredse har også været involveret i attentatplaner mod danske statsborgere med tilknytning til Israel.«
Der blev aldrig rejst tiltale mod palæstinenserne eller Ulla Lyngsby. PETs operative chef Per Larsen rejste til Zürich i Schweiz i 1989 og havde møder med PLOs ledelse. En aftale blev indgået, hvor PLO lovede at afholde sig fra aktioner i Danmark, og Per Larsen lovede, at der ikke ville blive rejst tiltale.
Vi kender til detaljer i denne sag dels fra Jakob Andersens artikler og fra SFeren Pelle Voigt, der var så indigneret over Force 17s aktiviteter, at han rejste til PLOs hovedkvarter i Tunis og fik udleveret dokumenter og oplysninger om aftalen, som han senere gav til danske nyhedsmedier. Den slags aftaler, som Per Larsen traf i Zürich, var ikke usædvanlige, for alle europæiske lande indgik aftaler med terrorister, der betød, at man lod dem løbe mod garantier for, at de ikke udførte aktioner i landet.
Da Jakob Andersen i 1989 kunne afsløre Ulla Lyngsby-sagen, skabte det voldsom vrede på venstrefløjen og i medierne, for mange danske journalister var i høj grad påvirket af den venstreorienterede tidsånd. Både Lars Villemoes og Jakob Andersen blev udsat for kritik og latterliggørelse i dagbladene Information og Det Fri Aktuelt, månedsbladet Press, fagbladet Journalisten og blandt undervisere på Danmarks Journalisthøjskole. I fagbladet Journalisten skrev chefredaktøren således i 1989, at afsløringerne bar journalistikken og selve pressefriheden til graven, og anklagen var vendt mod både Lars Villemoes som Jakob Andersen.
Vi har nok i dag glemt, hvor alvorlige terrortruslerne var i 1970erne og frem, og Blekingegadebanden var kun én ud af en række trusler. Den danske offentlighed blev oplyst om disse trusler af modige journalister som Lars Villemoes og Jakob Andersen. Vi har mere end nogensinde brug for modige journalister, der ikke løber i flok og kan tænke selv.
Bent Blüdnikow (født 1954) er journalist, historiker og blandt andet forfatter til »Bombeterror i København. Trusler og terror 1968-1990«, der udkom hos Forlaget Gyldendal i 2009.
Dette er en kronik og udtrykker derfor alene skribentens holdning. Forslag til kronik sendes til opinion@weekendavisen.dk.
