Leder.

Drabet

IRANS indflydelse i Mellemøsten har i årtier været lige så omsiggribende, som den har været ødelæggende. I den forstand er det ikke overraskende, at USA likviderer general Qassem Soleimani. Han har stået bag det stadig mere stramme iranske greb om Levanten, siden han i 1998 blev sat i spidsen for Quds-Styrken. Det overraskende er, at amerikanerne først gør det nu. Soleimani har været en plage, ikke blot for USA – hans styrker har formentlig taget livet af tusindvis af amerikanske soldater i Irak – men også for Syrien, Irak og Yemen, hvor hans paramilitære militser har opviglet de borgerkrige, der i årevis har raset. Der er næppe nogen mand, der bærer et større ansvar for de lidelser, Mellemøsten oplever i dag, end Qassem Soleimani.

MAGT har han også gjort brug af i Libanon, hvis regeringsførelse han har kvalt gennem den massive støtte til den islamistiske militære bevægelse Hizbollah, der også har kæmpet for Bashar al-Assad i den syriske borgerkrig. Alle den syriske præsidents store massakrer på civilbefolkningen bærer Soleimanis vandmærke. Generalen spillede formentlig også en rolle i mordet på Rafik Hariri i 2005, den forhenværende libanesiske premierminister, der ønskede at gøre en ende på den syriske og iranske militære tilstedeværelse i Libanon. Soleimani holdt sig således ikke selv for god til bombeattentater på andre staters ledere. Han døde, som han havde levet.

I de talrige nekrologer om Soleimani beskrives det, hvor dygtig og velbegavet han var. Det er sandt. Men han var også ramt af det betydelige held, at USA, Den Store Satan, i små tre årtier har kæmpet alle de krige, Iran selv var for svag til at føre. I 1991 fik USA sat en stopper for Saddam Husseins imperiale drømme ved at få ham fjernet fra Kuwait. USA fuldførte opgaven med Irakkrigen i 2003, hvilket banede vejen for iransk dominans i Irak og for, at Soleimani kunne blive den nye persiske shah, som alle landets premierministre herefter måtte modtage dessiner fra. Irak blev en slags iransk lydsat. I Afghanistan gerådede USA sig i en langvarig krig med Taleban, som iranerne også foragtede og længe selv havde overvejet at gå i krig med. Herefter kunne Iran fokusere på at opbygge et atomvåbenarsenal, som sikrede, at amerikanerne aldrig ville få den idé også at vælte styret i Teheran.

MELLEMØSTEN er et område, hvorom man kun kan sige en ting: Det kan altid blive værre. Derfor ville det også være dumt at afvise, at det amerikanske attentat på Soleimani kan forværre situationen og føre til krig. Meget taler dog imod det. Hverken USA eller Iran har nogen interesse i at havne i den situation. Så trods udtalelser om bål og brand vidner det foreløbige gengældelsesangreb onsdag morgen på to militære baser i Irak om, at Iran farer med lempe. Regimet advarede om angrebet inden, og ingen blev dræbt. I Teheran er man næppe i tvivl om, hvem der bærer den største kæp.

SKAL Trump kritiseres – og der er rigeligt at tage fat på – er det ikke for sin Iran-politik. Det var nødvendigt at afbryde atomvåbenaftalen, som ophævede sanktionerne mod landet, skønt den blot var en udsættelse af landets nukleare ambitioner, ikke en afslutning. Aftalen gav Iran arbejdsro og ressourcer til at forsyne Bashar al-Assad med militær assistance, så han kunne vinde borgerkrigen med de kendte følger for Syrien, Mellemøsten og Europa. Men efter Trumps ophævelse af aftalen og indførelse af nye, hårde sanktioner har den iranske økonomi været i frit fald, mens lønningerne til de mange tusinde paramilitære enheder uden for Irans grænser ofte ikke har kunnet betales. De omfattende demonstrationer i Iran, der blev slået ned med hundredvis af døde til følge, var en konsekvens af den økonomiske krise.

STÆKKES Irans indflydelse i Mellemøsten, er meget godt opnået. Men attentatet er paradoksalt nok også et symptom på det vakuum, amerikanerne er ved at efterlade i Mellemøsten. USA bliver ofte kritiseret for at mangle en strategi, men tilbagetrækningen fra området sker netop i erkendelse af, at USA ingen allierede har. Det var den helt store lektie fra Irakkrigen, som først præsident Obama lærte, og som Trump nu har overtaget. USA vil holde sig væk og gøre sin tilstedeværelse bemærket gennem nålestiksoperationer, der kan være rettet mod stort set alle områdets stridende parter. Trump har formået at angribe både det syriske regime, Islamisk Stat og Iran – ja, selv en en russisk enhed i Syrien har han udraderet. Han har truet Tyrkiet og ladet kurderne i stikken. Kun Saudi-Arabien og Israel er gået fri.

MARKANT er angrebet på Soleimani, men mere markante er følgerne af USAs tilbagetog. Regionens mange skrøbelige stater efterlades nu i hænderne på mere dubiøse magter som Tyrkiet, Rusland, Saudi-Arabien og Iran. Men beslutningen har folkelig opbakning i USA, og det er ikke så svært at forstå. Det mest øjenåbnende ved likvideringen er dog, hvor ukendt Soleimani har været i Vesten på trods af de blodspor, han og det iranske præstestyre har efterladt sig. Foruroligende, at det har krævet hans død at kaste lys over.

 

Læs også Niklas Hessels artikel om betydningen af drabet på general Qassem Soleimani: »Ingen krig, ingen fred«

Læs også ugens anden leder om, at Danmark er uden sikkerhedspolitik: »Mette eller kaos?«