Læserbreve. Ensomhed og lykke. Ude af EU-historien. Drop EU-forbehold. Dansk retorik. Au pair-aftale. Stolt S-medlem. Et år til et nyt årti. Snyd med andejagt. Avisen stopper.

Debat

Ensomhed og lykke

David Vincent Nielsen, Ensomhedskonsulent i Ældre Sagen.

Både regenten og statsministeren nævnte ensomhedens svøbe i deres respektive nytårstaler, mens Lone Frank i Weekendavisen få dage forinden ligefrem havde skrevet en hyldest til selvsamme ensomhed. Hvordan kan tre begavede kvinder nå til så forskellige betragtninger af samme emne?

Det kan de heller ikke. For jeg tror ikke, at de taler om det samme, selv om de bruger samme ord – ensomhed.

Lone Frank bærer sig ellers normalt yderst videnskabeligt ad, når hun afgrænser problemstillinger, men jeg leder forgæves efter en definition på ensomhed i essayet. Hun skriver om at »dyrke den positive ensomhed« og evnen til at være alene. Om det velsignede ved at »råde over en hel matrikel for sig selv«. Om »individualismen som en afgørende grundværdi« og korrektiv til fællesskabet. Er det den ensomhed, hun hylder? I så fald er det klart, at hun ikke er på linje med Mette Frederiksen og dronning Margrethe, som italesatte ensomhed hos anbragte børn og hos ældre, der ser ægtefælle og omgangskreds falde fra. De taler simpelthen ikke samme sprog.

I den internationale forskningslitteratur defineres ensomhed almindeligvis »som en ubehagelig, subjektiv følelse, der opstår som følge af en oplevet diskrepans mellem ønskede sociale relationer og faktiske sociale relationer«. Ensomhed er med andre ord savn af nære relationer, af venner. Og ensomhed kan i høj grad opleves både, når man er alene, og når man er sammen med andre.

Svær ensomhed er en meget ubehagelig følelse, og når den bliver langvarig, er den sundhedsskadelig, ja endog livstruende – det er ikke bare en »fortælling«, som Lone Frank anfører, men resultatet af metaanalyser af dødelighedsstudier. Langvarig ensomhed forårsager stor menneskelig lidelse og for tidlig død. Også i Danmark. Hver dag går 1.000 mennesker til lægen herhjemme, fordi de føler sig ensomme. Og ensomme mænd lever i snit næsten ni år kortere end ikke-ensomme.

Lone Frank medgiver, at der er mennesker, som ofte eller altid føler sig ensomme – og man må forstå, at det trods alt ikke bare er »en positiv ensomhed«, vi næsten må misunde dem. Ifølge hende er det dog langt færre, end mange tror, og tallet er ikke stigende. Hun citerer i denne forbindelse den norske forsker Anders Barstad, som har gennemgået den internationale litteratur på området i et ph.d.-studie. Barstad bygger imidlertid hovedsageligt sine konklusioner på den norske »Levekårsundersøkelsen« mellem 1998 og 2012. Altså temmelig gamle data.

Ser vi på langt nyere danske tal fra den nationale og de regionale sundhedsprofiler, er billedet et andet. Der har i en årrække været målt på ensomhed ud fra spørgsmålet »Sker det nogensinde, at du er alene, selv om du mest har lyst til at være sammen med andre?«

På landsplan er tallet steget fra 5,6 procent i 2010 til 6,3 procent i 2017. Det er alvorligt nok. Men man er igennem de senere år blevet opmærksom på, at denne »uønskede alenehed« er et dårligt mål for ensomhed. Man kan jo som sagt også føle sig svært ensom i selskab med andre mennesker – i skolen, på arbejdspladsen, i foreningslivet, på plejehjemmet, ja selv i familien.

Derfor har man i Region Midtjylland i 2013 og siden også i tre øvrige regioner i 2017 taget en ny, internationalt valideret målemetode i brug (T-ILS, the Three-Item Loneliness Scale).

Danmarks førende ensomhedsforsker, Mathias Lasgaard, analyserer løbende tallene, og hans konklusion er klar: Der er sket en stigning på omkring 20 procent i antallet af mennesker, som føler sig svært ensomme, fra 2013 til 2017.

På landsplan kan det samlede antal svært ensomme danskere over 16 år nu anslås til 350.000 personer! Det er otte procent af voksenbefolkningen. Der er altså god grund til at råbe vagt i gevær.

Men har Lone Frank da ikke ret i, at det er værdifuldt at kunne være i sit eget selskab? Jo, utvivlsomt. Er individets frihed ikke en vigtig værdi, som står centralt i vestlig kultur? Jo, bestemt. Det har bare ikke med ensomhed at gøre.

Vi mennesker er mere end individer. Vi er personer, der lever, udvikler og udfolder os i relation til andre – især til mennesker, som står os nær. Det viser The Harvard Study of Human Development, det længste longitudinalstudie, der nogensinde er gennemført. Her er konklusionen, at kvaliteten af menneskets nære relationer er en vigtigere prædiktor for et langt og lykkeligt liv end socialklasse, IQ, succes og endog gener!

Så selv om Blaise Pascal givetvis har ret i, at mennesket skal kunne sidde stille i et rum alene for at kunne reflektere, så er det dog endnu vigtigere, at mennesket kan åbne dette rum for andre og opleve venskab og fællesskab. Det er faktisk en betingelse for et langt og lykkeligt liv – et liv, som mennesker, der oplever svær ensomhed, ikke får del i.

Ude af EU-historien

Olav Harsløf, fhv. rektor, professor

Efter et besøg på Bruxelles’ EU-relaterede museer må man erkende, at Danmark er så godt som udskrevet af Europas historie. Bortset fra et rødbedefarvet pas, en fransk-dansk og en nudansk ordbog er vores 1000-årige historie slettet af den kollektive europæiske erindring.

På det flot tilrettelagte og solidt researchede Museum of European History/Maison de l’histoire européenne skorter det ellers ikke på engelsk og fransk gloire, tysk-italiensk-spansk-portugisisk fascisme med efterfølgende demokratisk genoprejsning, fælles europæisk kolonialisme, tysk storhed, fald, genoprejsning og genforening samt indgående indførelser i de nye østlige EU-staters lidelseshistorie og lykkelige indslusning i fællesskabet.

I museets montre med de fleste europæiske staters forfatninger og grundlove ses et smukt eksemplar af Norges forfatning – ingen af Danmarks fire, hvoraf den sidste fra 1953, ud over at give plads for prinsesse Margrethe på tronen, legitimerede Danmarks senere optagelse i EF. Den kunne vel nok have fortjent en plads i montren?

Som sagt er tysk genforening i 1990 et stort nummer i udstillingen, med nogle kvadratmeter vaskeægte Berlinmur og spidshakker, mens den danske genforening i 1920 med den landsdel, tyskerne huggede i 1864, er en nitte.

Værst er det dog at få slynget i hovedet, at med snigmordet på den franske historiker og socialist Jean Jaurès i 1914 – antimilitarist og fredsforkæmper – forstummede protesterne mod den udbrudte verdenskrig, når det allerede dengang var en kendsgerning, at Jaurès’ danske ven – den radikale kritiker Georg Brandes – både samtidig med Jaurès og i krigsårene efter hans død med skarphed og ildhu fremførte disse synspunkter og anklager mod nationalisme, imperialisme og militarisme både i verdenspressen og herhjemme.

Burde et relevant ministerium – kultur eller udenrigs – eller ambassaden ikke skyndsomst se at få rettet op på denne usynliggørelse? Vi betaler trods alt for medlemskabet!

Drop EU-forbehold

Kristine Milling Oddershede, studerende medlem af Europæisk og Venstres Ungdom, Rasmus Raskkollegiet, 5200 Odense V

Vi er netop gået ind i et nyt årti – et årti, der allerede fra første måned byder på kaos i det internationale diplomati med krisen mellem USA, Iran og Irak og med Storbritanniens udtræden af EU.

Der er nu gået lidt over fire år, siden danskerne stemte om, hvorvidt vi skulle afskaffe retsforbeholdet, hvor man da så, at danskerne ikke var klar til øget europæisk integration.

Men tiderne har ændret sig. Omkring 80 procent af danskerne mener nu, at det er vigtigt, at Danmark fortsat er en del af EU, og den øgede folkelige opbakning til EU som institution kunne man tydeligt se ved europaparlamentsvalget i 2019.

Danskerne er altså klar over, at det europæiske samarbejde er vigtigt for fælles handling over for de problemer, vi samlet står over for. Og med alle forurolighederne i verden i øjeblikket er det vigtigt at stå sammen om fælles værdier i EU.

Tiden er derfor nu for alvor moden til en ny folkeafstemning om forsvarsforbeholdet. Danmark har mange gange vist verden, at vi er klar til at gå forrest: Hvad end det så er ved at sende beredskab til Australien for at slukke skovbrande, eller om det er ved at udvikle ny klimavenlig teknologi.

Så Danmark skal ikke være et »lilleputland« med begrænset indflydelse i EUs Ministerråd. Vi skal være med til at træffe de svære beslutninger på forsvarsområdet og være med til at fremme danske interesser der, hvor magten ligger. Jeg håber derfor på det kraftigste, at forsvarsminister Trine Bramsen og resten af regeringen snarligst vil igangsætte en ny folkeafstemning om forsvarsforbeholdet, så det kan blive afskaffet.

Det ville være klædeligt for regeringen at træde i karakter og fokusere på flere og mere konkrete politikker end temaet »børn skal have det godt« – noget, de fleste mennesker kan tilslutte sig. Lad os vise verden, at Danmark har internationalt format.

Dansk retorik

Helle Walther, fhv. overlærer Sct. Olaigade 14, 3000 Helsingør

Dansk Folkeparti forsøgte for nogle år siden at tage patent på Dannebrog og startede systematisk med at bruge ordvalget »vores land« og »danskerne«. Men vort flag, vort sprog, vort land er alle danskeres – sådan er det.

Danmark er dog mere end det, og det skal vi også respektere. Jeg må derfor give den læser ret, som i sidste uge skrev om ordet »danskerne«, som bruges uhørt meget af samtlige politikere. Det skurrer i ørerne, og politikerne bør tænke på deres ordvalg.

Der bor mange personer i Danmark, som måske ikke har dansk, men europæisk statsborgerskab eller andet. Dem skal der vel også passes på. Regler og andet gælder vel også for dem, så længe de bor i landet.

Tænk over retorikken og ordvalget. Der er også ord som »befolkningen« og »borgerne«. Sproget kan varieres.

Au pair-aftale

Ole Varn, Klaregade 37, 5000 Odense C

Kære integrationsminister Mattias Tesfaye. Lav en ny au pair-aftale med en lovbaseret overenskomst for deltidsbeskæftigede med en mindsteløn. Da der vil være tale om et ansættelsesforhold, er det ikke momspligtigt og bør gøres helt eller delvist fradragsberettiget.

Ydelsen skal indbetales til en bank eller en fagforening, som står for administrationen af sygepenge, forsikring og feriepenge m.m. Den ansatte får det disponible beløb indsat direkte på sin NemKonto. Der er tale om en dobbeltsidet velfærdsmodel. De deltidsbeskæftigede får ordentlige ansættelsesvilkår, og tusindvis af borgere får mulighed for tilkøb af hjælp i hverdagen.

Mon ikke Ældre Sagens medlemmer vil gøre brug af en sådan aftale? For mig at se, er der tale om et columbusæg, som ikke i nævneværdig grad generer den danske model på arbejdsmarkedet.

Læs også artiklen fra 20. december 2019: »De riges privilegier«

Stolt S-medlem

Rune Sørensen, it-koordinator, 8544 Mørke

Den socialdemokratiske boligminister Kaare Dybvad har en skarp analyse i avisen 20. december. Jeg er en af de vælgere, som givet ville skifte fløj, hvis det danske socialdemokrati opførte sig som de øvrige (vest)europæiske venstrefløjspartier og fortsat vendte det blinde øje til værdi- og kulturspørgsmålene.

Det store »migrantskvulp« i 2015 var afgørende for mig. Jeg ville dengang have endt mit snart 20-årige medlemskab af Socialdemokratiet, hvis ikke det var for de meldinger, der kom fra toneangivende folk som Henrik Sass Larsen, Mattias Tesfaye, Kaare Dybvad – og Mette Frederiksen. Jeg kneb flere gange en tåre tilbage i 2015-2016, da jeg for alvor indså, at S-ledelsen analyserede situationen så klart, som de gjorde.

Når jeg i dag er et endnu mere stolt S-medlem end nogensinde før, er det, fordi jeg oprigtigt tror på, at ledelsen i det danske socialdemokrati har indset, at den universelle velfærdsstat næppe overlever på sigt, hvis vi ikke for alvor får gjort noget ved de ikke-vestlige migrantstrømme. Og at de første og største samfundstabere i den udvikling netop er den arbejder- og middelklasse, som Socialdemokratiet er sat i verden for at varetage interesserne for.

Den danske position er ikke nem, hverken i forhold til socialdemokratiske søsterpartier i nabolandene eller det hjemlige parlamentariske grundlag, så en stor nytårshilsen og tak herfra til Kaare Dybvad og det øvrige Christiansborg-S for at stå fast!

Et år til et nyt årti

Ove Steen Smidt, Pildamsvej 13, 2610 Rødovre

Alverden har haft travlt med eftertanke ved overgangen til et nyt årti. Hermed blot dette til eftertanke:

Der findes intet år 0. Et årti består af ti år. Vor tidsregnings første årti bestod altså af årene 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10; det andet årti af årene 11, 12, 13, 14, 15, 16, 17, 18, 19, 20.

Her 2000 år senere må det samme gælde. Følgelig er der endnu et år til at tænke over, hvad man skal mene om at træde ind i et nyt årti.

Snyd med andejagt

Søren Wium-Andersen, Ådalen 15, Hillerød

I indlægget »Til sidste fjer« i avisen den 27. december hævder Danmarks Jægerforbunds formand, Claus Lind Christensen, at den jagt, der udøves her i landet, er bæredygtig. Det er beskæmmende læsning, for Danmark har lovet at leve op til FNs Verdensmål om at beskytte globalt truede arter inden 1. januar 2020.

Heraf er der flere i Danmark, nemlig havlit, fløjlsand og taffeland. Men jagten på dem fortsætter!

For Aarhus Universitet har udarbejdet nogle hjemmestrikkede bæredygtighedskriterier, som tilgodeser en dansk hobbyjagt på globalt truede arter. Kriterierne strider mod de indikatorer, der er udarbejdet for FNs Verdensmål.

Kriterierne for jagten her i landet er godkendt af miljøministerens departement, som endog påpeger: »Der foreligger endnu ikke en konkret model for vurdering af lovforslag med videre i forhold til verdensmålene, og det er Finansministeriet, der sidder for bordenden for den samlede indsats fra Danmark.«

Ved hjælp af denne juridiske finte kan Aarhus Universitetet og miljøministerens departement – for at opretholde en hobbyjagt på tre globalt truede arter – fortsætte med at anvende lokale bæredygtighedskriterier, der strider mod en international aftale, som Danmark har tiltrådt. Det er beskæmmende for landet.

Avisen stopper

Kjeld Flarup Christensen, civilingeniør, Sofienlundvej 6B, 7560 Hjerm

Pernille Steensgaard har besluttet sig for at tage et køb-ingenting-år. Det bliver spændende at følge i Weekendavisen.

Men hvad var det nu, der ville ske, hvis alle gjorde det samme? Ja, først og fremmest ville vi holde op med at købe »overflødige« ting som Weekendavisen.

Så stopper avisen, da der ikke kommer penge ind, og hun har ikke mulighed for at skrive om sine gode gerninger. Hun får forresten heller ikke løn, så det bliver lidt lettere for hende at købe ingenting.

 

Dette er debatindlæg og udtrykker derfor alene skribenternes holdning. Forslag til debatindlæg sendes til opinion@weekendavisen.dk