Følelsernes vold

Og saadan raver jeg ængstet omkring, himmel og jord og deres væv af kræfter har jeg om mig: Jeg ser intet andet end et evigt opslugende, evigt drøv­tyggende uhyre.« Sådan skriver den unge Werther i Goethes brev­roman, hvilket jeg satte tykke streger under i min udgave, dengang vi læste den i tysk i gymnasiet. Thi det er netop det forfærdelige: at være et uhelbredeligt, ængstet Sturm und Drang-gemyt i en drøv­tyggende virkelighed. Jeg har altid været udfordret af et følelses­liv på Brontë-roman-niveau, til enhver tid klar til at spurte ud over en storm­fuld hede og kaste mig snøftende omkuld i noget mos.

Det kræver en del selv­kontrol at gå for at være et nogenlunde tempereret menneske, som indgår i et sen­moderne samfund, hvor ingen længere dåner af sinds­bevægelse: øv. Som teenager og gymnasie­elev levede jeg for de romantiske tekster, de andre sukkede over var på pensum.

Da unge Werther skød sig som den logiske konklusion på ulykkelig kærlighed, følte jeg endelig, at nogen spejlede min indre, storm­ombruste drama­queen. Når jeg ikke selv tog livet af mig som 17-årig med knust hjerte, så skyldtes det nok primært en stærkt begrænset adgang til hånd­våben. Ville jeg mon have fundet lige­sindede, hvis jeg havde levet på tærsklen til 1800-tallet? Er jeg født i det forkerte århundrede, rent emotionelt, eller er jeg tværtimod en del af en ny, følelsesfuld tidsånd?

Jeg er trods alt vokset op med et grund­læggende budskab om, at det er positivt og autentisk at være i kontakt med sit følelses­liv. Man må ikke fortrænge noget eller lade som om. Ikke være hæmmet. Jeg tror, at de fleste i Vesten er opflasket på en kulturel diæt af freudiansk tanke­gods og Disney-film og har lært, at vi ikke får det godt, før vi ser alle vores grimme følelser, skyld og skam i øjnene.

Simba må vende hjem til Konge­klippen og bearbejde sin fadermords­skyld, før vi kan få en happy end. Samtidig er der tusind tilfælde hver dag, hvor det er nødvendigt at maskere sig. Ikke græde over sine hjerte­sorger på arbejdet (til nød ude på toilettet). Ikke bede pædagogen om et kram efter en stresset morgen­aflevering i børne­haven. Ikke betro sine venner, at man har forelsket sig i dem. Det er kompliceret at finde ud af, i hvor høj grad man skal disciplinere sine følelser. Hvilke er ædle og ægte, hvilke er kejtede?

Følelseslivets idealer ændrer sig med tiden. For nogle generationer siden var det skam­fuldt at gå til psykolog og tale om sit indre liv, nu går flere og flere i terapi, og desuden taler vi åbent om det. 46 procent af 19-årige piger i Danmark har været til psykolog mindst en gang i deres liv. Er vi blevet for følsomme, for modtagelige?

Vi introducerer betegnelser for »særligt sensitive« og stiller samtidig krav til, at børns »robusthed« skal oprustes. Der gik et kollektivt lettelsens suk gennem masserne, da Svend Brinkmann skrev, at det var på tide at »under­trykke sine følelser« og »holde op med at mærke efter i sig selv«.

Mange af de debatter, jeg ser rase hen over generations­kløfter på Facebook og i læser­breve, handler på overfladen om politisk korrekt sprog­brug, men samtidig drejer diskussionen sig om, hvem der ejer den »korrekte« grad af følsomhed. Millennials bliver anklaget for at være hyper­følsomme, sarte mimoser, som er kronisk krænkelses­parate. Mens boomer-generationen bliver beskyldt for at mangle empati, når de ikke bare kan vænne sig til, at det ikke er okay at sige »neger« længere. Følelserne bliver en form for våben, en måde at positionere sig som moralsk overlegen.

Jeg tror, det er rigtigt, at min generation er blevet mere opmærksom på vores egne og andres følelser. Men vi har ikke nødvendigvis fået et mere præcist sprog for dem, og så ender man let med at blive styret af sit følelses­liv i stedet for at mestre det. Jeg vil gerne lære at klassificere hver enkelt følelse – som en emotionel sommerfugle­samler. Og fra det udgangs­punkt kultivere følelserne ud fra smag og idealer. Er jeg vemodig nu, eller kammer jeg – uf – over i det rør­strømske? Er jeg gedigent glad, er vi ovre i noget fryd, endda den næsten religiøst efter­søgte lykke­følelse? Men mit problem? Jeg tvivler på, at den lykke eller forelskelse, jeg eventuelt måtte opleve i virkeligheden, nogensinde kommer på højde med den, jeg føler i fiktionens verden.

Personligt har jeg altid brugt film, bøger, kunst, teater, pop­kultur og tv-serier som en form for følelsernes opdragelse. Siden jeg første gang fik læst Brødrene Løve­hjerte højt, er al god kunst gået lige ind i mig og har krævet at blive ikke bare set, men følt. Fiktionen er terapeutisk, en måde at få spejlet alt sit indre vrag­gods og sit hjertes blå mærker på og samtidig få udvidet sin verden, lære andres sære, indre egne at kende. Når man går ind i en fortælling, i et kunst­værk, sker der en gensidig udveksling af empati.

Det er en metode til at betragte menneske­følelserne og blive klogere på deres natur: Tvebak og Jonatan lærte mig, at mod ikke er fraværet af angst, men at gøre det, man er nødt til at gøre, selvom man er bange; »for ellers er man ikke noget rigtigt menneske, men bare en lille lort«. Det er en lære­sætning, som er til at huske. Mine følelser har klistret sig til hoved­personer, jeg har over­identificeret mig med dem og været forundret, når mine venner kunne rejse sig relativt upåvirkede, efter at lyset blev tændt i biografen. Mens jeg sad lam­slået tilbage med et imperativ blinkende for mit indre blik: Du musst dein Leben ändern.

En af mine stærkeste grundfølelser er ensomhed. Ikke en ulykkelig slags, men en fornemmelse af adskillelse, at være lidt på afstand af andre mennesker. Have brug for at være alene, gå lidt afsides, fantasere om at bo i et tårn­værelse, hvor jeg kan sidde og skrive i fred. Samtidig er ensomheden en samfunds­fjende. Der er bred enighed om, at ensomhed er et onde; Sundheds- og Ældre­ministeriet har skrevet ind i de nationale mål for danskernes sundhed (2014), at »andelen af ensomme danskere på 16 år eller derover skal reduceres med 10 pct.« over de kommende ti år. (Bare vi ikke bliver kørt på forbrændingen).

Hvordan skal man forstå ensomhedens ambivalens? Jeg kan huske, at jeg så Ingmar Bergmans Persona og følte mig set, hvor prætentiøst det end lyder. Det er arke­typen på en manieret, artsy, krævende sort-hvid-film. For mig handler den om ensomhed. Filmen følger to kvinder i et sommer­hus. Syge­plejersken Alma, som plejer skuespillerinden Elisabeth, der efter et sammen­brud er holdt op med at tale. Filmen er fortalt i vidunderlige, kornede billeder, som dvæler ved kvindernes ansigter.

Sygeplejersken er lys og kvidrende, hun fortæller åbent og generøst om sig selv. Skuespillerinden nægter at tale, har trukket sig ind i sig selv. Hvis hun ikke siger noget, kan hun ikke lyve. Tavsheden er en ekstrem flugt fra det sociale, hvor man hele tiden smiler, small­talker, går på kompromis med sin autenticitet, som kun kan være fuldstændig intakt i enrum. Filmen sørger over den umulige fantasi: at være helt sig selv, undslippe den sociale maske, som »persona« betyder. At mødet med andre altid er et offer, et tab af én selv. Forholdet mellem de to bliver mere og mere smerte­fuldt og psykotisk, jo længere Elisabeth holder fast i sit tavsheds­løfte, på den måde er Persona både en hyldest til ensomheden og en sorg over, at den altid er under angreb.

Hvad er ellers på mit følelses­pensum? Jane Austen lærte mig at frydes over forelskelsen og lade mit hjerte løbe af med mig, men også at slå koldt vand i blodet og forsøge at få mine forventninger til at flugte med virkeligheden. Bridget Jones’ Dagbog lærte mig, at det var helt i orden og endda kært at være grundlæggende forvirret, og at det hele nok skulle gå – hvis jeg bare fandt en praktisk, lettere gnaven mand, som elskede mig på trods. Den sidste del har jeg gjort mit bedste for at aflære.

Det var et skam­fuldt chok at begynde på litteratur­videnskab på universitetet og finde ud af, at jeg havde læst fuldstændig forkert hidtil. Ikke kun, fordi jeg havde læst Bridget Jones, men fordi jeg havde læst for indfølt. En bog er ikke en fortælling fuld af genklange, men en tekst­maskine, som kan pilles fra hinanden. En litterær figur er ikke min gode, besværlige ven, men en tekstlig konstruktion. Det gælder om at analysere, sagligt, intellektuelt, vel­argumenteret – og hvad man eventuelt føler for en tekst, kan man gemme til sofaen derhjemme.

Intet var så usmageligt som at læse terapeutisk eller med udgangs­punkt i sit personlige liv. Da jeg bævende begyndte som anmelder, var det med samme huske­regler i bag­hovedet: objektivitet, saglighed, kølig intellektuel analyse. Det var en tilgang, som meget hurtigt begyndte at slå revner, så de pinligt oprigtige følelser piblede ind i anmeldelserne. Og måske er det for ekstremt et ideal at læse med sin fornuft alene?

I det hele taget er der grund til at være skeptisk over for sondringen mellem fornuft og følelse. Hvad nu, hvis det kun er et abstrakt modsætnings­par konstrueret omkring et belejligt bogstav­rim? Det gamle hierarki, som placerer fornuft over følelse, bliver hurtigt etisk grumset, fordi det legitimerer nogle trælse, gamle magt­strukturer, hvor fornuften er maskulin, mens følsomhed er feminin; voksne er fornuftige, mens børn er i deres følelsers vold; over­klassen er intellektuel (endda hæmmet), arbejder­klassen følelses­styret; koloniserende nationer intellektuelt over­legne, mens de koloniserede nationer blev opfattet som »naturlige« følelses­væsner. På den måde hænger følsomhed sammen med magt, og ikke mindst med afmagt.

Og pudsigt nok: De seneste år er humaniora blevet oversvømmet af følelser, idet netop affekt­teori er blevet et så populært felt, at man taler om »den affektive vending«. Følelser er interessante for kultur­forskere, fordi de netop ikke kun er private, psykologiske størrelser. De kan være politiske redskaber; frygt, national stolthed, medfølelse er eksempler på følelser, som kan manipuleres, piskes op, få os til at holde sammen eller til at vende os mod hinanden. Patos behøver ikke at have fundering i virkeligheden for at bevæge os langt mere effektivt end tørre fakta. Ingen fører følelses­løs politik, politikere er nødt til at gribe deres vælgere. Og samtidig bliver følelsernes sprog en metode til at delegitimere andres politik, når man reducerer den til følelser; beskylder sine modstandere for at være styret af angst eller overdrevent bløde hjerter i stedet for gennem­tænkte holdninger.

Følelser er kulturelle, plastiske størrelser, som værdi­sættes, udfoldes og disciplineres forskelligt i forskellige epoker og kultur­kredse. Selvom forskellige generationer kan opleve konflikter omkring følsomhed, er der altid noget konstrueret over at tænke i generations­træk. Det er ikke sådan, at følelses­livet ændrer sig takt­fast og entydigt for hvert årti. Selvom vi har en fortælling om, at man i 1960erne opfandt den bløde mand, er det netop i mine forældres generation, at jeg støder på knude­mænd m/k, som ikke gider mere føleri. Det er aldrig så enkelt, at hver tids­alder beherskes af én følelses­kultur, der har altid gået forskellige typer og temperamenter omkring, og så har man organiseret sig i følelses­mæssige fælles­skaber – om man så var Jena-romantiker eller melo­dramatisk emo-kid i 00erne.

Nu er jeg en del af de følsomme millennials, på godt og ondt. Det interessante for mig er: at holde op med at tale om »følelser« som et diffust virvar og begynde at analysere de enkelte følelser, at finde deres farve og stemthed. Hvad er præcis forvirring, raseri, begejstring, skam? Og hvordan afspejles de komplekst, kliché­fyldt, nyskabende i kunsten? Hvor det kan føles afmægtigt at være følelses­fuld i bred forstand, i sine følelsers vold, så giver det en styrke og en sikkerhed at udvikle et opmærksomt sprog og begrebs­apparat for følelserne. Som en anden, trods alt lidt mindre dramatisk, Werther.

Podcast: Følelsernes vold

Følelser er klistrede, vidunderlige, uprofessionelle, ustyrlige, pinlige, besværlige og det, der giver livet dybde og farve. Podcasten Følelsernes vold med Linea Maja Ernst er en emotionel Grønspættebog: Hvert afsnit har én følelse som udgangspunkt og undersøger den gennem de bedst egnede kulturprodukter: det være sig popkultur, snobbet kunst, musik, litteratur, drama, filosofiske tekster, erotiske bestsellers eller offentlige skænderier.

Følelsernes vold kan høres her:

 

Følg Følelsernes vold på weekendavisen.dk/podcast.