Menneskeføde
Bertel Lohmann Andersen
Pensionist, lic.scient.
Kulsvierparken 71, 2800 Lyngby
Selv en korrekt sætning kan være misvisende eller vildledende. Det gælder følgende sætning fra WA #1 om Tjernobyl: »Selv i dag er halvdelen af de vildsvin, der skydes i Tjekkiet, for radioaktive til at kunne bruges til menneskeføde.«
Nogle læsere vil måske se for sig, at det omtalte kød er selvlysende grundet den megen radioaktivitet. Realiteten er, at der er fastsat en grænse for indholdet af Cs-137, som er temmelig lav. Hvis indholdet er lidt over grænsen, så skal en person indtage mellem fem og ti ton kød om året, mere end ti kilo om dagen, for at få den samme stråledosis, som en ansat på en røntgenafdeling må få.
Denne dosis udgør en meget ringe risiko for sundhedsskader som følge af stråling. De omtalte vildsvin kan derfor udmærket bruges til menneskeføde, men bliver kasseret grundet en politisk valgt grænseværdi. Da eventuelle skader fra stråling er mange år om at udvikle sig, så kunne man servere kødet for beboere på plejehjem eller for ældre, som gerne vil spise det frivilligt. Herunder undertegnede.
Tjernobyl
Peter Branner
Pile Allé 9, 2000 Frederiksberg
Der er hos de fleste danskere enighed om, at udslippet af klimagasser nu er menneskehedens alvorligste problem. Der er vel også – omend i varierende grad – enighed om, at løsningen på dette problem kræver ikke alene tekniske løsninger, men også væsentlige adfærdsmæssige/økonomiske ændringer. Det første kræver en optimismebaseret teknisk indsats (jf. indlægget om CO2-reduktion i WA #1), medens det sidste kræver, at der i befolkningen er tillid til, hvad regeringen og de i energisektoren involverede siger og står for.
Set i dette lys er det ikke hensigtsmæssigt, at Weekendavisen i samme nummer giver spalteplads til Bo Bjørnvigs »anmeldelse« af to bøger om Tjernobyl. Bøger, som muligvis, men sandsynligvis ikke, indeholder nye oplysninger om, hvad der skete den 26. april 1986.
Det, der skete i Tjernobyl, var noget, som kun kunne ske i Sovjetunionen og aldrig ville kunne ske med den vestlige verdens reaktorer. Bjørnvigs artikel og især overskriften »Dommedagsscenariet vi helst glemmer« virker i denne sammenhæng som (undskyld udtrykket): goddag mand, økseskaft. Tjernobyl-katastrofen var, på grund af den lemfældige måde, man anvendte kernekraft på i Sovjetunionen, nærmest en forudsigelig begivenhed. Hvad der er betænkeligt er, at artiklen viser, at der er mange, der har en irrationel, måske ovenikøbet angstfyldt, holdning til kernekraft. Så længe vi ikke i tilstrækkeligt omfang kan producere/lagre vind- og solenergi i Europa, vil den holdning kunne afskære os fra at anvende den indtil videre eneste eksisterende stabile CO2-frie energiproduktionsform.
KUA og beton
Jes Fabricius Møller
Lektor, dr.phil. Det Humanistiske Fakultet Afdeling for historie Københavns Universitet
Karen Blixens Plads 8, 2300 København S
Tak for Anna Raaby Ravns beretning om det udbytte, hun har haft af at studere et humanistisk fag på Københavns Universitet, WA #52. Desværre kommer hun til at gentage en litterær kliché om humaniora, idet hun betegner universitetets nye bygninger på Amager som betonbelagte, underforstået at det er hele foretagendet nok også, sådan billedligt talt. De solide, bærende konstruktioner, som for en dels vedkommende er genbrug fra det gamle KUA, er ganske rigtigt i beton, men facaderne er beklædt med travertin, en porøs og smuk kalktuf eller frådsten.
Det var ikke sjovt
Lykke Guldbrandt
Cand.scient.pol.
Langagervej 10, 8920 Randers NV
Jeg havde egentlig forstået »Bogholderiet« i WAs sektion »Bøger« sådan, at det skal bidrage med en halvskarp og til tider vittig kommentar til, hvad der rører sig inden for det litterære område. Min forståelse har også gået på, at den vittige tilgang vedrører et seriøst tema. Hvad jeg ikke forstår, er, hvad dette mon skulle tænkes at være for indlægget »Det var ikke Alberte …« i WA #1.
At hårfarven og ens (mandlige) relationer har betydning for ens evne til at skrive en bog? At man ikke kan være en seriøs forfatter, hvis man samtidig er direktør i et stort firma? At kvinder i virksomhedsledergrupper bruger det meste af tiden på at læse dameblade og give hinanden fjollede idéer? At disse forhold tilsammen gør det helt i orden at bedømme et værks værd, inden det overhovedet er udgivet? Eller skulle temaet mon være god, gammeldags sexisme? Jeg mindes i hvert fald ikke at være blevet præsenteret for en omtale af en kommende udgivelse af en forfatter af hankøn, der refererer til dennes udseende og kvindelige bekendtskaber. Ej heller har jeg tidligere læst en mere eller mindre direkte latterliggørelse af en mand, fordi denne har skrevet en bog ved siden af sin varetagelse af en høj stilling. Tværtimod tænker jeg, at man med en vis beundring har set på for eksempel tidligere chefredaktør Bo Lidegaards eller ambassadør Carsten Staurs skriverier – med rette.
Hvis WA vil sige noget om Malou Aamunds nye bogprojekt, så burde det være at applaudere modet til at hoppe ud i noget helt nyt. Eller endnu bedre: Hvad med ingenting at sige, før man faktisk har læst værket og lade det – indholdet – være omdrejningspunkt for en kommentar? Det, WA i stedet har bidraget med, er alt andet end sjov læsning. Det er læsning under niveau for en seriøs avis.
Malou Aamund
Gitte Ørskou
Direktør Moderna Museet
Skeppsholmen, 103 27 Stockholm
Klaus Rothstein har bladret i Gyldendals forårskatalog og er faldet over et billede af Malou Aamund, der udgiver en roman til marts. Det giver Rothstein anledning til at skrive en omtale, der excellerer i misogyni. Ikke nok med, at første del af omtalen alene handler om, hvor meget Aamund med sit »lange lyse hår« ligner Alberte Winding, der omtales som »sangerindeforfatteren« og altså ikke en rigtig forfatter. Aamund bliver også alene omtalt i relation til de mænd, hun enten er datter, kone eller kæreste til, og så toppes omtalen af en nedladende spekulation om, at hun vist kun har været i stand til at skrive en roman, fordi hun har fået »fif« af Hanne-Vibeke Holst, som Aamund er i VL-gruppe med.
Malou Aamund, Alberte Winding og Hanne-Vibeke koges i Rothsteins hektiske kvindevrængen sammen til en bekræftelse af, at det der med at skrive bøger vist ikke er noget for kvinder. Og så skal man huske på, at Rothstein slet ikke har læst bogen endnu og derfor ikke engang kan bedømme værket. Man kan kun gisne om Rothsteins motiver for sin nedladenhed. Er han misundelig på de kvindelige forfattere som helhed og Aamunds erhvervskarriere i særdeleshed? Eller er den strukturelle diskrimination så indgroet i ham, at han er blind for det kvalmende karaktermord, han er ved at begå på en forfatter, alene fordi hun er kvinde?
»Det ligner en sag for ALT for Damerne eller Aftenshowet,« slutter Rothstein af med at skrive. Rothsteins skrivelse ligner nu mest en sag for det misogyne mørkeland, som vi troede, vi for længst havde forladt.
For nylig gik tv-værten Lise Rønne i rette med Politiken, hvis tv-anmelder havde omtalt hende som »vimsende«. Weekendavisen har da vist ikke opdaget den debat, det affødte, siden avisen vil lægge spalteplads til en omtale så kvindefjendsk, at man ikke tror sine egne ligestillede øjne.
Klaus Rothstein svarer:
Min note om Malou Aamunds kommende roman er af mange mennesker blevet opfattet som misogyn, altså kvindehadsk. Jeg siger gerne og ubesværet undskyld for mislykket satire og polemik. Det står ganske klart, at noten ikke er det bedste fra min hånd. Mit og notens problem er, at teksten ikke er blevet læst, som den var tænkt. Den forsøgte at »mime« den sladder, som knytter sig til kendisser, men blev i sig selv opfattet som sladder. Og satire, der skal forklares og forsvares, er i sagens natur ikke vellykket. Til gengæld afviser jeg anklagerne om, at notens intention var at lægge Malou Aamund eller kvinder generelt for had.
Læs også Katja Kvaales kommentar til Klaus Rothsteins omtale af Malou Aamund: »Smadremandens note«
