Den samme rille

Af Pelle Jandrup; Cand.scient.pol. og elektriker

Jeg synes, det var befriende, at en, der har været inden for systemet, åbnede munden og råber »kejseren har ingen tøj på«, som Jens Peter Tang Dalsgaard gjorde i sin kronik »Under overfladen« i Weekendavisen den 7. april om dansk udviklingsbistand.

Vi er mange, der deler den opfattelse, herunder folk der har haft fat i området.

Jeg startede selv i 1967 med at være ulandsfrivillig, herefter var jeg leder af ISC, som nu hedder Fellowship Centre, og har fulgt med gennem alle årene og de sidste tre til fire år været på en tre til fire årlige ture til Tanzania.

Det er mit bedste bud, at maksimalt 20 procent af en given bevilling kommer ud til slutbrugerne.

En del bliver brugt i Danmark til at beskrive, monitorere og kontrollere, en del går til konsulenter i det pågældende land enten i form af danske eller lokale firmaer – kan også være ngo’er, som faktisk virker som en slags lokale konsulenter, der har taget sig godt betalt for at bistå, og som ofte opererer med Danida-lønninger, og dermed får de vel en løn, der er op til ti gange det lokale lønniveau.

På ngo-området er det også så som så med, hvad der ender hos slutbrugerne. Jeg har selv været involveret i ansøgninger til CISU – Civilsamfund i Udvikling – som også har opbygget et sekretariat, som opstiller flere og flere regler for, hvordan ting skal foregå, så den enkelte lille gruppe, der gerne vil sætte gang i lokale projekter i udviklingslande, drukner i bureaukrati, både når ideen – projektet – skal beskrives, og når den skal udføres og evalueres. 80/20-reglen synes også at holde her. CISU administrerer faktisk flere hundrede millioner af de midler, der årligt går til udviklingsarbejde.

Jeg har som en protest mod disse systemer for egen regning finansieret en række småprojekter, hvor jeg har ydet lån til enkeltpersoner, som jeg er stødt på, og hvor alle pengene går direkte til de pågældende. Det er beløb mellem 1.000 og 10.000 kroner, og det rækker til, at eksempelvis en landmand kan udvide det dyrkede areal og dermed sine indtægter og dermed forhåbentlig vise, at det kan lade sig gøre at leve et godt liv på landet og måske være med til at holde unge ved landbruget.

Prøv at forestille jer, hvor mange landmænd der kan understøttes på et år, hvis halvdelen af »hjælpen« til for eksempel Tanzania blev givet som små iværksætterlån på 5.000 kroner. Problemet er nok, at der ingen prestige er i at gå rundt og uddele små lån, eller at bureaukratiet i Danmark fordrer fine rapporter og et revisorattesteret regnskab for hver enkelt udbetaling.

Det er direkte forkasteligt, at vi bliver ved med at køre i næsten den samme rille og »forklarer os ud af fiaskoerne«, som jeg desværre synes, udviklingsminister Rasmus Prehn gør i sit svar til Dalsgaard i Weekendavisen den 1. maj.

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.