Politiske og økonomiske forbrydelser

Af Ole Hartling, Læge, tidligere formand for Det Etiske Råd

Mange har fulgt dokumentarserien i seks afsnit i tv om Scandinavian Star, hvor en påsat brand i 1990 førte til, at 159 mennesker omkom i deres kahytter eller i labyrinten af røgfyldte korridorer. Skibet blev totalskadet. Det udløste en forsikringssum på hen ved 90 millioner kroner.

Coronakrisen har nok betydet, at denne dokumentar, som blev sendt mandage i marts og april, ikke har fået den opmærksomhed, som den fortjener. Det femte afsnit den 6. april blev udskudt fra primetime i to timer, fordi der var pressemeddelelse og kommentarer om, at de yngste skoleklasser kunne begynde igen. Sidste afsnit blev sendt anden påskedag den 13. april. Det havde afgørende elementer, men der var fortsat fokus på corona, og debatten druknede muligvis også i Dronningens 80-års fødselsdag få dage senere.

Tragedien er dyb, og der er i dokumentaren gribende vidnesbyrd fra dem, som mistede nære og kære og aldrig er kommet over det. Den fortjener opmærksomhed.

Et gennemgående træk ved tragedien må fremhæves: Ud over selve tabene er der stor uforløsthed hos alle involverede, fordi sagen ikke er blevet opklaret og gang på gang er blevet henlagt af myndighederne trods stadig fremkomst af nye og alvorlige oplysninger. Dokumentaren viste, at mange oplysninger og vidneudsagn i årenes løb er blevet negligeret. De efterladte er ramt af en følelse af afmagt, fordi de har oplevet, at der ikke er blevet gjort alt for at opklare forbrydelsen. De har næsten oplevet det modsatte.

Som tiden går, er det, som om tre mekanismer går i gang:

Først er der myndighedernes initiale fejltagelser og sidenhen henholdende svar, der fører til nye ansvarsforflygtigelser og yderligere undvigende svar. Det er heller ikke rart for myndighedspersoner, som senere går ind i sagen, at udtale kritik af forgængere. Måske vil prestigetabet med tiden opleves større og større, hvis den oprindelige inkompetence omsider indrømmes. Denne første mekanisme bliver derfor gradvist selvforstærkende.

Den anden mekanisme, som går i gang, er, at de personer, som i deres afmagt fastholder kritik og mistanker, efterhånden opfattes mere eller mindre som håbløse kværulanter.

Den tredje mekanisme er, at påstande om en overlagt forbrydelse direkte og indirekte karakteriseres som konspirationsteorier. De to sidste mekanismer, kværulant- og konspirations-karakteristikken, forstærkes ubønhørligt af den første, nemlig myndighedernes vedholdende afvisninger. Der hersker fortsat så megen autoritetstro, at når myndighederne tilsyneladende ikke vil røre ved en sag, er det nok alligevel, fordi den er grundløs eller meningsløs.

Det er forstemmende og mærkeligt, at den norske efterforskningsleder Terje Bechmann Dahl ligefrem frarådede en genoptagelse af politiets opklaringsarbejde, selv om politiet så sent som i 2014 havde erkendt, at den hidtidige pyromanteori var forkert. Det stod klart, at brandstiftelsen måtte være foretaget af personer med nøje kendskab til skibets indretning. Oslos politimester, Hans Sverre Sjøvold, anbefalede alligevel at genoptage efterforskningen – også af de økonomiske forhold bag skibet.

Det er lige så forstemmende og mærkeligt, at den norske rigsadvokat herefter lagde opgaven i de samme hænder – Terje Bechmann Dahls. Helt usædvanligt erklærede han, allerede før undersøgelsen gik i gang, at den næppe ville føre til noget. Det fik han så ret i, alternativet havde jo også betydet, at han skulle lide det prestigetab at måtte indrømme at have taget fejl.

Forstemmende og mærkeligt er det ligeledes, at de økonomiske forhold trods opgavens ordlyd fortsat ikke er blevet undersøgt. Ejerforholdene var fra starten kaotiske. Den påståede ejer, pengemanden Henrik Johansen, fik et skattefradrag for sit køb af skibet. Det var en papirhandel, som det fremgår af dokumentaren. Han betalte ikke. Derfor gik forsikringssummen på de knap 90 millioner kroner naturligvis til den virkelige ejer, rederiet Sea Escape, som shipping-manden Niels-Erik Lund stod bag.

Man må også kalde det forstemmende og mærkeligt, at netop Niels-Erik Lund aldrig er blevet afhørt. Der var ellers noget at tage fat på. Sea Escape havde en mindre flåde af kasinoskibe (Scandinavian Star var oprindeligt et af dem), og rederiet havde en historie bag sig af en række skibsbrande, som havde udløst store forsikringssummer. Men daværende justitsminister Frank Jensen henviste i 1997 til, at Frederiksberg Politi ikke fandt grundlag for at afhøre Niels-Erik Lund. »Follow the money« lyder ellers den enkle devise siden Watergate.

Forstemmende og mærkeligt, at de besætningsmedlemmer, som fulgte med fra Sea Escape-kredsen, og som kom fra tidligere brandhærgede skibe, heller aldrig er blevet afhørt.

Norsk politi har henvist til, at opgaven med den økonomiske udredning oprindelig lå på danske hænder, men efterfølgende har danske myndigheder henvist til den norske undersøgelse, som altså henviser til dansk politi. Begrundelsen for ikke at gå videre eller genoptage sagen er derved blevet cirkulatorisk – i begge lande.

Det er bestemt også forstemmende og mærkeligt, at Frank Jensen har afslået at medvirke i en seriøs dokumentar om denne tragedie. Hvis han anså sin tidligere afvisning af at gå videre med sagen for velbegrundet og rigtig, burde han være villig til at forklare det for os.

Det er i det hele taget forstemmende, hvor mange der har afvist at medvirke eller end ikke svaret på journalisternes henvendelser. Det er forstemmende, men måske mindre mærkeligt, at de, der var ansvarlige for skibet og skibshandlen, Henrik Johansen, Ole B. Hansen og Niels-Erik Lund, og en række besætningsmedlemmer har nægtet at medvirke i dokumentaren. Og politiet har som nævnt aldrig gennemført afhøringer.

Den netop afdøde svenske krimiforfatter Maj Sjöwall sagde engang i et interview om sin samtid: »De vigtigste forbrydelser er politiske og økonomiske, og de, der begår dem, har råd til at skjule, hvad der er sket«.

Det er muligt, at danske myndighedspersoner ville se det som et prestigetab, hvis de skulle indrømme tidligere fejltagelser og forsømmelser. Alle andre ville se det som i usædvanlig grad modigt og prestigegivende at høre ordene: »Vi tog fejl!« Og hvor ville det være godt for at afhjælpe de efterladte i deres afmagt, hvis myndighederne kunne vise, at Maj Sjöwall ikke havde ret i sin pessimisme – og for hele samfundet.

Dette er en kronik og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til en kronik på opinion@weekendavisen.dk.