Forenet af en pandemi

Af Naila Bozo, Læge, Infektionsmedicinsk Afdeling, OUH

I sommeren 2015 stod jeg i skadestuen til et nødtørftigt militærhospital i Kobane, en kurdisk by i Syrien nær den tyrkiske grænse. I 2014 belejrede Islamisk Stat byen, og en frontlinje blev trukket op i Kobane, bygninger blev bombarderet, og mere end 200.000 civile flygtede fra området, før Islamisk Stat blev drevet ud.

I juni 2015 vendte de kortvarigt tilbage i et forsøg på et dødsstød. De tog kurdiske soldaters uniformer på, kørte ind i Kobane by ved daggry og slog mere end 200 mennesker ihjel. I kølvandet på massakren rejste jeg gennem Tyrkiet, krydsede grænsen ind til Syrien og blev mødt af en by i ruiner, tom, støvet og gylden i eftermiddagens sol.

Jeg arbejdede i skadestuen sammen med kirurger, sygeplejersker og civile, som havde fået lynkursus i at anlægge drop og stabilisere patienter. Vi ventede bag en tynd metaldør i en skadestue, der var knap 6 x 4 meter med fire brikse, og tog imod soldater, som var blevet såret under kampe mod Islamisk Stat, samt civile, som blev skudt under deres flugt af tyrkiske grænsesoldater eller trådte på landminer.

Patienterne lå stille, bange, usikre på, hvad der skulle ske med dem, med deres hjem og børn. Jeg blev slået af uretfærdigheden: Få tusind kilometers forskel gjorde, at Asmin var født ind i en krig, mens jeg voksede op med Disney Sjov og dronning Margrethe.

Ulykkeligheden var til at føle på, men den for det kurdiske folk karakteristiske, tillærte ro gennem generationer af undertrykkelse gennemsyrede hele hospitalsområdet. Men jeg, født i Odense langt væk fra krig, vågnede hver morgen med en dump fornemmelse i maven på patientstuen under et tæppe med størknet blod: Det føltes uvirkeligt, som en ond drøm. Hver dag var en krig, en krise. Det ene øjeblik græd de over savnet af deres dræbte venner, familie, kolleger, og det andet øjeblik lyttede de til Britney Spears, mens de klippede papir ud til recepter. Krigen var blevet til hverdag, og døden til en hyppigere hændelse. En sygeplejerske havde holdt sin døende far i sine arme, da han blev skudt af Islamisk Stat, og hun bar her fire uger efter stadig trøjen plettet med hans blod. En eftermiddag rensede hun sårene på en Islamisk Stat-soldat og sagde, hvis ikke mig, hvem så?

Da jeg vendte tilbage til Danmark, var jeg mere end før følsom over det danske folks privilegier og deres opfattelse af dem som rettigheder.

Nu står jeg så her, på infektionsmedicinsk afdeling Q i Odense og indlægger og behandler patienter med COVID-19. Der er en verden til forskel mellem Afdeling Q og skadestuen i Kobane. Patienterne ligger i rene senge, der er overflod af medicin, væske og nasalkatetre til ilt. Patienterne bliver spurgt, hvad de ønsker til dessert: æblegrød? Vi mærker coronakrisen, men der er ikke krigstilstande. Ingen af os har sår i ansigtet efter maskebrug, vi sidder ikke forhutlede på hospitalsgangene og græder, fordi patienterne falder som fluer omkring os.

Jeg frygtede, at danskerne var slet og ret forkælede, og at dette ville møde mig i mit arbejde under coronakrisen. Men mine fordomme er blevet gjort til skamme.

Der er en følelse af solidaritet, som gennemsyrer vores arbejde på de danske hospitaler. Før var vi meget delt op i afdelinger, fysisk tæt op ad hinanden, men ikke rigtigt forenet af vores patienter. Når patienten var på ortopædkirurgisk, kiggede man på knæet. Nu ser vi det hele menneske.

Jeg har aldrig oplevet patienter så tillidsfulde, som når jeg tager imod dem på afdelingen eller går stuegang, til trods for mit komplet tildækkede ydre. De sætter deres lid til os læger, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og -hjælpere samt fysioterapeuter. Før kunne de komme med mange krav til, hvad jeg skulle tilbyde dem af undersøgelser. Nu er bare et smil nok til at gøre deres dag bedre.

Jeg gik en søndag morgen stuegang på et neurologisk afsnit, som er omdannet til et coronaafsnit. Mens jeg gennemgik nogle blodprøver, sang plejepersonalet »Fald min engel« på gangen sammen med resten af Danmark. På samme måde havde jeg siddet i Kobane sammen med uniformerede mænd og kvinder på den støvede, varme trappe foran hospitalet og sunget guerillasange.

Vi er alle ens, når vi står ansigt til ansigt med en krise. Man håndterer krisen, når den er der. Vi har ikke italienske tilstande i det danske sundhedsvæsen, vi er ikke i krig og har ikke indrettet os på underjordiske felthospitaler, men vi har oplevet en for det danske samfund markant omvæltning, som jeg i det store og hele mærker, at vi håndterer med respekt for og i solidaritet med hinanden.

Som Suzanne Brøgger for nyligt skrev: »Den snævre egoismes tid er forbi, og den store sammenhæng åbenbares gennem en lille bitte virus. Menneskene over hele jorden er forbundet med hinanden i uendelige smittekæder.«

Det håber jeg, at vi tager med os.

Dette er et debatindlæg og udtrykker derfor alene skribentens holdning. De kan indsende forslag til debatindlæg på opinion@weekendavisen.dk.