DET lyder som et paradoks.

På den ene side er der blandt et flertal af danskerne opbakning til forestillingen om, at pluralisme og uenighed er forudsætningen for et sundt og vitalt demokrati. Uden brydningen af meninger, ofte båret af harme, lidenskab og antipati, sander demokratiet til. Men hvis uenigheden og antipatien får et særligt sprogligt udtryk, sådan at ens ordvalg bruges til at forhåne og nedværdige udvalgte grupper, så ses meningsbrydningen ikke længere som en del af den demokratiske proces, men tværtimod som en trussel og et anslag mod fundamentet for vores samfund.