Alternativ 1. maj

I dag er det kampdag, siger kalenderen. Skal vi ikke prøve noget nyt, nu hvor demonstrationer og solidaritetsdruk i hele landet er aflyst? Lad os rette fællesskabets varme mod nogle, der sjældent stimler sammen under paroler og faner, men som trænger til den: de selvstændige. De frie erhvervsdrivende. Indrømmet, det er svært at forestille sig landsdækkende optog for vognmænd, kioskejere, tømrere og indehavere af tegnestuer, slagsange for cateringbureauer, små arkitektfirmaer, blikkenslagere og frisører og patosfyldte taler for udlejere af festudstyr, webdesignere, revisorer, fysioterapeuter, pilatesinstruktører, møbelpolstrere og mikroølbryggere. Men prøv nu alligevel.

SOLIDARITET trænger de til. Opmærksomheden rettes mod de store virksomheder, der nu støder på grund eller synker. Men uanset boghandlerens sørgelige nedtur, masse­fyringerne i SAS og de medfølgende økonomiske konsekvenser består dansk erhvervsliv hovedsagelig ikke af store virksomheder. Selv Arnold Busck er efter danske standarder ret stor. Hovedparten af de danske virksomheder har højst 20 ansatte, langt de fleste færre, herunder tusindvis med en eller to ejere plus nogle få ansatte.

MED coronakrisen har der været en forunderlig, stedmoderlig tilgang til disse små erhvervsdrivende, der ikke bare udgør rygraden, men hele skelettet i dansk erhverv. Regeringen har i ugevis hyldet frontpersonalet i sundhedsvæsenet, men også lærerne og pædagogerne, mens mange andre offentligt ansatte er sendt hjem med fuld løn, også selvom de intet har kunnet foretage sig. De kan tilmed være sikre på at vende tilbage til deres arbejde. Medarbejderne i mange små virksomheder er for længst blevet fyret, og ejerne kigger ned i afgrunden.

DEN danske regerings hjælpepakker er mest designet til de ansatte, ikke virksomhederne, og da slet ikke de mindste. De er rigide, komplicerede og passer sjældent helt til forretnings­modellen. Kompensationen er lille i forhold til arbejdsindsatsen. Det drejer sig om folk, der i årevis har knoklet uden nogen særlig indkomst, fordi de har brændt for deres idé og projekt. Også de bedste, mest innovative rammes; dem, der havde fundet et marked for deres produkt. Deres livsværk – og bidrag til landets økonomi – ligger i spåner.

FRIE erhverv har det svært med stive, statslige hjælpepakker. Sådan er det. Det er to verdener, der støder sammen. For mange af de selvstændige er krisen både økonomisk og eksisten­tiel: Friheden er deres drivkraft. Forestiller man sig demonstrationerne til denne særlige 1. maj for små, private virksomheder, er det disse ord, der ville pryde bannerne: Frihed. Selvstændighed. Virkelyst.

VIRKELYST hos små erhvervs­drivende har bare ikke meget politisk kapital. Den udbredte stemning har været, at regeringen i krisen »redder« virksomhederne. Den tilgang er ikke bare absurd, den er farlig. Uden de små virksomheder ville dansk økonomi brase sammen. Dermed afslører krisen væsentlige sandheder: De, der leverer det største bidrag til dansk erhvervsliv, lever ofte ganske få måneder fra økonomisk ruin. De har ingen stærke organisationer. Og selv borgerlige politikere har svært ved at håndhæve deres interesser, måske fordi de sjældent har erfaringer med livet som selvstændige, måske fordi landbruget historisk fylder så meget i blå blok, måske fordi også borgerlige partier er mest optaget af offentlig velfærd. Kan man håbe, at denne krise minder dem om de frie og de selvstændige og deres bidrag til landet?