Lægeløft. Skal sundhedsvæsenet overleve, må vi sige farvel til familielægen, som vi kender ham. I fremtiden er lægekontoret virtuelt og diagnoser noget, der stilles af kunstig intelligens – og det kan ikke gå hurtigt nok, mener to læger.
Doktor Hansen 2.0
Coronakrisen har skabt store forandringer i vores måde at gå til lægen på. Med ét er venteværelset blevet et sted, de fleste ønsker at undgå, uanset om man er smittet med COVID-19 eller bange for at blive det.
Derfor er tusindvis af konsultationer flyttet over på digitale platforme, og det er en udvikling, vi bør udnytte, mener lægerne Andreas Pihl og Michael Hejmadi, som netop har udgivet bogen Doktor Hansen har set sin sidste patient. Ifølge dem er moderne teknologi vores bedste mulighed for at afværge en kolossal krise i sundhedsvæsenet, der har været undervejs, længe inden coronapandemien ramte os: Med en aldrende befolkning, der lider af stadig flere kroniske sygdomme, og patienter, der bliver mere krævende og opfatter sundhed som et forbrugsgode, vil det danske sundhedsvæsen snart komme under et enormt pres.
Michael Hejmadi, der selv arbejder som praktiserende læge til daglig, vil gerne indlede med at slå fast, at Danmark har et af verdens bedste systemer »lige nu«. Men, forklarer han:
»Det risikerer samtidig at gøre os konservative. Vores ærinde med bogen er at komme med et opråb til både os selv som læger og til beslutningstagere i sundhedsvæsenet. Coronakrisen har vist, at vi kan skabe ændringer på kort tid. På få uger kunne vi finde en løsning, der gjorde det økonomisk hensigtsmæssigt for de praktiserende læger at bruge videokonsultation. Normalt tager den slags årevis.«
Lægefaget er nødt til at omstille sig til en virkelighed, hvor lægen ikke udgør den samme vidensautoritet som tidligere, og »85 procent af patienterne sandsynligvis har googlet deres symptomer, før de møder op hos lægen«. Hejmadi forestiller sig, at lægen kan gå en stor fremtid i møde som en empatisk og socialt bevidst formidler mellem teknologi og patient. En slags oversætter, der kan give de »døde« data et menneskeligt ansigt.
Det betyder, at lægens arbejdsopgaver primært bliver at kommunikere med patienterne gennem samtaler, mails og videobeskeder, med det formål at bringe patientens egne ressourcer i spil i langt højere grad, end tilfældet er i dag. Målet er kort sagt at hjælpe patienter, hvoraf mange vil være kronikere, med at forstå og fortolke deres sygdom frem for – groft sagt – blot at diagnosticere og derefter udskrive en recept. Alt sammen med hjælp fra kunstig intelligens i form af eksempelvis computerprogrammer, der scanner tusindvis af sider i medicinske tidsskrifter for den nyeste viden om behandlingsformer og medicin.
Tilbage til empatien
I løbet af det 20. århundrede blev lægefaget stadig mere specialiseret, og sundhedsvæsenet centraliseret omkring større og større sygehuse. Den gemytlige medicinske altmuligmand, der tidligere troppede op med stetoskop og øredråber hjemme hos patienterne, blev i vid udstrækning afløst af speciallæger, der foretog nålestiksoperationer, mens praktiserende læger fortsat diagnosticerede og videresendte patienterne til hospitalerne. Fremover ser Michael Hejmadi en tilbagevenden til en socialt orienteret læge med et mere personligt forhold til patienterne.
»Vi kender alle den romantiserede forestilling om Doktor Hansen, der har en god menneskelig kontakt, men en ret begrænset værktøjskasse til at helbrede. Vi vil egentlig gerne tilbage til Doktor Hansen-figuren, men i en moderne udgave. Som jeg ser det, bliver fremtidens læge en formidler mellem den teknologi, der måler og overvåger kroniske sygdomme, og patienterne. Måske kommer lægefaget til at minde mere om sygeplejerskefaget, der traditionelt har haft empatien som en kernekompetence.«
Den anden del af forfatternes opråb angår det politiske niveau i sundhedsvæsenet, der i dag – ifølge forfatterne – er præget af en temmelig forsigtig tilgang til indførelsen af ny teknologi. Michael Hejmadi efterlyser, at man indfører noget så simpelt som et automatisk sms-system, hvor patienter modtager opfølgende beskeder efter operationer, men også blot almindelige lægebesøg, for at sikre sig, at behandlingen skrider planmæssigt frem. En simpel løsning, der både kunne modvirke genindlæggelser og hjælpe patienter til at være opmærksomme på egne symptomer.
For forfatterne til Doktor Hansen har set sin sidste patient er formålet med at indføre ny teknologi først og fremmest at frigøre dyrebar tid for lægerne. I dag »ser vi ind i skærmen det meste af tiden, fordi vi skal skrive alt ned manuelt, og det ødelægger kontakten til patienten,« fortæller Hejmadi.
Tiltag som videooptagelse af konsultationer ville spare lægen dyrebar tid, der i dag bliver brugt på »rygdækning« i form af minutiøs journalføring af ikke-symptomer. Dertil kunne automatisering af prøvesvar på eksempelvis blodtryk, så lægen kun får påmindelser om de svar, der bør vække bekymring, samt automatiserede scanninger af journaler, der i dag bliver læst manuelt, være lavthængende frugter, der kunne høstes med eksisterende teknologier.
»I dag spilder vi rigtig mange dyre timer på, at læger eksempelvis sidder og gennemgår journaler for at finde nogle ret simple svar – en opgave, man i vid udstrækning kunne overlade til kunstig intelligens. Desuden er det stadig sådan, at du kun får penge, hvis patienten møder fysisk op, hvilket fører til en masse spildtid for både læger og patienter, når teknologien lader os klare mange ting langt hurtigere.«
Et spørgsmål om tid
En computer kan hverken trøste eller sætte sig ind i vidt forskellige patienters livsverdener, men den kan frisætte tid, som lægen kan bruge på andre ting.
Meget tyder på, at der er gevinster at hente. I et australsk studie, der udkom i tidsskriftet Heart sidste år, sammenlignede forskerne 162 hjertepatienters rehabiliteringsforløb over en periode på 12 uger. Patienterne blev delt op i to grupper: Den ene fulgte et normalt forløb tilknyttet et sundhedscenter, hvor de mødte op fysisk. Den anden fulgte et såkaldt telerehabiliteringsforløb, hvor de modtog træningsinstruktioner og løbende vejledning via videokonference på mobilen. Efter det 12 ugers forløb målte forskerne deltagernes maksimale iltoptagelse, der er en vigtig indikator for kredsløbets sundhedstilstand og dermed dødeligheden. Derudover blev en række indirekte sundhedsindikatorer såsom blodtryk, kolesterolniveau, bmi og livvidde målt.
Efter 12 uger kunne forskerne konkludere, at der ikke kunne spores en signifikant forskel i de to gruppers maksimale iltoptagelse eller i nogen af de andre primære sundhedsindikatorer. Blot havde kontrolgruppen en anelse lavere taljemål ved studiets afslutning. Omvendt viste telerehabiliteringsgruppen sig at være langt billigere i drift: Samlet set kostede et forløb i telerehabiliteringsgruppen kun omkring det halve af det traditionelle rehabiliteringsforløb med fysiske møder. Effektiviseringen kom både fra lavere tidsforbrug og sænkede medicinudgifter, fordi teknologien gjorde det muligt at guide patienterne mere fleksibelt og dermed præcist i deres genoptræning.
Det australske studie er blot ét af mange. I et metastudie fra 2018, udgivet i tidsskriftet Issues in Information Systems, analyserede forskerne 75 studier af brugen af dels »intelligent hardware«, såsom smartphones eller pulsmålere koblet til internettet, dels kunstig intelligens i form af softwareprogrammer, der er i stand til at scanne og analysere store datamængder. Konklusionerne i de undersøgte studier var, i tråd med det australske studie, at potentialet i at indføre ny teknologi i høj grad ligger i økonomisk effektivisering. Andre studier har dog peget på, at der også kan være sundhedsmæssige fordele ved at indføre forskellige hjælpeteknologier – for eksempel til at hjælpe og overvåge ældre demenspatienter, der stadig bor i eget hjem.
Hvis man skal tro Michael Hejmadi og hans medforfattere, kan teknologien være dét, der afværger det sammenbrud, der lurer, når hundredtusinder af hjertepatienter, KOL-patienter, diabetikere med flere får brug for behandling i fremtiden. Behandling, der også vil indebære vejledning om livsstilsvaner såsom kost, motion og rygning og altså snarere rette sig mod at »holde sund« frem for at »behandle« sygdomme, der for de flestes vedkommende vil vare livet ud.
Redningsplanke eller flere opgaver?
En af dem, der er mindre begejstret for ideen, er Trine Cecilie Jeppesen. Hun er praktiserende læge, medlem af it- og dataudvalget hos de Praktiserende Lægers Organisation og var med til at starte Patientdataforeningen, der arbejder for at sikre patienters rettigheder over egne sundhedsdata. Hun stiller sig skeptisk over for, om teknologien kan afværge problemet med det store antal kronikere i fremtiden, og ser en risiko for, at teknologiske fremskridt blot vil føre til endnu flere opgaver for et presset sundhedsvæsen.
»For mig at se handler det snarere om at blive bedre til at prioritere i, hvad der er relevant at behandle hos den enkelte patient. Vi kan ikke tåle at blive behandlet for ret mange tilstande på samme tid. Så får vi alt for meget medicin, og det udgør en risiko i sig selv. Grænsen for, hvornår man kalder noget sygdom, rykker sig hele tiden tættere mod det, vi i dag kalder normalt. Når vi bliver gamle nok, kommer vi derfor uundgåeligt til at krydse mange af disse grænser og fejle rigtig mange ting. Vi kan dog ikke behandle alt. Det er den prioritering, der er vigtig, og den kan kun laves sammen med patienten – ikke af en maskine. For der er alt for mange personlige valg i den ligning.«
At indføre ny teknologi risikerer dermed at blive skruen uden ende, hvor nye teknologiske muligheder påfører nye omkostningstunge opgaver. Udfordringen ligger snarere i en prioritetsdiskussion, som man i dag skubber foran sig, og som blot vil blive større i fremtiden, hvor fokus – som det også beskrives i Doktor Hansen – bevæger sig fra at helbrede til at holde sund.
Netop dén udvikling udgør et andet ankerpunkt for Jeppesen: Når sundhedsvæsenet i stigende grad begynder at beskæftige sig med forebyggelse og måske endda anvender teknologiske løsninger til at indsamle adfærdsdata, kan borgernes ret til privatliv komme under pres.
»Vi skal helt sikkert bruge teknologien der, hvor den kan gøre gavn. Og så længe man plukker nogle lavthængende frugter og opnår sundhedseffekter til en lavere pris, er det fint. Men så snart vi træder ind i forebyggelsesdomænet, hvor man overvåger raske menneskers adfærd for at forebygge sygdomme, bliver det problematisk. Så vi har brug for en grundig diskussion af, hvor grænserne for teknologien skal gå.«
M. Hejmadi, A. Pihl og F. Lindhardt: Doktor Hansen har set sin sidste patient Forlaget Grønningen 1
Del: